‘Som om’ findes

Den. 13. maj 2016 udkom min roman ‘Som om’ og den har fået en fantastisk modtagelse. 

IMG_2405

Anmelderne skrev:

Information: “‘Som om’ rummer den mest elegante prosa, jeg længe har læst. Stoltz viser længslen, tankerne og panikken bag den facade, som forleder andre til at tro, at smukke kvinder har det nemt … Traditionen fra Tove Ditlevsen og Kirsten Thorup er spillevende i denne roman, hvor Stoltz slår sit navn fast som en af tidens vigtigste prosaister.”

Politiken: “‘Som om’ har været en nødvendig bog at skrive, og den føles nødvendig at læse. Vi spilder ikke tiden, hverken forfatter eller læser. Kristina Stoltz holder sin Fanny frem med bævende hjerte, og jeg tager som læser imod hende med en følelse af taknemmelighed. Tak for tilliden og tak for niveauet.” *****

Weekendavisen: “Romanens lyst til at endevende det nære minder mig om god gammeldags bekendelseslitteratur (romanen er vist halvt selvbiografisk, det spiller nu ingen stor rolle), hvilket er en ros. I modsætning til de uendelige kronikker, der bliver skrevet om småbørnsliv, kernefamiliestress og moderne forventninger til kærligheden, er der ingen skråsikkerhed eller lette svar her, men åben undren.”

Berlingske Tidende: “At læse Kristina Stoltz’ gode prosa er godt, også når det gør lidt ondt … Kristina Stoltz registrerer detaljeret og sensitivt, også fra langt tilbage i Fannys egen tid, fra der, hvor hukommelsen kommer til kort.” ****

Kristelig Dagblad: “‘Som om’ beskriver ikke bare det smertelige sammenbrud eminent, den lader også det udsatte barn i en kaotisk og ustabil voksenverden komme til orde. Fortællingen er følelsesfuld og dybt bevægende uden at tippe over, og selvom bruddet er uundgåeligt, er det ikke mindre vemodigt, da det endelig finder sted.” *****

Jyllandsposten: “Der er godt med københavnerhistorisk lokalkolorit i christianshavnerbillederne, og der er nøgternt hjerte og smerte i beskrivelsen af en kvinde, der skal prøve at orientere sig i en tiltagende vished om, at hendes ægteskab er ved at dø.” ****

Femina: “Stoltz skildrer næsten alt for realistisk, rent og råt, hvad det er, vi siger farvel til, når vi lader kernefamilien smutte mellem fingrene på os, og også hvad der sker i et samfund, der i stigende grad hylder individualiteten.” *****

Reklamer

Det sprængte fundament

I Danmark ender mere end halvdelen af alle parforhold med en skilsmisse. Da jeg selv er skilsmissebarn og som voksen både er blevet gift og skilt to gange, har jeg længe haft lyst til at undersøge, hvad det egentlig gør ved os, at vi konstant udsættes for disse brud og opdelinger af verdener. I min nye roman ‘Som om’, der udkommer den 13. maj, forsøger jeg at fremskrive og bearbejde, hvordan det kan opleves, når fornemmelsen af et indre fundament sprænges i forbindelse med en skilsmisse.

IMG_1591

I efteråret 2012 vågnede jeg en morgen bælgøjet. I løbet af natten havde verden udspaltet sig, og jeg så ikke bare dobbelt, men i tre, fire og fem lag. Det var som at se gennem et kalejdoskop: Verden var sprængt i et uendeligt antal dele. Det var naturligvis en meget skræmmende oplevelse. Jeg blev undersøgt på kryds og tværs, men uden at lægerne nogensinde fandt ud af, hvad jeg fejlede – og efter nogle måneder gled mit øje på plads igen, og verden faldt tilsyneladende tilbage i sine vante dimensioner.

Den morgen jeg vågnede op og var blevet bælgøjet, stod jeg samtidig midt i en skilsmisse. Og selvom lægerne ikke ville anerkende, at der måske kunne være tale om en psykosomatisk reaktion, havde jeg selv en fornemmelse af, at mit syns spaltning sagtens kunne være et fysisk udtryk for, hvordan jeg havde haft det det meste af mit liv. En følelse som skilsmissen og den smerte der var forbundet med den, forstørrede så kraftigt op, at den simpelthen ændrede mig fysisk. Skilsmissen reaktiverede mit livs traume, som lige præcis er skilsmisse: Mine forældres skilsmisse, min mors skilsmisse fra min stedfar, min egen skilsmisse fra min første mand og nu en ny skilsmisse, som ville betyde at mine egne børn også ville blive skilsmissebørn.

Når man som barn oplever at ens forældre bliver skilt, sprænges ens fundament. Man står ikke længere på fast grund, men starter en ny tilværelse, hvor man hopper mellem to øer. I bedste fald ligger øerne relativt tæt på hinanden, der er sigtbarhed, og alt hvad der hedder fragt og kommunikation mellem de to, er noget de to voksne tager sig af. I værste fald er der mere eller mindre permanent dårligt vejr i det farvand, hvor øerne befinder sig og både fragt og kommunikation leder konstant til konflikt.

Uanset hvor god eller dårlig en skilsmisse er, vil barnets fundament for altid være sprængt, det vil for altid skulle navigere mellem to divergerende verdener, der med stor sandsynlighed vil blive mere og mere forskellige som årene går og forældrene indgår i nye parforhold og måske danner nye familier.

Jeg var ti år, da mine egne forældre blev skilt, og jeg begyndte på det tidspunkt at føre dagbog. Jeg har ført dagbog lige siden og i min reol står 37 tætskrevne notesbøger. Jeg havde aldrig læst i dem, men efter min anden skilsmisse besluttede jeg at læse dem alle sammen! Jeg ville se, om det var muligt at læse dem som var det en anden, jeg læste om. Min bagtanke var at prøve at forstå, hvad skilsmisser kan gøre ved et menneske. Hvad sker der, når familien deler sig i to eller måske på sigt i tre og fire? Hvad sker der med den enkeltes tilhørsforhold og forståelse af sig selv i den større sammenhæng?

Jeg fuldførte min mission med at læse de 37 dagbøger. Og det var fuldkommen ulideligt, som at blive kastet rundt i sit eget indre spejlkabinet, hvor perspektivet ganske vist var mit, men spaltet i tider og aldre.

Læsningen af dagbøgerne bragte samtidig så meget afstand til min egen personlige historie og erfaringer, at jeg nu var i stand til at undersøge dem i litterær form. Derfor satte jeg mig for at skrive den roman, der nu er blevet til ‘Som om’. Det er noget ganske andet at skrive fiktion end at føre dagbog. I fiktionen får figurerne et eget liv, og lidt ligesom når man drømmer om natten, smelter personer sammen og bliver til nye figurer, to lejligheder fra den virkelige verden bliver til en helt tredje, ting der har fundet sted i virkeligheden står side om side med ting, der aldrig har fundet sted.

Handlingen i romanen pendulerer mellem Fanny som ung pige i 1980’erne under hendes opvækst på Christianshavn og Fanny som voksen, gift kvinde og mor til to børn. Det centrale tema er skilsmisse, men i lige så høj grad kærlighed: Kærligheden mellem barn og forældre (særligt mellem en far og datter), kærlighed mellem en mand og kvinde, kærligheden til en bydel og en tid i historien.

Øjet #0

eyeintro1974

Der findes et før og et efter øjet. Et før som er alle de år, hvor jeg så verden gennem et par øjne, der så verden som mine to øjne ser verden, hvilket nogenlunde svarer til den måde de fleste andre ser verden, i hvert fald det fremtrædende i den: Uden for vinduet er der et kirsebærtræ med små lysegrønne skud på grenene. Et stykke bagved træet er en gul bygning med altaner. Til venstre for den gule bygning, løber en lang gul mur, som om sommeren er dækket af grøn efeu. Oven over kirsebærtræet, den gule bygning og den gule mur er en himmel. I dag er det overskyet. Nogenlunde sådan ser der ud her fra mit vindue, hvor jeg sidder og skriver, og nogenlunde sådan tror jeg de fleste andre ville se min udsigt. Måske ville nogen fremhæve en spurv på grenen, eller en cykel op ad den gule husmur, men de fleste ville være enige om det fremtrædendes positioner.

I efteråret 2012, enig med de fleste om det fremtrædendes positioner, tog jeg til Berlin for at påbegynde en skriveproces. Jeg boede i en lejlighed i nærheden af Alkazienstr. i Schöneberg, hvor jeg hver morgen drak min kaffe på en kaffebar, der hedder ’Doubleeye’. På facaden over indgangen til kaffebaren, hang et stort øje med to øjne inden i, ret bizart, men ikke noget jeg tænkte videre over.

Kort tid efter jeg kom hjem fra Berlin vågnede jeg en morgen og så dobbelt. I løbet af nogle få dage drejede mit venstre øje ud til siden og jeg var blevet bælgøjet. Det fremtrædendes positioner var ikke længere, som det plejede at være: Den gule mur tiltede ind over den gule bygning, men altanerne forsvandt ikke bagved den, de satte sig i stedet for oven på den eller lod sig glide ned over den. Skyerne på himlen satte sig på kirsebærtræets grene som for sene blomster. Alting havde skiftet position. Det fremtrædende var blevet et kaos.

Den bælgøjede tilstand stod på i et par måneder. Jeg blev naturligvis undersøgt på kryds og tværs, og lægerne var nervøs for de værst tænkelige sygdomme, men de fandt ingenting og efter at have siddet i min seng i en måned og set på et maleri, der hang på væggen af en japansk dame i en blomsterhave, var mit øje gledet på plads igen. Det fremtrædendes positioner har fundet tilbage til vores kollektive syn på, hvor den gule husmur befinder sig i forhold til kirsebærtræet. Ikke desto mindre er jeg kommet til at interessere mig meget for øjne og hvordan de ser.

Herinde vil jeg forsøge at bringe nye perspektiver på øjnene og blikket. Det kan være et digt, en tegning, en artikel, et notat, et fotografi. Det vil vise sig. Jeg ved det ikke endnu.

eyeintro_1977