Jeg boykotter dansk politik

IMG_2646

Min grundlovstale om dansk asylpolitik i dag, Amfiscenen, Brandts Klædefabrik, Brandts Passage klokken 15. 45

I Danmark har det at bedrive politik og være politiker i mange år gået ud på at forsøge at skjule sandheden for borgerne, skabe myter og lefle for vælgerne med de løfter, man tror de vil høre, ligegyldigt, hvor meget man end sælger ud af partiets kerneværdier på den bekostning. Der lader ikke til at være meget værdighed, stolthed eller principfasthed tilbage i dansk politik. Alle værdier er til salg, hvis de kan indbringe vælgere.

Da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 indtrådte en helt ny æra i dansk politik, som sådan en som jeg, håbede og troede kun ville vare i en periode – det var teflonæraen, dæmoniseringsæraen, løgneræraen, krigsæraen – men det viser sig, at Anders Fogh Rasmussen blot var pioner for en helt ny måde at regere på i Danmark, som vores nuværende socialdemokratiske statsminister Helle Thorning Schmidt har forfinet og måske gjort så levedygtig, at vi nu for alvor har lagt ideologierne i graven.

Helle Thorning Schmidt har valgt det samme kostume – hun har iført sig den samme jernbrynje, samme stirrende blik og udtryksløse maske til at udfylde statsministerpersonaen, som den Fogh ikke en eneste dag som statsminister missede at bære. Og hvis ikke Foghs motto den dag i dag stadig havde klæbet til ham, ville hun efter hver eneste mislykkede reform have afsluttet sin tale med, at ”der er ikke noget at komme efter”. Men sagen er, at der er rigtig meget at komme efter for som sagt, så bygger en stor del af Danmarks realpolitiske beslutninger på ren og skær myteomspundet retorik og fri fantasi.

Den diskurs regeringen benytter, når det kommer til flygtningespørgsmålet og asylpolitikken er et skoleeksempel på, at ministrene med åbne øjne bilder befolkningen ind, at den nye stramning, hvor man som flygtning kun kan opnå midlertidig beskyttelsesstatus, er den eneste løsning for at undgå, at vi bliver oversvømmet af tusindvis af flygtninge. Sandheden er, at vi på ingen som helst måde er ved at bukke under for noget flygtningepres. De seneste tal fra 2014 er meget lidt alarmerende: 14.815 personer søgte sidste år asyl i Danmark, og

6.110 personer opnåede asyl. Af alle tilkendte opholdstilladelser i 2014 udgør asyl 8 % af disse. Myten om, at vi er et af de vestlige lande der modtager flest asylansøgere målt i forhold til landets størrelse er også helt ude i hampen. I perioden 2010-2014 nåede Danmark ikke engang op blandt de top ti vestlige lande, som modtog flest asylansøgere målt i forhold til befolkningstal.

Mens vi ligger og fedter rundt med de her meget beskedne tal, hvor end ikke 10.000 personer opnåede asyl i Danmark sidste år, er 51,2 millioner mennesker på flugt på verdensplan, hvilket er det højeste tal siden 2. verdenskrig. Det er her også vigtigt at tilføje, at UNHCR sidste år anslog, at 86 % af verdens flygtninge befinder sig i nærområderne. Dertil kommer alle de internt fordrevne. Over 90 % af alle de mennesker der er på flugt i verden lige nu befinder sig i nærområderne. Og de 10 lande som modtager flest flygtninge, ligger alle uden for Europa.

Disse tørre tal er ikke til at komme uden om, alligevel er det lykkedes statsministeren at bilde befolkningen ind, at vi kun kan tage en forsvindende lille del af de krigsflygtninge, vi i flere tilfælde selv har været med at til at drive på flugt, fordi vi aktivt har deltaget i at destabilisere deres land: En af de fire konflikter, som FN har kvalificeret i den mest alvorlige kategori for humanitære kriser, er Irak. Statsministeren argumenterer med, at vi hjælper bedst i nærområderne, men faktum er, at nærområderne er ved at bukke under: Hver 4. indbygger i Libanon er syrisk flygtning for bare at give et enkelt eksempel på, hvor overbebyrdede nærområderne er.

Verden befinder sig i en undtagelsestilstand, vi ikke har set lige siden 2. Verdenskrig, men for en statsminister som Helle Thorning Schmidt og for hendes modkandidat Lars Løkke Rasmussen handler det om nulvækst eller ikke nulvækst i den offentlige sektor, sundhedspolitik, dagpengereform og spindet konsensusretorik om, at kommunerne er ved at segne under vægten af flygtninge vel vidende, at det er løgn. DET ER LØGN. Det er ikke Danmark, der er ved at segne, men verden udenfor vores lille eksklusive europæiske klub, som vi bilder os ind, at vi kan blive ved med holde for os selv. Men når deres børn kommer og banker på vores dør, giver vi dem kun måske midlertidigt ophold, hvis ikke vi sender dem tilbage med det samme med den besked, at de bliver hjulpet bedre ude i nærområderne.

I årene 2011 til 2013 har 27 uledsagede mindreårige asylansøgere fået tildelt midlertidigt ophold, hvilket altså vil sige, at de må regne med at blive sendt hjem igen, så snart de fylder 18, og dette uagtet om de har tilbragt størstedelen af deres barndom i Danmark, og det uagtet om de har nogen af vende hjem til. Det er sådan vi bedriver asylpolitik, fordi vi ifølge Helle Thorning Schmidt ikke kan gøre andet, hvis vi skal undgå at bukke under for den enorme byrde, flygtningene udgør i Danmark.

To af de drenge som har været så heldige eller uheldige at få tildelt midlertidigt ophold i Danmark er Albofazi og Vahid Vaziri, der kom hertil i 2010 efter at have tilbragt en kummerlig flygtningetilværelse i Iran sammen med deres mor og øvrige søskende. Det endte med, at moren sendte de to brødre, som var de ældste i søskendeflokken, til Danmark i håb om, at familien en dag kunne blive samlet her.

Siden Albofazi og Vahid kom hertil i 2010 har de været udsat for et system, som gradvist har brudt dem mere og mere ned: De har levet adskilt i mange måneder ad gangen, fordi myndighederne betvivlede, at den ældste af dem var mindreårig, de er blevet udvist til trods for at de har mistet forbindelsen til moren i Iran og ingen familie har tilbage i Afghanistan. Med hjælp fra Udlændingelovens paragraf 9c, skt. 1, hvor det blandt andet lyder at ”der kun efter ansøgning gives opholdstilladelse (…) hvis udlændingen er under 18 år”, og hvis ”hensynet til barnets tarv taler derfor”, er det flere gange lykkedes drengene at få genoptaget deres sag, men nu efter fem år i Danmark, hvor begge drengene har lært at tale dansk og den yngste af dem er ved at afslutte tiende klasse, er den endelige dom faldet: De skal sendes tilbage til Afghanistan. Det er kun et spørgsmål om dage, før politiet kommer og henter dem på Asylcenteret i Kongelunden og sætter dem på et fly til Kabul.

Albofazi og Vahis Vaziri bliver sendt tilbage til Afghanistan til trods for, at IOM – International Organisation for Migration, det FN organ som Danmark samarbejder med om hjemsendelser, og som hjælper med repatriering i hjemlandet, har vurderet at begge drenge er for sårbare til hjemsendelse. De bliver sendt tilbage, selvom vi ved, at omkring 60 procent af tilbagevendende flygtninge i Afghanistan har store problemer med at genopbygge et liv, og hvor FN skønner, at cirka en tredjedel af de internt fordrevne i byerne er tilbagevendende flygtninge. Vi ved også, at drenge uden familie eller klantilhørsforhold er i ekstra stor risiko for at ende i de forkerte hænder og blive bortført til prostitution eller tvangsudskrevet til Taleban, som i løbet af det sidste år har genvundet meget magt. 2014 blev det blodigste år i Afghanistan siden invasionen i 2002.

De to brødre Albofazi og Vahid Vaziri bliver sendt tilbage til et land, hvor de i bedste fald forøger antallet af internt fordrevne, der i 2014 var oppe på 350.000 personer. I værste fald bliver de slået ihjel eller tvangsindlemmet i Taleban, som de i udgangspunktet flygtede fra.

Hvordan kan vi være dette bekendt? Hvordan kan vi tillade, at magten i Danmark slipper af sted med stramninger, der indebærer udvisninger som tilfældet Albofazi og Vahid Vaziri eller som de seneste vedtagelser om en ny kategori inden for asylansøgere – statsministerens nye hotte påfund om ”midlertidig beskyttelsesstatus”, som indebærer at man ikke kan søge om familiesammenføring i det første år.

Den udvikling, den førte asylpolitik har gennemgået de sidste godt femten år, er så fortvivlende og skræmmende. Den bygger på fjendebilleder og mytedannelse. Den bygger på løgn og forvanskede tal. Hvis rød blok genvinder magten efter valget, siger vi implicit til dem, at vi er tilfredse med dansk asylpolitik. Hvis blå blok derimod vinder beder vi dem om at stramme yderligere samtidig med at der vil blive skåret i udviklingsbistanden. Hvad er der at gøre andet end at boykotte dem alle sammen? Hvad er der at gøre andet end at gå ud i samlet flok og vise dem, at vi ikke tror på dansk politik.

Jeg boykotter dansk asylpolitik! Jeg boykotter dansk politik!

Intro til min blog

Reklamer

Fra den gode til den mistænkeliggjorte til den farlige flygtning

 Jeg skrev denne tekst i forbindelse med mit arbejde med ’Æsel’ tilbage i 2010. Teksten var et slags arbejdspapir. Nu op til valget, hvor retorikken igen skærpes i forhold til flygtningespørgsmålet, tænker jeg, at andre måske kan få glæde af denne korte gennemgang af ”flygtningens historie”.

 

IMG_2619

 

Den gode flygtning

Mennesker har altid været på flugt. Vi kan spore referencer til flugten fra forfølgelse i hjemlandet helt tilbage i skrifter skrevet for over 3500 år siden, da de store imperier i Mellemøsten, såsom Babylonien og det gamle Ægypten blomstrede. Men definitionen på en flygtning som vi kender den i dag opstod først i kølvandet på 2. verdenskrig, da mere end 40 millioner mennesker var blevet statsløse i Europa.

Det var med disse mange rodløse europæere i tankerne at UNHCR (UN High Commissioner for Refugees) stiftedes og at konventionen om flygtninges retsstilling blev nedfældet i 1951. I konventionens artikel 1 skabes definitionen på en flygtning blandet andet ”… som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser…” Dengang og mere eller mindre helt frem til murens fald i 1989 var der stiltiende enighed om at fjenden tilhørte østblokken – de totalitære kommunistiske regimer. De der lykkedes at flygte til vesten op gennem 60’erne og 70’erne blev anset som en slags helte; folk der trodsede deres undertryggere og satte livet på spil i en farefuld flugt for at nå i sikkerhed i den frie verden. Det var let og stort set omkostningsfrit at betragte flygtninge som ”de gode”, for det lykkedes ikke mange andre at komme til vesten end systemkritiske forfattere og balletdansere med ben så lange, at de med smidig præcision kunne bore sig gennem jerntæppet.

Allerede i begyndelsen af 80’erne begyndte billedet dog at ændre sig. Antallet af flygtninge på verdensplan steg fra 10 millioner til 17 millioner, hvilket blandt andet skyldtes, at flygtningestrømmene fra Laos, Cambodia og Vietnam, som var begyndt i 1975, nu intensiveredes voldsomt. I det hele taget voksede problemerne i den tredje verden: Politiske omvæltninger i både Afrika, Asien og Mellemøsten skabte stadigt voksende flygtningestrømme. UNHCR var begyndt at miste grebet; der var hverken penge eller mandskab nok til at hjælpe folk i nærområderne. Ufrivilligt lod organisationen nye spillere på flygtningescenen komme dem til undsætning: Menneskesmuglere stod parate i kulissen til at hjælpe folk med at komme til vesten. I 1976 havde kun 20. 000 mennesker søgt om asyl i Europa. I 1981 var tallet helt oppe på 158. 500.

Det var ikke længere omkostningsfrit for den humanistiske vesteuropæer at tænke på flygtningen som den heltemodige overlever. Muren mellem øst og vest var ikke engang faldet endnu, men det var ”den gode flygtning”. Flygtningen blev allerede så småt anset som en trussel i Europa.

Den mistænkeliggjorte flygtning

Op gennem 1970’erne og begyndelsen af 80’erne stod flygtningespørgsmålet ikke højt på den politiske dagsorden i Europa. Spørgsmålet tyngede ikke bureaukratiet, men blev opfattet som en let håndterlig størrelse. Derfor kom det lidt som et chok, da ankomsterne i løbet af ganske få år intensiveredes. Til trods for de åbenbare brandpunkter folk flygtede fra, begyndte man at betvivle folks motiver. 1951 konventionen blev lagt frem på skrivebordene på emigrationskontorerne og nærlæst med lup. Sagsbehandlingen af de enkelte sager begyndte at tage længere tid og de første flygtningelejre, som vi kender dem i dag, opstod.

Begrebet ”økonomisk emigrant” entrerede flygtningediskursen; herskede der på nogen måde tvivl om hvorvidt asylansøgeren levede op til 1951 konventionens ”velbegrundede frygt for forfølgelse”, fik man lynhurtigt stemplet.

I midten af firserne var der mere eller mindre konsensus i Europa om at dæmme op for flygtningestrømmene ved at forhindre folk i at komme ind, hvilket først for alvor lykkedes med unionen, hvor Schengen-aftalen fra 1985 blev det første skridt hen imod skabelsen af en fælles ydre grænse. På det tidspunkt havde UNHCR med vores egen Poul Hartling som Generalsekretær holdt dundertaler for de europæiske regeringer i et forsøg på at få dem til at holde fast i det fælles humanistiske syn på asylansøgeren som et offer og ikke en snylter. De europæiske lande, ligesom det øvrige vesten, lod sig dog ikke anfægte, men var først og fremmest optaget af deres egen flygtningepolitik, og UNHCR blev i tiltagende grad ekskluderet fra debatten på området.

Det blev med Berlinmurens fald i 1989 at konflikten for alvor optrappedes. Hvis ikke ”den gode flygtning” på flugt fra de onde kommunistiske regimer allerede var blevet lagt i graven, blev den det for alvor nu. De sidste murbrokker var dårligt nok faldet før et årti præget af etniske konflikter, miljøkatastrofer og voksende fattigdom var blevet skudt i gang. 1990’ernes krige var mange og spredt over flere kontinenter. Det nye var, at størstedelen af dem ikke bundede i konflikter mellem nationalstater, men mellem etniske grupperinger såsom de etniske udrensninger på Balkan, konflikterne i Somalia og det kolossale folkedrab i Rwanda. Europa fik naturligvis bedst krigen på Balkan at føle, for ikke siden 2. verdenskrig var så mange mennesker flygtet ind over landegrænserne.

Til trods for at antallet af flygtninge på verdensplan faldt fra 19 millioner i begyndelsen af halvfemserne til 12 millioner i 2005, har den samlede globale modvilje mod mennesker på flugt været voksende siden østblokkens kollaps. Den såkaldte ”gode flygtning” hører en fjern tid til. Ikke nok med at flygtninge behandles som kasteløse andenrangsindivider, eller med Hannah Arendts ord: som ”the scum of the earth,” opfattes de nu også som en trussel mod vestens velfærd og en trussel mod vores sikkerhed.

 Den farlige flygtning

Selvom bevægelsen fra ”den gode” til ”den farlige flygtning” har været glidende og måske allerede tog sine spæde skridt mellem de jublende østberlinere hen over murbrokkerne den glædens dag i 1989, føles det alligevel skræmmende tæt på, at flygtninge blev opfattet som nogen vi skulle hjælpe i modsætning til nogen, vi skal bekæmpe. I løbet af relativt få år er hele sikkerhedsspørgsmålet vendt 180 grader. Før var det flygtningen, der skulle beskyttes og hjælpes under flugten, i flygtningelejren og senere i integrationsprocessen i det nye samfund. I dag er det os, der skal beskyttes mod de få flygtninge, der med hjælp fra menneskesmuglere, lykkes med at kæmpe sig vej ind i Europa.

Noget lignede 800. 000 mennesker smugles hvert år (tallet er fra 2010) over landegrænser og indbringer den samlede globale menneskesmuglerindustri et svimlende beløb på cirka 10 milliarder amerikanske dollars. Det skal understreges, at det er blevet dyrt at flygte, og det er blevet stort set umuligt at komme ind i Europa uden hjælp fra smuglerne. Det er således kun den økonomisk ”privilegerede” flygtning, der har råd til at kaste sig i smuglernes vold med stor fare for at blive fanget ind i et net af grov udnyttelse for at råde bod på de ”uforudsete merudgifter” flugten har afstedkommet.

Efter angrebene mod tvillingetårnene og Pentagon i New York den. 11 september 2001, hvorefter terrortruslen har været på den politiske dagsorden, er menneskesmuglerruterne i tiltagende grad blevet refereret til som ”terroristruterne”. Racistiske højredrejede partier i store dele af Europa har vundet det retoriske slagsmål om flygtningens status og formået at skabe både politisk og folkelig konsensus om flygtningen og terroristen som to sider af samme mønt – den praktiserede politik går ud på at holde dem begge ude.

Intro til min blog