Kort før sommerferiens begyndelse kunne jeg på forsiden af Politiken læse, at de to afghanske brødre Vahid og Abolfazl Vaziri, der kom hertil som uledsagede flygtningebørn tilbage i 2010, nu var blevet tvangshjemsendt en tidlig morgen i juni. De to drenge havde ellers indvilliget i frivillig hjemrejse efter, at de havde fået afslag på ophold efter udlændingeloven § 9c, stk. 1.
Til trods for at IOM (International Organisation for Migration – et FN organ som hjælper med repatriering i hjemlandet) ikke ville samarbejde med Danmark om hjemsendelse, fordi drengene ingen familie eller kontakter har i Afghanistan og til trods for at professionelle psykologer og psykiatere ikke vurderede drengene psykisk stærke nok til at blive sendt tilbage til Afghanistan, havde Udlændingestyrelsen truffet beslutningen om hjemsendelse. Drengene så ikke andre muligheder end at acceptere deres skæbne, og de skrev under på dokumenterne om frivillig hjemsendelse og bad blot om at blive varslet i tide, så de kunne nå at pakke og sige farvel til deres venner.
Ifølge drengenes kontaktperson, Lise, var der indgået en aftale med politiet om, at drengene på forhånd ville få en dato for hjemrejsen, men den. 29. juni klokken 6.10 om morgenen blev hun vækket af en desperat og grædende Vahid, der i telefonen forklarede, at politiet var kommet for at hente dem, og at de ikke engang kunne få lov til at tage afsked med deres nærmeste, heriblandt Lise, men det endte med at Lise fik politiet overtalt til, at hun kunne møde dem i lufthavnen, så de under overvågning kunne få sagt farvel.
Hele sommeren har jeg gået og spekuleret på, hvordan det mon er gået Vahid og Abolfazl, hvis sag jeg har fulgt med i på afstand og skrevet om tidligere. Ifølge IOM er det alt for risikabelt at sende børn og unge mennesker tilbage til hjemlandet, hvis ikke der findes mindst en person til at modtage dem og påtage sig ansvaret for dem. Drenge uden familie og klantilhørsforhold er i stor risiko for at blive bortført til mandlig prostitution eller blive snuppet og tvangsudskrevet til Taliban.
Jeg besluttede at kontakte drengenes kontaktperson for at høre, om hun havde hørt fra drengene efter hjemsendelsen. Jeg havde lige lagt mine børn i seng og stod og stirrede tomt ind i køleskabet, da Lise ringede tilbage til mig. Jo, hun havde hørt fra Vahid for to uger siden. Han ringede fra en telefon, han havde lånt eller snuppet fra nogen, og samtalen havde været ultra kort før de blev afbrudt. Det han havde fortalt var så oprørende og fortvivlende, men ifølge IOM forudsigeligt: Begge drengene var blevet berøvet, da de for nu over en måned siden ankom i Kabul. Alt var blevet taget fra dem: Penge, tøj, telefoner. Alt. Men hvad der var endnu mere oprørende var, at de to drenge nu var blevet væk fra hinanden. I flere uger har Vahid ikke kunne finde sin lillebror og selv bor han på gaden. Det var alt Lise nåede at få af vide, inden forbindelsen blev afbrudt, men på sin vis også rigelig information for myndighederne her i Danmark.
Vahid og Abolfazl, som både talte dansk og gik i skole og var godt i gang med at skabe sig en stabil tilværelse her i Danmark med hjælp fra voksne, som de havde knyttet sig til, bor nu på gaden i Kabul og ejer kun det tøj de står og går i, eller det vil sige, at så meget ved vi om Vahid, den ældste. Den yngste, Abolfazl, ved vi ikke om overhovedet lever endnu. I juni måned var han ved at tage sin tiende klasses afgangseksamen på en skole ude på Amager. Jeg talte i telefon med hans klasselærer, som fortalte, at han klarede sig bedre og bedre både fagligt og socialt og var klar til at begynde i gymnasiet.
KRISTINA STOLTZ 