Jeg boykotter dansk politik

Min grundlovstale om dansk asylpolitik i dag, Amfiscenen, Brandts Klædefabrik, Brandts Passage klokken 15. 45

I Danmark har det at bedrive politik og være politiker i mange år gået ud på at forsøge at skjule sandheden for borgerne, skabe myter og lefle for vælgerne med de løfter, man tror de vil høre, ligegyldigt, hvor meget man end sælger ud af partiets kerneværdier på den bekostning. Der lader ikke til at være meget værdighed, stolthed eller principfasthed tilbage i dansk politik. Alle værdier er til salg, hvis de kan indbringe vælgere.

Da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 indtrådte en helt ny æra i dansk politik, som sådan en som jeg, håbede og troede kun ville vare i en periode – det var teflonæraen, dæmoniseringsæraen, løgneræraen, krigsæraen – men det viser sig, at Anders Fogh Rasmussen blot var pioner for en helt ny måde at regere på i Danmark, som vores nuværende socialdemokratiske statsminister Helle Thorning Schmidt har forfinet og måske gjort så levedygtig, at vi nu for alvor har lagt ideologierne i graven.

Helle Thorning Schmidt har valgt det samme kostume – hun har iført sig den samme jernbrynje, samme stirrende blik og udtryksløse maske til at udfylde statsministerpersonaen, som den Fogh ikke en eneste dag som statsminister missede at bære. Og hvis ikke Foghs motto den dag i dag stadig havde klæbet til ham, ville hun efter hver eneste mislykkede reform have afsluttet sin tale med, at ”der er ikke noget at komme efter”. Men sagen er, at der er rigtig meget at komme efter for som sagt, så bygger en stor del af Danmarks realpolitiske beslutninger på ren og skær myteomspundet retorik og fri fantasi.

Den diskurs regeringen benytter, når det kommer til flygtningespørgsmålet og asylpolitikken er et skoleeksempel på, at ministrene med åbne øjne bilder befolkningen ind, at den nye stramning, hvor man som flygtning kun kan opnå midlertidig beskyttelsesstatus, er den eneste løsning for at undgå, at vi bliver oversvømmet af tusindvis af flygtninge. Sandheden er, at vi på ingen som helst måde er ved at bukke under for noget flygtningepres. De seneste tal fra 2014 er meget lidt alarmerende: 14.815 personer søgte sidste år asyl i Danmark, og

6.110 personer opnåede asyl. Af alle tilkendte opholdstilladelser i 2014 udgør asyl 8 % af disse. Myten om, at vi er et af de vestlige lande der modtager flest asylansøgere målt i forhold til landets størrelse er også helt ude i hampen. I perioden 2010-2014 nåede Danmark ikke engang op blandt de top ti vestlige lande, som modtog flest asylansøgere målt i forhold til befolkningstal.

Mens vi ligger og fedter rundt med de her meget beskedne tal, hvor end ikke 10.000 personer opnåede asyl i Danmark sidste år, er 51,2 millioner mennesker på flugt på verdensplan, hvilket er det højeste tal siden 2. verdenskrig. Det er her også vigtigt at tilføje, at UNHCR sidste år anslog, at 86 % af verdens flygtninge befinder sig i nærområderne. Dertil kommer alle de internt fordrevne. Over 90 % af alle de mennesker der er på flugt i verden lige nu befinder sig i nærområderne. Og de 10 lande som modtager flest flygtninge, ligger alle uden for Europa.

Disse tørre tal er ikke til at komme uden om, alligevel er det lykkedes statsministeren at bilde befolkningen ind, at vi kun kan tage en forsvindende lille del af de krigsflygtninge, vi i flere tilfælde selv har været med at til at drive på flugt, fordi vi aktivt har deltaget i at destabilisere deres land: En af de fire konflikter, som FN har kvalificeret i den mest alvorlige kategori for humanitære kriser, er Irak. Statsministeren argumenterer med, at vi hjælper bedst i nærområderne, men faktum er, at nærområderne er ved at bukke under: Hver 4. indbygger i Libanon er syrisk flygtning for bare at give et enkelt eksempel på, hvor overbebyrdede nærområderne er.

Verden befinder sig i en undtagelsestilstand, vi ikke har set lige siden 2. Verdenskrig, men for en statsminister som Helle Thorning Schmidt og for hendes modkandidat Lars Løkke Rasmussen handler det om nulvækst eller ikke nulvækst i den offentlige sektor, sundhedspolitik, dagpengereform og spindet konsensusretorik om, at kommunerne er ved at segne under vægten af flygtninge vel vidende, at det er løgn. DET ER LØGN. Det er ikke Danmark, der er ved at segne, men verden udenfor vores lille eksklusive europæiske klub, som vi bilder os ind, at vi kan blive ved med holde for os selv. Men når deres børn kommer og banker på vores dør, giver vi dem kun måske midlertidigt ophold, hvis ikke vi sender dem tilbage med det samme med den besked, at de bliver hjulpet bedre ude i nærområderne.

I årene 2011 til 2013 har 27 uledsagede mindreårige asylansøgere fået tildelt midlertidigt ophold, hvilket altså vil sige, at de må regne med at blive sendt hjem igen, så snart de fylder 18, og dette uagtet om de har tilbragt størstedelen af deres barndom i Danmark, og det uagtet om de har nogen af vende hjem til. Det er sådan vi bedriver asylpolitik, fordi vi ifølge Helle Thorning Schmidt ikke kan gøre andet, hvis vi skal undgå at bukke under for den enorme byrde, flygtningene udgør i Danmark.

To af de drenge som har været så heldige eller uheldige at få tildelt midlertidigt ophold i Danmark er Albofazi og Vahid Vaziri, der kom hertil i 2010 efter at have tilbragt en kummerlig flygtningetilværelse i Iran sammen med deres mor og øvrige søskende. Det endte med, at moren sendte de to brødre, som var de ældste i søskendeflokken, til Danmark i håb om, at familien en dag kunne blive samlet her.

Siden Albofazi og Vahid kom hertil i 2010 har de været udsat for et system, som gradvist har brudt dem mere og mere ned: De har levet adskilt i mange måneder ad gangen, fordi myndighederne betvivlede, at den ældste af dem var mindreårig, de er blevet udvist til trods for at de har mistet forbindelsen til moren i Iran og ingen familie har tilbage i Afghanistan. Med hjælp fra Udlændingelovens paragraf 9c, skt. 1, hvor det blandt andet lyder at ”der kun efter ansøgning gives opholdstilladelse (…) hvis udlændingen er under 18 år”, og hvis ”hensynet til barnets tarv taler derfor”, er det flere gange lykkedes drengene at få genoptaget deres sag, men nu efter fem år i Danmark, hvor begge drengene har lært at tale dansk og den yngste af dem er ved at afslutte tiende klasse, er den endelige dom faldet: De skal sendes tilbage til Afghanistan. Det er kun et spørgsmål om dage, før politiet kommer og henter dem på Asylcenteret i Kongelunden og sætter dem på et fly til Kabul.

Albofazi og Vahis Vaziri bliver sendt tilbage til Afghanistan til trods for, at IOM – International Organisation for Migration, det FN organ som Danmark samarbejder med om hjemsendelser, og som hjælper med repatriering i hjemlandet, har vurderet at begge drenge er for sårbare til hjemsendelse. De bliver sendt tilbage, selvom vi ved, at omkring 60 procent af tilbagevendende flygtninge i Afghanistan har store problemer med at genopbygge et liv, og hvor FN skønner, at cirka en tredjedel af de internt fordrevne i byerne er tilbagevendende flygtninge. Vi ved også, at drenge uden familie eller klantilhørsforhold er i ekstra stor risiko for at ende i de forkerte hænder og blive bortført til prostitution eller tvangsudskrevet til Taleban, som i løbet af det sidste år har genvundet meget magt. 2014 blev det blodigste år i Afghanistan siden invasionen i 2002.

De to brødre Albofazi og Vahid Vaziri bliver sendt tilbage til et land, hvor de i bedste fald forøger antallet af internt fordrevne, der i 2014 var oppe på 350.000 personer. I værste fald bliver de slået ihjel eller tvangsindlemmet i Taleban, som de i udgangspunktet flygtede fra.

Hvordan kan vi være dette bekendt? Hvordan kan vi tillade, at magten i Danmark slipper af sted med stramninger, der indebærer udvisninger som tilfældet Albofazi og Vahid Vaziri eller som de seneste vedtagelser om en ny kategori inden for asylansøgere – statsministerens nye hotte påfund om ”midlertidig beskyttelsesstatus”, som indebærer at man ikke kan søge om familiesammenføring i det første år.

Den udvikling, den førte asylpolitik har gennemgået de sidste godt femten år, er så fortvivlende og skræmmende. Den bygger på fjendebilleder og mytedannelse. Den bygger på løgn og forvanskede tal. Hvis rød blok genvinder magten efter valget, siger vi implicit til dem, at vi er tilfredse med dansk asylpolitik. Hvis blå blok derimod vinder beder vi dem om at stramme yderligere samtidig med at der vil blive skåret i udviklingsbistanden. Hvad er der at gøre andet end at boykotte dem alle sammen? Hvad er der at gøre andet end at gå ud i samlet flok og vise dem, at vi ikke tror på dansk politik.

Jeg boykotter dansk asylpolitik! Jeg boykotter dansk politik!

Intro til min blog