Hvis man bare er et menneske, bliver man ikke behandlet som et medmenneske

I 1951 udkom Hannah Arendts hovedværk ”The Origins of Totalitarianism” første gang, for siden at blive genudgivet et utal af gange. Bogen beskriver og analyserer Nazismen og Stalinismen – de store totalitære, politiske bevægelser i den første halvdel af det tyvende århundrede. Efter valget af Donald Trump har den ikke så mærkeligt ligget på bestsellerlisten, og nu har Informations Forlag udgivet bogen ”De retsløse og de ydmygede” med tre essays af Hannah Arendt, der alle handler om flygtninge, statsløshed og rettigheder. Det sidste og længste essay i bogen ”Nationalismens forfald og enden på menneskets rettigheder” er et uddrag fra netop ”The Origins of Totalitarianism”, og det er skræmmende læsning, fordi det på trods af de 66 års tidsforskydning er som at sidde og læse om vores egen tid. I Arendts analyse er det ikke de store flygtningemasser i forbindelse med både Første og Anden Verdenskrig (flygtningemasser af samme størrelse som vi er vidne til i dag), der truer vores retsstater, men lige præcis de populistiske bevægelser og politikere, der lykkes med dæmonisere og mane skræmmebilleder frem, der i sidste ende kan føre til, at et demokratisk flertal ender med at afskaffe retsstaten.

Arendt indleder ”Nationalstatens forfald og enden på menneskets rettigheder” med at beskrive dagene både før og efter Første Verdenskrig, som dagene før og efter en detonation ­– hvor den første eksplosion har udløst en kædereaktion, som vi lige siden har siddet fast i. Første Verdenskrig sprængte uopretteligt Europas fredelige sameksistens – og med Versailles-traktaterne der klumpede mange forskellige folkeslag sammen i enkeltstater og omtalte nogle af dem som ”statsbærende folk” og andre som ”mindretal” var kimen til nye stridigheder lagt – for den langsigtede plan for mindretallene var at blive assimileret i de nye suveræne nationalstater.

Den Franske Revolution havde i sin tid forbundet erklæringen om menneskerettigheder med national suverænitet, hvilket betød at alle de nye mindretal, der nu var blevet efterladt uden deres egne stater, stod i en udsat position og det blev derfor Folkeforbundets (forløber for FN) opgave at garantere disse folks rettigheder.

Der havde altid eksisteret minoriteter i Europa, men minoriteter som en permanent institution, anerkendelsen af, at millioner af mennesker eksisterede uden for lovens normale beskyttelse og havde brug for en ekstra garanti for deres elementære rettigheder fra en udefrakommende institution (Folkeforbundet) var nyt i Europas historie. Minoritetstraktaterne erklærede, at kun folk af samme nationalitet kunne opnå borgerskab og nyde godt af lovlige institutioners fulde og hele beskyttelse. Personer af andre nationaliteter havde derfor brug for en undtagelseslov, indtil de var fuldstændig assimilerede og separerede fra deres oprindelse. Samtidig vedtog de fleste europæiske landes regeringer ny lovgivning, der gjorde det muligt at skaffe sig af med et større antal af sin befolkning, på et hvilket som helst opportunt tidspunkt. Hvilket for Det tredje Riges vedkommende gjorde det let at frakende jøderne deres tyske nationalitet, da man i 1933 havde lavet en lov, der betød at alle jøder der have forladt landet (naturligvis også dem der blev deporteret til en polsk lejr) automatisk mistede deres statsborgerskab.

Arendt skriver om Europas manglende anerkendelse af ”statsløse” i efterkrigstiden. Begrebet ”statsløs” forudsætter en anerkendelse af, at en person har mistet beskyttelsen af den retlige status, som en national regering og de nødvendige internationale aftaler yder. Efterkrigstidsbetegnelsen ”fordrevne personer” blev opfundet under krigen med det erklærede sigte af afskaffe statsløshed én gang for alle ved at negligere dens eksistens. Ikke-anerkendelse af statsløshed betyder altid repatriering, dvs. deportation til et oprindelsesland, der enten nægter at modtage personen eller tværtimod er ivrig efter, at personen skal vende tilbage og modtage sin straf. Hvad skulle man stille op med de fordrevne, som man ikke ville anerkende som statsløse? På internationale konferencer forsøgte man at etablere en juridisk status for disse personer, men mislykkedes hver gang. Samtlige diskussioner om flygtningeproblemerne kredsede om det ene spørgsmål: ”Hvordan kan flygtningen igen blive deporterbar?”

Allerede så tidligt som i 1930’erne blev det praktiske alternativ til det manglende ”hjemland” interneringslejre, der i forbindelse med Anden Verdenskrig udviklede sig til regulære arbejds- og udryddelseslejre!

Menneskerettighedserklæringen i slutningen af det attende århundrede var et historisk vendepunkt, for den betød, at fra nu af skulle loven udgå fra mennesket selv og ikke fra Gud eller sæder og skikke. Men ifølge Arendt indeholdt erklæringen det paradoks, at den forudsatte et ”abstrakt” menneskeligt væsen, og eftersom menneskeheden efter Den Franske Revolution blev opfattet som en familie af nationer, var det for hende indlysende, at det ikke er individet, men folket der udtrykker menneskets billede. Dette skaber problemer hver gang, der dukker folk op, der ikke længere er borgere i en suveræn stat – hver gang nogen har mistet retten til et hjem og retten til statslig beskyttelse – hver gang nogen er blevet rettighedsløse. Den rettighedsløses ulykke består i, at personen ikke længere tilhører noget bestemt fællesskab. Det vanskelige i situationen er ikke, at personen ikke er lige for loven, men at der faktisk ikke eksisterer nogen lov for den person. Og det er her den fundamentale berøvelse af menneskerettighederne består: Berøvelsen af en plads i verden, hvor synspunkter betyder noget og handlinger har konsekvens.

I praksis gælder menneskerettighederne kun dem, der er borgere i en nationalstat, og Arendt beskriver, hvordan de, der overlevede udryddelseslejrene efter Anden Verdenskrig efterfølgende insisterede på deres nationalitet (symbolet på deres tidligere borgerskab), fordi de var smerteligt bevidste om, at denne tilknytning også var deres eneste reelle mulighed for at blive betragtet som mennesker og ikke bare som ”vilde”. For vi fødes ikke som lige. Vi bliver lige som medlemmer af en gruppe, skriver Arendt, såfremt vi er stærke nok til at garantere hinanden lige rettigheder. Vores politiske liv hviler på den antagelse, at vi er i stand til at frembringe lighed ved organisation. Grunden til, at højtudviklede civilisationer så ofte insisterer på etnisk homogenitet, er, at de håber så vidt muligt at afskaffe forskelsdannelser, der i værste fald kan lede til had, mistillid og diskriminering. Den ”fremmede”, skriver Arendt, er et frygtindgydende symbol på, at der findes forskelle, at der findes individualitet, og peger på de områder, hvor mennesket er ude af stand til at forandre tingene, og som vi derfor begærer at ødelægge.

Når man er tvunget til at leve uden for fællesskabet, det vil sige uden for den menneskelige civilisation, selvom man med kroppen befinder sig midt i den, bliver man tvunget eller kastet tilbage til den rene skære individualitet, det naturligt givne og intet andet, hvilket betyder, at man kommer til at tilhøre den menneskelige race på en måde, der ligner den måde et dyr tilhører en specifik dyreart. Den fare, der ligger i eksistensen af store grupper af den slags folk er indlysende, og bør vække genklang i vores moderne kontekst til skræk og advarsel, for ”faren er,” skriver Arendt, ”at en global civilisation, der er forbundet universelt på kryds og tværs, kan skabe nye barbarer i sin egen midte ved at tvinge millioner af mennesker til at leve under betingelser, som, til trods for hvordan tingene tager sig ud, er de vildes betingelser.”

“De retsløse og de ydmygede – essays om flygtninge og statsløshed” består af de tre essays “Vi flygtninge”, “De retsløse og de ydmygede” og “Nationalstatens forfald og enden på menneskets rettigheder”. Alle tre essays er oversat Claus Bratt Østergaard. Bogen åbner med forord af Thomas Gammeltoft-Hansen. 

Jeg boykotter dansk politik

Min grundlovstale om dansk asylpolitik i dag, Amfiscenen, Brandts Klædefabrik, Brandts Passage klokken 15. 45

I Danmark har det at bedrive politik og være politiker i mange år gået ud på at forsøge at skjule sandheden for borgerne, skabe myter og lefle for vælgerne med de løfter, man tror de vil høre, ligegyldigt, hvor meget man end sælger ud af partiets kerneværdier på den bekostning. Der lader ikke til at være meget værdighed, stolthed eller principfasthed tilbage i dansk politik. Alle værdier er til salg, hvis de kan indbringe vælgere.

Da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 indtrådte en helt ny æra i dansk politik, som sådan en som jeg, håbede og troede kun ville vare i en periode – det var teflonæraen, dæmoniseringsæraen, løgneræraen, krigsæraen – men det viser sig, at Anders Fogh Rasmussen blot var pioner for en helt ny måde at regere på i Danmark, som vores nuværende socialdemokratiske statsminister Helle Thorning Schmidt har forfinet og måske gjort så levedygtig, at vi nu for alvor har lagt ideologierne i graven.

Helle Thorning Schmidt har valgt det samme kostume – hun har iført sig den samme jernbrynje, samme stirrende blik og udtryksløse maske til at udfylde statsministerpersonaen, som den Fogh ikke en eneste dag som statsminister missede at bære. Og hvis ikke Foghs motto den dag i dag stadig havde klæbet til ham, ville hun efter hver eneste mislykkede reform have afsluttet sin tale med, at ”der er ikke noget at komme efter”. Men sagen er, at der er rigtig meget at komme efter for som sagt, så bygger en stor del af Danmarks realpolitiske beslutninger på ren og skær myteomspundet retorik og fri fantasi.

Den diskurs regeringen benytter, når det kommer til flygtningespørgsmålet og asylpolitikken er et skoleeksempel på, at ministrene med åbne øjne bilder befolkningen ind, at den nye stramning, hvor man som flygtning kun kan opnå midlertidig beskyttelsesstatus, er den eneste løsning for at undgå, at vi bliver oversvømmet af tusindvis af flygtninge. Sandheden er, at vi på ingen som helst måde er ved at bukke under for noget flygtningepres. De seneste tal fra 2014 er meget lidt alarmerende: 14.815 personer søgte sidste år asyl i Danmark, og

6.110 personer opnåede asyl. Af alle tilkendte opholdstilladelser i 2014 udgør asyl 8 % af disse. Myten om, at vi er et af de vestlige lande der modtager flest asylansøgere målt i forhold til landets størrelse er også helt ude i hampen. I perioden 2010-2014 nåede Danmark ikke engang op blandt de top ti vestlige lande, som modtog flest asylansøgere målt i forhold til befolkningstal.

Mens vi ligger og fedter rundt med de her meget beskedne tal, hvor end ikke 10.000 personer opnåede asyl i Danmark sidste år, er 51,2 millioner mennesker på flugt på verdensplan, hvilket er det højeste tal siden 2. verdenskrig. Det er her også vigtigt at tilføje, at UNHCR sidste år anslog, at 86 % af verdens flygtninge befinder sig i nærområderne. Dertil kommer alle de internt fordrevne. Over 90 % af alle de mennesker der er på flugt i verden lige nu befinder sig i nærområderne. Og de 10 lande som modtager flest flygtninge, ligger alle uden for Europa.

Disse tørre tal er ikke til at komme uden om, alligevel er det lykkedes statsministeren at bilde befolkningen ind, at vi kun kan tage en forsvindende lille del af de krigsflygtninge, vi i flere tilfælde selv har været med at til at drive på flugt, fordi vi aktivt har deltaget i at destabilisere deres land: En af de fire konflikter, som FN har kvalificeret i den mest alvorlige kategori for humanitære kriser, er Irak. Statsministeren argumenterer med, at vi hjælper bedst i nærområderne, men faktum er, at nærområderne er ved at bukke under: Hver 4. indbygger i Libanon er syrisk flygtning for bare at give et enkelt eksempel på, hvor overbebyrdede nærområderne er.

Verden befinder sig i en undtagelsestilstand, vi ikke har set lige siden 2. Verdenskrig, men for en statsminister som Helle Thorning Schmidt og for hendes modkandidat Lars Løkke Rasmussen handler det om nulvækst eller ikke nulvækst i den offentlige sektor, sundhedspolitik, dagpengereform og spindet konsensusretorik om, at kommunerne er ved at segne under vægten af flygtninge vel vidende, at det er løgn. DET ER LØGN. Det er ikke Danmark, der er ved at segne, men verden udenfor vores lille eksklusive europæiske klub, som vi bilder os ind, at vi kan blive ved med holde for os selv. Men når deres børn kommer og banker på vores dør, giver vi dem kun måske midlertidigt ophold, hvis ikke vi sender dem tilbage med det samme med den besked, at de bliver hjulpet bedre ude i nærområderne.

I årene 2011 til 2013 har 27 uledsagede mindreårige asylansøgere fået tildelt midlertidigt ophold, hvilket altså vil sige, at de må regne med at blive sendt hjem igen, så snart de fylder 18, og dette uagtet om de har tilbragt størstedelen af deres barndom i Danmark, og det uagtet om de har nogen af vende hjem til. Det er sådan vi bedriver asylpolitik, fordi vi ifølge Helle Thorning Schmidt ikke kan gøre andet, hvis vi skal undgå at bukke under for den enorme byrde, flygtningene udgør i Danmark.

To af de drenge som har været så heldige eller uheldige at få tildelt midlertidigt ophold i Danmark er Albofazi og Vahid Vaziri, der kom hertil i 2010 efter at have tilbragt en kummerlig flygtningetilværelse i Iran sammen med deres mor og øvrige søskende. Det endte med, at moren sendte de to brødre, som var de ældste i søskendeflokken, til Danmark i håb om, at familien en dag kunne blive samlet her.

Siden Albofazi og Vahid kom hertil i 2010 har de været udsat for et system, som gradvist har brudt dem mere og mere ned: De har levet adskilt i mange måneder ad gangen, fordi myndighederne betvivlede, at den ældste af dem var mindreårig, de er blevet udvist til trods for at de har mistet forbindelsen til moren i Iran og ingen familie har tilbage i Afghanistan. Med hjælp fra Udlændingelovens paragraf 9c, skt. 1, hvor det blandt andet lyder at ”der kun efter ansøgning gives opholdstilladelse (…) hvis udlændingen er under 18 år”, og hvis ”hensynet til barnets tarv taler derfor”, er det flere gange lykkedes drengene at få genoptaget deres sag, men nu efter fem år i Danmark, hvor begge drengene har lært at tale dansk og den yngste af dem er ved at afslutte tiende klasse, er den endelige dom faldet: De skal sendes tilbage til Afghanistan. Det er kun et spørgsmål om dage, før politiet kommer og henter dem på Asylcenteret i Kongelunden og sætter dem på et fly til Kabul.

Albofazi og Vahis Vaziri bliver sendt tilbage til Afghanistan til trods for, at IOM – International Organisation for Migration, det FN organ som Danmark samarbejder med om hjemsendelser, og som hjælper med repatriering i hjemlandet, har vurderet at begge drenge er for sårbare til hjemsendelse. De bliver sendt tilbage, selvom vi ved, at omkring 60 procent af tilbagevendende flygtninge i Afghanistan har store problemer med at genopbygge et liv, og hvor FN skønner, at cirka en tredjedel af de internt fordrevne i byerne er tilbagevendende flygtninge. Vi ved også, at drenge uden familie eller klantilhørsforhold er i ekstra stor risiko for at ende i de forkerte hænder og blive bortført til prostitution eller tvangsudskrevet til Taleban, som i løbet af det sidste år har genvundet meget magt. 2014 blev det blodigste år i Afghanistan siden invasionen i 2002.

De to brødre Albofazi og Vahid Vaziri bliver sendt tilbage til et land, hvor de i bedste fald forøger antallet af internt fordrevne, der i 2014 var oppe på 350.000 personer. I værste fald bliver de slået ihjel eller tvangsindlemmet i Taleban, som de i udgangspunktet flygtede fra.

Hvordan kan vi være dette bekendt? Hvordan kan vi tillade, at magten i Danmark slipper af sted med stramninger, der indebærer udvisninger som tilfældet Albofazi og Vahid Vaziri eller som de seneste vedtagelser om en ny kategori inden for asylansøgere – statsministerens nye hotte påfund om ”midlertidig beskyttelsesstatus”, som indebærer at man ikke kan søge om familiesammenføring i det første år.

Den udvikling, den førte asylpolitik har gennemgået de sidste godt femten år, er så fortvivlende og skræmmende. Den bygger på fjendebilleder og mytedannelse. Den bygger på løgn og forvanskede tal. Hvis rød blok genvinder magten efter valget, siger vi implicit til dem, at vi er tilfredse med dansk asylpolitik. Hvis blå blok derimod vinder beder vi dem om at stramme yderligere samtidig med at der vil blive skåret i udviklingsbistanden. Hvad er der at gøre andet end at boykotte dem alle sammen? Hvad er der at gøre andet end at gå ud i samlet flok og vise dem, at vi ikke tror på dansk politik.

Jeg boykotter dansk asylpolitik! Jeg boykotter dansk politik!

Intro til min blog