Æslerne i Danmark

I dag deltog jeg i en konference inde i Folketinget, arrangeret af Røde kors og Susi og Peter Robinsohns fond, om hvordan vi sikrer den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene til Danmark. Jeg skulle holde et oplæg under punktet Øjenvidneberetninger:

IMG_3079

I 2011 udgav jeg en roman, der hedder ÆSEL. Bogen handler om to teenagebrødre, der flygter fra Afghanistan til Europa, og de to drenge, der bliver væk fra hinanden under flugten, ender i henholdsvis Sverige og Danmark. Drengene tilhører den etniske minoritet i Afghanistan, der kaldes Hazara, de er typisk shia-muslimer og forfulgt af Taleban.

Anledningen til at jeg skrev romanen var et møde med en ung afghansk mand helt tilbage i begyndelsen af 00’erne. Han var Hazara, og da hans far blev slået ihjel af Taleban, sendte hans mor ham på flugt. Senere sendte hun også hans to yngre brødre på henholdsvis 12 og 15 år afsted. Det er de to yngre brødre, der blev omdrejningspunktet for romanen.

For at kunne skrive en roman om noget så fremmedartet som Afghanistan og flugt, måtte jeg naturligvis foretage en del research. Jeg læste, men først og fremmest rejste jeg i drengenes fodspor og tilbragte en del tid på Center Gribskov, et modtagercenter for uledsagede flygtningebørn. Kendetegnende for rigtig mange af de drenge, jeg mødte i den periode var, at flugten til Europa ofte havde været forbundet med ligeså traumatiske oplevelser, hvis ikke værre, end dem de havde med hjemmefra. For manges vedkommende havde de levet relativt stabile liv, indtil den dag et familiemedlem, typisk en far, onkel eller ældre bror, blev slået ihjel eller pludselig var sporløst forsvundet. Fra den ene dag til den anden var de blevet revet op med rode, tvunget ud af deres vante rammer og værst af alt tvunget væk fra deres forældre.

Mange af de drenge, jeg mødte havde også det tilfælles, at de havde mistet kontakten med deres familie derhjemme. I værste tilfælde kunne dette betyde, at familien var blevet slået ihjel, mens de selv var undervejs, eller at de i mellemtiden også havde været nødt til at flygte.

I den periode jeg skrev romanen mellem 2007 og 2010, talte jeg med mange flygtninge, voksne og børn, både i Danmark og i Sankt Petersborg. På Røde Kors-kontoret i Sankt Petersborg kunne personalet ikke begribe, at jeg ville skrive en roman om to hazara- brødre, for den historie var for dem så almindelig, så hverdagsagtig: to brødre på flugt fra Taleban, bliver snydt af menneskesmuglere, bliver væk fra hinanden undervejs og ender med at søge asyl i to europæiske lande – de kunne ikke tro på, at nogen skulle gide at læse den historie.

Gru, ulykke og tragedie kan blive så meget hverdagskost, at man hellere vil læse en krimi med utrære mordgåder eller streame endnu en noir-serie på computeren, end man gider at få et dybere indblik i de skæbner, vi læser om i avisen hver dag.

Min egen oplevelse på Center Gribskov var, at mange af drengene var så traumatiserede, at de helst bare ville blive i sengen det meste af dagen. Deres adfærd mindede om stressramte eller mennesker ramt af sorg og depression; de var trætte, kede af det eller aggressive, de havde svært ved at koncentrere sig, svært ved at engagere sig i nogle former for aktiviteter. De af drengene som håndterede hverdagen bedst, var dem, som havde en fortrolig kontakt til en voksen; det kunne være en af de ansatte på asylcenteret, en lærer, en kontaktperson eller en psykolog.

Jo mere tid jeg tilbragte på asylcenteret, jo bedre forstod jeg personalet fra kontoret i Sankt Petersborg, for inden for asylsystemet var mødet med hazara-drenge, der var flygtet fra Taleban hverdagskost. Hvis ikke hver dag, så flere gange om måneden modtog Center Gribskov mindreårige drenge fra Afghanistan, og deres historier mindede umiskendeligt om hinanden, enten fordi de naturligt delte skæbne eller fordi menneskesmuglerne havde fået dem overbevist om, at hvis ikke den historie, de fortalte var den, som de havde indprintet dem, ja, så ville de ikke få asyl. Deres reaktionsmønstre som mindreårige uden følgeskab af forældre eller andre omsorgspersoner mindede også om hinanden; de var typisk indelukkede, energiforladte og angstprægede.

Historien om et barn alene på flugt og senere alene i et fremmed land, en helt fremmed kultur, hvor alt er anderledes end hvad man er vant til, er en almindelig historie. Vi har læst den tusind gange i avisen, vi har set de børn i fjernsynet, og jo, vi synes nok, at det er forfærdeligt, men det er der jo så meget der er, så hvorfor skrive en hel roman om de børn, når det i så rigt mål er blevet behandlet i pressen?

Det spørgsmål stillede jeg også mig selv, og svaret stod ganske klart, da jeg trængte ind i stoffet. For vi evner først for alvor at leve os ind i den anden, i dette tilfælde det uledsagede flygtningebarn, når barnet ophører med at tilhøre en kategori, flygtningekategorien, barneflygtningekategorien, Afghanistan-kategorien, Hazara-kategorien, etc., men træder frem for os som et individ, et menneske, hvis skæbne vi kan leve os ind i, fordi vi forstår, at den skæbne ligeså godt kunne have været vores egen. Og i modsætning til avisoverskrifter og avisartikler, så er det lige præcis det litteraturen kan. Den kan for en kort stund bringe os et sted hen, hvor vi tilsidesætter vores egne behov til fordel for lysten til at leve os ind i noget andet, et andet liv, en anden skæbne. Mit incitament for at skrive ÆSEL, var en nysgerrighed efter at trænge dybere ind i, hvad det vil sige at flygte, hvad det vil sige at ankomme til en så fremmed kultur, at det nærmest svarer til at dumpe ned på månen.

Når man i mellemøsten kalder en person for æsel, svarer det nogenlunde til at kalde vedkommende for svin her i Danmark. Æsler kalder man dem, man anser for mindreværdige, personer man ikke bryder sig om, og som man ikke mener bør behandles ligeværdigt med en selv. I Afghanistan bliver hazara-befolkningen behandlet som æsler. I Taleban-dominerede områder bliver denne befolkningsgruppe betragtet som en slags kasteløse, man uden videre kan behandle som, ja, var de blot æsler. De drenge jeg talte med på Center Gribskov havde oplevet tilsvarende på deres flugt til Europa, at de af menneskesmuglerne ikke blev betragtet som andet end æsler, det blot gik ud på at udnytte. Den med længsel ventede safe haven, destinationen i Europa, som holdt deres mod oppe på den lange farefulde rejse, skulle endelig frigøre dem fra identiteten som undermennesker, kasteløse, fredløse eller hvad vi nu end skal kalde det, men nej, i Danmark er man som flygtning laveste på rangstigen. Man forbliver med andre ord et æsel.

Men i 2008 og 09 da jeg havde min gang på Center Gribskov var det at være uledsaget flygtningebarn trods alt noget andet end at være den voksne flygtning. Jo, man var mistænkeliggjort, og man var ikke garanteret asyl blot fordi man var mindreårig, men der blev trods alt truffet andre foranstaltninger. Mange ting kunne have været bedre, og det tænkte jeg i min naivitet også at de ville blive. På det tidspunkt anede jeg jo heller ikke, at Birthe Rønn Hornbech i samarbejde med Dansk Folkeparti ville revidere udlændingeloven, der i 2011 resulterede i, at netop uledsagede børn, såfremt de ikke kunne sendes tilbage til hjemlandet, ikke nødvendigvis blev garanteret varigt ophold, men meget vel kunne risikere en midlertidig status frem til deres 18. år.

Virkeligheden er således en helt anden end den virkelighed, jeg beskrev i ÆSEL. Virkeligheden er kun blevet værre både ude i verden og herhjemme i Danmark. Det er ikke alene blevet endnu farligere for den etniske minoritet Hazara, men det er også blevet mere eller mindre umuligt at skabe sig et liv i Danmark, hvis ikke man kan bevise at man er personligt forfulgt.

I løbet af de sidste par år har jeg fulgt de to Hazara drenge, Abolfalzls og Vahids skæbner tæt, to drenge, der havde mistet al kontakt til deres familie i Afghanistan og som kom hertil i december 2010. De to traumatiserede drenges skæbner er et skoleeksempel på, hvordan den reviderede udlændingelov kom til at påvirke mange uledsagede flygtningebørn. Brødrene opnåede aldrig varig asylstatus, og den konstante revurdering af deres sag gjorde, at de aldrig opnåede den nødvendige ro og stabilitet til at bearbejde den posttraumatiske stress, de begge led under. Selvom de ingen familie eller relationer havde tilbage i Afghanistan, og selvom IOM ikke kunne stå inde for hjemsendelsen og derfor ikke ville hjælpe med repatriering ved hjemkomsten, blev brødrene sendt tilbage til Afghanistan i juni i år. Den yngste, Abolfazl, blev ganske kort efter kidnappet og slået ihjel af Taleban. Den ældste, Vahid, flygtede kort efter til Iran, hvor han på nuværende tidspunkt lever under jorden efter netop at have fået afslag på humanitært ophold i Danmark. Nu søges der en sidste gang, og hvis ikke det lykkes for ham at få asyl, forventer hans kontaktperson, at han vil tage sit eget liv, da han dermed ingen fremtid har noget sted.

Grunden til at vi på nuværende tidspunkt ser så mange uledsagede Hazara-flygtningebørn i Europa, skyldes to ting: Taleban har genvundet meget magt i Afghanistan. De er ude efter de unge Hazara-drenge. Dem der har held til at flygte til Iran må leve under jorden, hvis de ikke vil risikere at blive hvervet til krigen i Syrien, hvor den iranske hær sender tusindvis af illegale Hazara-drenge for at indgå som kanonføde i Assads hær.

At sende Hazara-drenge tilbage til Afghanistan er det samme som at sende dem i døden. Enhver Hazara-dreng der ankommer på dansk jord, bør derfor opnå varigt ophold. Vi må stå med et system for disse drenge, og mange af de andre flygtningebørn, som kommer hertil, der kan hjælpe dem igennem deres traumer, så de fra begyndelsen føler sig velkomne og kan begynde en tilværelse her i Danmark – ikke som æsler, men som mennesker.

Intro til min blog

Hvordan kan jeg være andet end feminist

weekendavis3

Det gode ved Mette Høegs indlæg den. 8 maj 2015, hvor hun beklager sig over, at dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans er, at hun mindede mig om, hvor vigtig feminismen stadig er, for misogynisterne ligger stadig på lur bag skrivebordene, og i hvilken skikkelse de pludselig stikker hovedet frem er aldrig til at vide – for nylig var det i skikkelse af en ung kvindelig Fullbright Scholar fra Berkeley. Som så mange andre troede jeg, at det var en joke, da jeg først læste indlægget, et kunstnerisk eksperiment der ville udfordre, hvor langt man kan gå i sin hadetale mod kvinder i dag – Hvad mon der vil ske, når jeg på forsiden af Weekendavisens bogtillæg skriver: ”(…) de højest positionerede kvinder og mænd, der besidder beslutningskraften på de litterære institutioner, får noget ud af at favorisere kvinderne: De kvindelige får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger.”

Sådan en sætning ville jeg ikke tro mulig i en såkaldt seriøs avis. Sådan en sætning ville jeg ikke i min vildeste fantasi tro tænkt i en såkaldt intellektuel kvindes hoved. Men jo, begge dele er sandt: Tanken er i den grad tænkt og skrevet og efterfølgende ivrigt blevet både fordømt og bifaldet af diverse læsere, forfattere og journalister.

Det har været utrolig interessant at følge debatten, ikke mindst fordi det har vist sig, at skønt Høeg intet statistisk belæg har for sine udsagn om at der optages flere kvinder end mænd på forfatterskolen og at de kvindelige forfattere fylder mere end deres mandlige kollegaer i den litterære offentlighed, så er der mange derude, der giver hende ret, ikke kun de få modige som Bjarke Larsen fra Bogmarkedet og andre læserbrevsskribenter, men også en hel hobe af tavse sympatisører. Ifølge Weekendavisens litteraturredaktør Johannes Baun har han i ugerne efter Høegs indlæg haft en fuld mailbakke af folk, der har ”heppet” på Mette Høeg, men ikke offentligt har ville stå frem med deres synspunkt. Baun skriver den. 22. maj 2015: ”Reaktionerne har afspejlet sig i min mailbakke – og tak for det. Jeg har kvitteret for henvendelserne og opfordret folk til at bidrage til debatten. Særlig ét svar er gået igen: ”Det tør jeg ikke”. Jeg har hørt det fra forskere, fra fagfolk, fra journalister og flere endnu – så en eller anden form for oplevet dominans er der altså, om de så er tøsedrenge m/k alle til hobe.”

Ifølge Baun findes der altså mange derude, som bare ikke tør stå frem med deres synspunkt, men som ligesom Mette Høeg mener, at kvindelige forfattere skriver navlebeskuende, formeksperimenterende, men i øvrigt intetsigende bøger, der mangler verdensvendthed og som dominerer den litterære offentlighed, fordi bøgerne er skrevet af kønsmodne piger (læs: ikke kvinder), der giver feministerne brænde til deres eget navlepillende bål og mændene får i bedste fald noget på den dumme, når de støder på en af disse kønsmodne piger i en interviewsituation eller noget tilsvarende.

Jeg kommer igen til at grine, ligesom da jeg læste Mette Høegs indlæg første gang, fordi jeg simpelthen ikke kan fatte, hvordan man kan synes/ mene og først og fremmest lide af en sådan kvindeforagt, at man kan tro, at det rent faktisk forholder sig således.

Der er heldigvis mange begavede mennesker, som har talt Mette Høegs tågesnak midt imod og gjort hende opmærksom på, hvor mange nulevende kønsmodne drenge, der skriver formeksperimenterende om egne erfaringer, om egen krop og seksualitet og har fået masser af medieomtale (måske fordi en kvindelig journalist dybest set ønskede at komme i bukserne på det smækre hankøn) for deres begavede bøger. Men det der stadig står uimodsagt tilbage, eller den diskussion og undersøgelse vi langt fra er færdig med er, hvad årsagen til dette nylige kvindehad mon går ud på? Hvorfor er det et problem, at unge kvindelige forfattere skriver om deres erfaringer, om deres krop og køn, når ligeså mange mænd gør det? Hvorfor er det lige kvinderne der skal stå for skud? Hvorfor ikke genren autofiktion (hvis denne overhovedet findes) eller tendensen til at skrive for introvært, hvis det er det, man mener?

I Information den. 22. maj skriver Tine Byrckel: ”Meget tyder på, at kvindeforagt m/k også rammer kvinder selv som en boomerang.” Byckel forklarer årsagen til denne boomerang med den psykoanalytiske tese om, at vi alle er født af kvinder og afhængige af kvinder (mors kærlighed) i de første leveår, men for at blive individer, må vi ud af symbiosen med mor og dette kan være en både smertefuld og voldelig affære, som for mange ikke lykkes helt og måske derfor afstedkommer kvindehadet.

Om Byrckel har ret eller ej, så lader kvindehadet ikke til at være aftagende, og hadet behøver ikke kun at komme fra mænd, men kan ligeså fint formuleres af en kvinde, der uden selv at vide det, har internaliseret en mandlig diskurs for, hvad det vil sige at skrive verdensvendt og vedkommende litteratur i en sådan grad, at hun helt overser, at den selvsamme litteratur hun kalder navlebeskuende og kvindagtig i lige så udbredt grad skrives af mænd.

Det rigtig farlige ved Høegs indlæg er, at hun nu har åbnet sluserne for, hvad man nu kan tillade sig at skrive om kvinder uden at nogen tager nærmere bestik af det. Hør bare hvad den meget respekterede mandlige, verdensvendte forfatter Bent Vinn Nielsen skriver i Information den. 23. maj under overskriften: ”Når pigerne slås”: ”Det er gammel, nærmest lidt betuttet drengeviden, at piger ikke dur til at slås. Det er grufuldt at se på. De stikker deres fingre ind i modstanderens øjne og flår hendes hår af i store, blodige totter. (…) Drengene står imens og klynger sig til hinanden (…) Livsbange. Og mangt et pigeslagsmål ender med, at nogle af drengene, forlegne men også beslutsomt, griber ind med deres primitive muskelstyrke og sørger for at holde pigerne fra hinanden.”

Som læseren nok kan regne ud, er det de kvindelige forfatteres kritik af Mette Høegs artikel, Bent Vinn Nielsen her i metaforiske sætninger, forsøger at beskrive. Og jeg tror nok, at han anser sig selv for at være en af de livsbange drenge, der nu beslutsomt har sat sig for at gå ind og skille de hysteriske piger ad, for som han citerer ”den kloge mand” Per Højholt for til sidst i sin virkelig aparte klumme: ”Hvis ens bog bliver kritiseret i avisen, er det ikke sikkert, at det er anmelderen, der er idiot.” Nej vel, Hr. Vinn Nielsen – det troede alle vi kvindelige forfattere ellers. Bent Vinn Nielsen har tydeligvis ikke fulgt ordentligt med i debatten, for der har ikke lydt særlig skingre udfald fra de kvindelige forfatteres side, tværtimod har de indlæg jeg har læst været både saglige og velargumenterede, hvor skribenterne i mange tilfælde har givet udtryk for en skepsis over for Mette Høegs manglende værkanalyser, når hun over en bred kam har kaldt samtidslitteratur skrevet af danske kvinder for navlebeskuende og useriøs.

Men i det mindste forholder Mette Høeg sig til, at der findes værker skrevet af kvinder og vi må formode at hun har læst dem i modsætning til Bent Vinn Nielsen, der efter at have skilt de primitive piger ad, lidt overlegent får ytret, at han måske nok ved hvem de er, fordi han har læst om dem i avisen, men at han så sandelig ikke har læst deres bøger og det lyder heller ikke som om, han har i sinde at gøre det. De bøger er jo trods alt bare skrevet af kvinder – og så er vi tilbage hvor vi startede – ved kvindeforagten!

Intro til min blog