Jeg skrev denne tekst i forbindelse med mit arbejde med ’Æsel’ tilbage i 2010. Teksten var et slags arbejdspapir. Nu op til valget, hvor retorikken igen skærpes i forhold til flygtningespørgsmålet, tænker jeg, at andre måske kan få glæde af denne korte gennemgang af ”flygtningens historie”.
Den gode flygtning
Mennesker har altid været på flugt. Vi kan spore referencer til flugten fra forfølgelse i hjemlandet helt tilbage i skrifter skrevet for over 3500 år siden, da de store imperier i Mellemøsten, såsom Babylonien og det gamle Ægypten blomstrede. Men definitionen på en flygtning som vi kender den i dag opstod først i kølvandet på 2. verdenskrig, da mere end 40 millioner mennesker var blevet statsløse i Europa.
Det var med disse mange rodløse europæere i tankerne at UNHCR (UN High Commissioner for Refugees) stiftedes og at konventionen om flygtninges retsstilling blev nedfældet i 1951. I konventionens artikel 1 skabes definitionen på en flygtning blandet andet ”… som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser…” Dengang og mere eller mindre helt frem til murens fald i 1989 var der stiltiende enighed om at fjenden tilhørte østblokken – de totalitære kommunistiske regimer. De der lykkedes at flygte til vesten op gennem 60’erne og 70’erne blev anset som en slags helte; folk der trodsede deres undertryggere og satte livet på spil i en farefuld flugt for at nå i sikkerhed i den frie verden. Det var let og stort set omkostningsfrit at betragte flygtninge som ”de gode”, for det lykkedes ikke mange andre at komme til vesten end systemkritiske forfattere og balletdansere med ben så lange, at de med smidig præcision kunne bore sig gennem jerntæppet.
Allerede i begyndelsen af 80’erne begyndte billedet dog at ændre sig. Antallet af flygtninge på verdensplan steg fra 10 millioner til 17 millioner, hvilket blandt andet skyldtes, at flygtningestrømmene fra Laos, Cambodia og Vietnam, som var begyndt i 1975, nu intensiveredes voldsomt. I det hele taget voksede problemerne i den tredje verden: Politiske omvæltninger i både Afrika, Asien og Mellemøsten skabte stadigt voksende flygtningestrømme. UNHCR var begyndt at miste grebet; der var hverken penge eller mandskab nok til at hjælpe folk i nærområderne. Ufrivilligt lod organisationen nye spillere på flygtningescenen komme dem til undsætning: Menneskesmuglere stod parate i kulissen til at hjælpe folk med at komme til vesten. I 1976 havde kun 20. 000 mennesker søgt om asyl i Europa. I 1981 var tallet helt oppe på 158. 500.
Det var ikke længere omkostningsfrit for den humanistiske vesteuropæer at tænke på flygtningen som den heltemodige overlever. Muren mellem øst og vest var ikke engang faldet endnu, men det var ”den gode flygtning”. Flygtningen blev allerede så småt anset som en trussel i Europa.
Den mistænkeliggjorte flygtning
Op gennem 1970’erne og begyndelsen af 80’erne stod flygtningespørgsmålet ikke højt på den politiske dagsorden i Europa. Spørgsmålet tyngede ikke bureaukratiet, men blev opfattet som en let håndterlig størrelse. Derfor kom det lidt som et chok, da ankomsterne i løbet af ganske få år intensiveredes. Til trods for de åbenbare brandpunkter folk flygtede fra, begyndte man at betvivle folks motiver. 1951 konventionen blev lagt frem på skrivebordene på emigrationskontorerne og nærlæst med lup. Sagsbehandlingen af de enkelte sager begyndte at tage længere tid og de første flygtningelejre, som vi kender dem i dag, opstod.
Begrebet ”økonomisk emigrant” entrerede flygtningediskursen; herskede der på nogen måde tvivl om hvorvidt asylansøgeren levede op til 1951 konventionens ”velbegrundede frygt for forfølgelse”, fik man lynhurtigt stemplet.
I midten af firserne var der mere eller mindre konsensus i Europa om at dæmme op for flygtningestrømmene ved at forhindre folk i at komme ind, hvilket først for alvor lykkedes med unionen, hvor Schengen-aftalen fra 1985 blev det første skridt hen imod skabelsen af en fælles ydre grænse. På det tidspunkt havde UNHCR med vores egen Poul Hartling som Generalsekretær holdt dundertaler for de europæiske regeringer i et forsøg på at få dem til at holde fast i det fælles humanistiske syn på asylansøgeren som et offer og ikke en snylter. De europæiske lande, ligesom det øvrige vesten, lod sig dog ikke anfægte, men var først og fremmest optaget af deres egen flygtningepolitik, og UNHCR blev i tiltagende grad ekskluderet fra debatten på området.
Det blev med Berlinmurens fald i 1989 at konflikten for alvor optrappedes. Hvis ikke ”den gode flygtning” på flugt fra de onde kommunistiske regimer allerede var blevet lagt i graven, blev den det for alvor nu. De sidste murbrokker var dårligt nok faldet før et årti præget af etniske konflikter, miljøkatastrofer og voksende fattigdom var blevet skudt i gang. 1990’ernes krige var mange og spredt over flere kontinenter. Det nye var, at størstedelen af dem ikke bundede i konflikter mellem nationalstater, men mellem etniske grupperinger såsom de etniske udrensninger på Balkan, konflikterne i Somalia og det kolossale folkedrab i Rwanda. Europa fik naturligvis bedst krigen på Balkan at føle, for ikke siden 2. verdenskrig var så mange mennesker flygtet ind over landegrænserne.
Til trods for at antallet af flygtninge på verdensplan faldt fra 19 millioner i begyndelsen af halvfemserne til 12 millioner i 2005, har den samlede globale modvilje mod mennesker på flugt været voksende siden østblokkens kollaps. Den såkaldte ”gode flygtning” hører en fjern tid til. Ikke nok med at flygtninge behandles som kasteløse andenrangsindivider, eller med Hannah Arendts ord: som ”the scum of the earth,” opfattes de nu også som en trussel mod vestens velfærd og en trussel mod vores sikkerhed.
Den farlige flygtning
Selvom bevægelsen fra ”den gode” til ”den farlige flygtning” har været glidende og måske allerede tog sine spæde skridt mellem de jublende østberlinere hen over murbrokkerne den glædens dag i 1989, føles det alligevel skræmmende tæt på, at flygtninge blev opfattet som nogen vi skulle hjælpe i modsætning til nogen, vi skal bekæmpe. I løbet af relativt få år er hele sikkerhedsspørgsmålet vendt 180 grader. Før var det flygtningen, der skulle beskyttes og hjælpes under flugten, i flygtningelejren og senere i integrationsprocessen i det nye samfund. I dag er det os, der skal beskyttes mod de få flygtninge, der med hjælp fra menneskesmuglere, lykkes med at kæmpe sig vej ind i Europa.
Noget lignede 800. 000 mennesker smugles hvert år (tallet er fra 2010) over landegrænser og indbringer den samlede globale menneskesmuglerindustri et svimlende beløb på cirka 10 milliarder amerikanske dollars. Det skal understreges, at det er blevet dyrt at flygte, og det er blevet stort set umuligt at komme ind i Europa uden hjælp fra smuglerne. Det er således kun den økonomisk ”privilegerede” flygtning, der har råd til at kaste sig i smuglernes vold med stor fare for at blive fanget ind i et net af grov udnyttelse for at råde bod på de ”uforudsete merudgifter” flugten har afstedkommet.
Efter angrebene mod tvillingetårnene og Pentagon i New York den. 11 september 2001, hvorefter terrortruslen har været på den politiske dagsorden, er menneskesmuglerruterne i tiltagende grad blevet refereret til som ”terroristruterne”. Racistiske højredrejede partier i store dele af Europa har vundet det retoriske slagsmål om flygtningens status og formået at skabe både politisk og folkelig konsensus om flygtningen og terroristen som to sider af samme mønt – den praktiserede politik går ud på at holde dem begge ude.
KRISTINA STOLTZ 