Afviste asylansøgere deponeres som menneskeligt vraggods

Jeg har skrevet denne beretning sammen med min kollega, forfatteren Kirsten Thorup, efter vores besøg i Vridsløselille Statsfængsel og på Kærshovedgårds Udrejsecenter. Foruden samtaler med fagpersoner inden for menneskerettigher, jura og asylområdet har vi talt med beretningens to hovedpersoner. Teksten blev bragt i Politiken, den. 15. oktober 2016.

En rejse ind i mørket

 

img_3335

På en briks i et lille lukket rum ligger en ung, afghansk mand på 24 år. Det er midt på dagen, men for den unge mand gør det ingen forskel, om det er nat eller dag. Han har ikke længere nogen tidsfornemmelse, og han har for længst givet afkald på opretholdelsen af en døgnrytme. Rummet er meget lille, 7 kvadratmeter. Foruden briksen er der et skab, et fjernsyn, et bord og en stol derinde. Foran det lille vindue er der tremmer. Det ligner en fængselscelle. Det er en fængselscelle. Vi befinder os i det 157 år gamle Vridsløselille Statsfængsel, som man egentlig ville lukke ned, fordi man anså det for at være for nedslidt til danske kriminelle. Men på trods af fængslets dårlige forfatning besluttede man i forbindelse med hasteændringen af udlændingeloven i november 2015 at benytte fængslet til det stigende antal frihedsberøvelser af afviste asylansøgere, som regeringen nu gav politiet beføjelse til at foretage.

Den unge mand er en ud af de cirka 30 frihedsberøvede udlændinge, der på nuværende tidspunkt opholder sig i Vridsløselille Statsfængsel, fordi de efter at have fået afslag på asyl, men af forskellige grunde ikke vil eller kan sendes hjem, formodes at ville ’gå under jorden’. Ingen af dem har foretaget sig noget kriminelt, alligevel udsættes de for landets hårdeste straf. Deres telefoner er blevet taget fra dem og de får ikke mulighed for at gå på internettet. Den eneste kontakt de har til omverdenen er en times besøg en gang om ugen samt et telefonopkald fra fængselstelefonen i 10 minutter om ugen.

Det banker på døren ind til vores unge mand, der stadig ligger på briksen. Han bevæger sig ikke, gør ikke ansats til at gå hen og åbne. En fængselsbetjent træder ind. ”Der er frokost”, siger han. Normalt ville den unge mand rejse sig og måske gå lidt ud på gangen i forbindelse med måltidet. Maden ville han nok ikke røre. Han plejer kun at spise morgenmad, for både frokostserveringen og middagsmaden, optøede Jyderupplatter fra et cateringfirma, smager så dårligt, at ingen af de indsatte har lyst til at spise det. Men i de sidste fem dage har han heller ikke spist morgenmad.

Ifølge Amnesty vil alle mennesker tage psykisk skade af at blive holdt indespærret under de vilkår, som man tilbyder de afviste i Vridsløselille Statsfængsel. Amnesty har endvidere påpeget, at frihedsberøvelse af psykisk sårbare mennesker kan være i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3, der forbyder menneskelig og nedværdigende behandling. Men der foretages ingen screening af de tilbageholdtes psykiske tilstand, inden man frihedsberøver dem, rent faktisk har dommeren ikke en eneste gang afvist politiets anmodning om at frihedsberøve en udlænding.

Den unge, afghanske mand er den ikkekriminelle afviste asylansøger, der for tiden har været frihedsberøvet længst i Danmark. Han kom til landet sammen med sin 20-årige kone og deres søn på knap 1 år i august 2014 og fik afslag på asyl i juni 2015. Efter to mislykkede hjemsendelsesforsøg forsøgte politiet igen at tvangsudvise den lille familie, og denne gang lykkedes det trods familiens åbenlyse protester at få dem om bord på et SAS-fly til Frankfurt. De fik strips om håndled og ankler og blev placeret bagerst i ruteflyet på en række for sig selv. Deres højlydte protester blev dæmpet ved, at de medfølgende betjente pressede dem forover i sædet og holdt dem for munden. Den lille dengang halvandet-årige dreng sad på rækken foran forældrene sammen med en kvindelig betjent. Ved ankomsten til Frankfurt, hvorfra det var meningen, at de skulle videre til Kabul med Indian Airlines, smed den unge mand sig på gulvet og nægtede at følge med ud til gaten. Politiet slæbte ham med hen til lufthavnens politistation og fik ham anbragt i en kørestol og spændt fast. Familien blev dernæst fulgt ud til gaten. Den lille dreng, der stadig var i betjentens varetægt, skreg hele vejen, indtil han til sidst mistede stemmen, men betjenten gav ikke tilladelse til, at han kunne blive trøstet af sin mor.

Indian Airline nægtede at tage familien med om bord, eftersom det var åbenlyst, at de modsatte sig rejsen. Politiet måtte derfor bringe dem tilbage til Kastrup, hvor moren og barnet omgående blev sendt tilbage til Sandholmlejren (for senere at blive overflyttet til Kongelunden), og manden blev placeret i Vridsløselille Statsfængsel.

Den unge mand bliver liggende på briksen, efter at fængselsbetjenten har forladt hans celle. I det første lange stykke tid af hans ophold i fængslet sad han i isolation i 23 timer af døgnet, med kun en times daglig gårdtur. Først flere måneder senere, efter at ombudsmanden havde besøgt fængslet, blev der lempet på det strenge regime, og de indsatte fik lov til at komme mere ud i luften og besøge hinanden i de små celler.

Han vender sig ind mod den grå, afskallede væg, hvis dybe revner han lige nu fantaserer om som udveje. Flugtveje. Men der er ingen veje ud af dette tusmørke-vakuum, som muligvis aldrig ender, men bliver en fortsat rejse dybere og dybere ind i et ikkeliv, ind i en parallel virkelighed til den retsstat, vi borgere lever i. Som asylansøger er man ikke borger noget sted, og som afvist asylansøger har man fået frataget den rest af rettigheder, som de øvrige asylansøgere dog har: retten til undervisning, retten til at arbejde (praktik), retten til familieliv. Det er det sidste, der har slået vores unge mand helt ud, at han ikke kan få lov til at være sammen med sin familie. Hans nu 2½ år gamle søn har svært ved at genkende ham, fordi de ser hinanden så lidt og intet har med hinanden at gøre i det daglige. Ved det sidste retsmøde var dommeren tydeligt i tvivl om, hvorvidt det var forsvarligt at frihedsberøve ham på 11. måned. De danske myndigheder havde chartret et fly til den lille familie, men havde fået afslag på landingstilladelse i Kabul. Der er fortsat ingen udsigt til at kunne sende familien hjem, og hvor længe kan frihedsberøvelsen fortsætte? Dommeren måtte bruge tre timer, inden hun alligevel endte med at stadfæste den fortsatte frihedsberøvelse.

I den tid, den unge mand har opholdt sig i Vridsløselille Statsfængsel, har den danske stat arbejdet som besat på at få sendt lige præcis denne lille familie tilbage til Afghanistan. Det er derfor, man ikke tør risikere, at han og hans familie ’går under jorden’. Det er derfor, man er villig til at forlænge frihedsberøvelsen igen og igen og måske gå helt til den 18 måneders tidsgrænse, som Danmark har skrevet under på at overholde i det europæiske asyldirektiv. Man er villig til at forlænge frihedsberøvelsen, til trods for at den unge mands læge i sin seneste sundhedsrapport skriver, at han har indledt en sultestrejke, og at han i løbet af kort tid er gået fra at være en velfungerende, optimistisk person til en ensom og vred mand, der føler sig uretfærdigt behandlet af systemet. Lægen vurderer, at han i nærmere fremtid vil kunne være til fare for sig selv eller sine omgivelser, hvis ikke han snart bliver genforenet med sin familie.

Hvorfor fortsætter man frihedsberøvelsen af en mand, som er under hastig psykisk nedbrydning, hvis ikke der er udsigt til at kunne sende ham og hans familie hjem? Det gør man, fordi Afghanistan med medhold fra FN siden 2015 ikke har villet tage imod tvangshjemsendte børnefamilier, kun enlige mænd og par uden børn. Men nu skal det lykkes Danmark at statuere et eksempel på det modsatte: at man kan tvangshjemsende børnefamilier, selvom det indtil videre hverken er lykkedes for Norge eller Sverige. Det er tilfældigvis vores lille, afghanske familie, der er blevet murbrækkere i dette eksperiment for en strammere flygtningepolitik i skarp konkurrence med de øvrige EU-lande.

Det er blevet mørkt i den lille celle, hvor vores unge mand stadig ligger på briksen, stadig med ansigtet vendt ind mod den afskallede væg, men han kan ikke længere se revnerne i muren, han kan ikke forestille sig nogen som helst udveje andet end den død, han måske går i møde ved ikke at spise.

Han er netop vågnet af et mareridt. Det er det samme hver nat: Først ligger han og vender og drejer sig i time efter time, og når han endelig falder i søvn, vågner han kort tid efter badet i sved.

For første gang i over et døgn træder han ud på gangen. Der er mørkt. Den lange endeløse gang foran ham med det udtjente køkken nede for enden. Der er aldrig nogen aktivitet ude på gangen. Selv nu efter at de har fået lov til at gå uden for cellerne, bliver folk for det meste inde hos sig selv. Engang underviste en kendt dansk kok de indsatte kriminelle i at lave lækker mad i de køkkener, der som en hån mod de underernærede, permanent sultne indsatte bare står og samler støv.Vridsløselille er som et spøgelsesfængsel, hvor kun 2 ud af de 13 afdelinger er i brug. Der er flere ansatte, end der er indsatte, og der er alt, alt for stille, de tykke mure har opsuget alt liv fra kroppene i cellerne. Den unge mand har det, som om stilheden larmer og gør det umuligt for ham at falde til ro. Han går tilbage sit værelse. Der er kulsort derinde i den lille celle. Han er blevet vant til mørket, som om de sidste mange måneder har været en lang rejse dybere og dybere ind i en nat, der aldrig ender. Han lægger sig igen og forsøger at sove.

Solstrålerne kiler sig vej ind mellem tremmerne i det lille støvede vindue, men vores unge, afghanske mand er ikke på vej ud af sengen. Han ligger oven på briksen, oven på dynen, med alt sit tøj på. Hvis ikke han står op og spiser morgenmad nu, hvor fængselsbetjenten kommer forbi med morgenmadsvognen, er det den 6. dag, han ikke spiser. Han er allerede meget afkræftet, og hans tanker kører i ring. Han tænker på sin kone og sin lille søn. Han savner dem usigeligt, og han har en følelse af, at han aldrig får dem at se igen. Det banker på døren, men han bliver liggende. Han føler ikke, at han har kræfterne til at rejse sig. En fængselsbetjent træder ind og siger, at han har besøg, at han skal følge med hen til besøgslokalet.

Han bevæger sig langsomt ned gennem gangen. Han er svimmel, og han føler sig stiv i alle leddene. I besøgslokalet sidder hans advokat. Han fortæller ham, at det er lykkedes at få genoptaget både hans kones og hans søns sag, og at han stærkt regner med, at han vil kunne blive løsladt fra fængslet for at komme og bo sammen med dem så længe sagen er i proces. Håbet er, at han på længere sigt vil kunne blive familiesammenført med sin kone og søn, hvis de ender med at få asyl. Men den unge mand kan ikke tro, at det vil lykkes, at det nogensinde vil lykkes at komme ud af fængslet, at mørket nogensinde får en ende, det kan han ikke se for sig. Han har mistet håbet. Advokaten er urolig for ham. Han kan se, at han er meget dårlig. Han siger til ham, at han bliver nødt til at spise. Vores unge, afghanske mand nikker og lover, at han vil forsøge.

Uden for tid og sted

img_3251

Udrejsecenter Kærshovedgård ligger bag høje træer i det flade marklandskab. Der er ingen beboelse i miles omkreds og 7 kilometer til den nærmeste landsby. Den offentlige transport er indstillet i forbindelse med oprettelsen af centret, der derved helt isoleres fra det omgivende samfund.

Vi kommer ind gennem den smukke gamle hovedport og bliver mødt af travl byggeaktivitet. Der holder 5-6 kassevogne fra forskellige lokale håndværkerfirmaer på gårdspladsen. Det tidligere åbne fængsel, bygget til 200 indsatte, skal udvides til 600 kriminelle på tålt ophold, kriminelle med udvisningsdomme og ikkekriminelle afviste asylansøgere. Enecellerne skal gøres klar til to eller fire indsatte. Alle tidligere faciliteter i fængslet er konsekvent blevet nedlagt. Tv-stik i cellerne er revet ud, tekøkkenerne i barakkerne afmonteret, køleskabe fjernet. På vejen gennem centret kigger vi ind i tomme, stinkende fitnessrum, går en trappe op til et støvet bibliotek i et forladt møderum og ned igen i stueetagen, hvor der er en hengemt biografsal, fra dengang centret var et åbent fængsel. Minigolfbanen ligger og ruster i græsset mellem barakkerne.Som et levn fra et andet liv et andet sted dukker en legeplads med gynger og rutsjebane op mellem barakkerne. I barakken bag legepladsen er døren åben ind til et bart lokale med en gammel slidt tavle. Her skal der undervises i engelsk og modersmål. Dansk er ikke på skemaet. I forlængelse af undervisningslokalet er en ’lounge’ med lave sofaer, sofaborde og en stor fladskærm ved at blive indrettet. Endevæggen er dekoreret med et John Lennon-citat: Life is what happens to you while you are busy making other plans.

Efter nedlæggelsen og afmonteringen af alle fungerende aktivitetsfaciliteter og værksteder skal det tidligere fængsel genopstå som ’udrejsecenter’. Det vrimler med håndværkere, der hamres og bankes, slibes og males i en atmosfære af fremdrift og optimisme. I indgangen mellem kontorbygningerne installeres censorer til et splinternyt overvågningssystem. Her i de idylliske omgivelser er Inger Støjbergs prestigeprojekt under opførelse. En ombygning for millioner er i gang. Der bygges visionært. Der tænkes stort. En model af fremtidens samfund er ved at tage form.

En mand i spidse sko og habitjakke kommer gående hen over gårdspladsen. Der dingler et Røde Kors-navneskilt fra bukselommen på hans cowboybukser. Han kommer hen til os og spørger, om vi er udsendelsesrådgiverne. Det er vi ikke, bare på besøg. Han ser desorienteret på os, men samler sig sammen til pligtskyldigst at tilbyde os en rundvisning. Han beder os følge med og går hastigt foran. Han forklarer sin tilstedeværelse med, at han som overordnet Røde Kors-udsending er kommet for at tjekke, om centret er præsentabelt og klar til den store rundvisning senere på dagen for beboerne i lokalområdet.

Vi følger med den venlige Røde Kors-mand hen til nogle barakker, hvor håndværkere er ved at lægge sidste hånd på opsætningen af et højt hegn. Den solide jernlåge ligger på jorden og venter på at blive sat op i hegnåbningen. Røde Kors-manden indrømmer, at det ser lidt mærkeligt ud, men det er ikke, som man skulle tro. Det er særligt sårbare personer, som skal bo i de her barakker; folk, der skal have ekstra meget ro. De skal selv kunne bestemme, hvem der må komme ind til dem. Det er altså ikke et hegn, der spærrer inde, men et hegn, som lukker ude. ”Giver det mening?”, slutter han forpustet. Men hvad er det for nogle personer, der skal bo bag det høje hegn? Vi har hørt, at det indhegnede område er tiltænkt kriminelle på tålt ophold, som skal overflyttes fra andre centre i landet for at samles og isoleres her i den sikrede afdeling. I fremtiden vil der blive mange flere på tålt ophold som følge af den skærpede strafferamme på udlændingeområdet. Manden gentager, at det er særlig sårbare personer. Og hvem disse personer er, afgør politiet og kriminalforsorgen. ”Røde Kors holder sig helt uden for politik, vi sørger bare for indholdet”, siger han pædagogisk og giver hånd. Hans tid er knap på denne vigtige dag, hvor forholdene for de indsatte i centret skal vises frem for naboer og lokale medier.

Foreløbig er der kun 35 afviste ikke-kriminelle asylansøgere i det stort anlagte udrejsecenter. De er indkvarteret i to afsidesliggende barakker. Tyve vagter fra Kriminalforsorgen er indkaldt på skift til at passe på dem. Også denne gruppe ikke-kriminelle forventes at vokse i fremtiden, i takt med at alle afviste, hvis det går som Støjberg vil, skal frihedsberøves. De fleste af de 60 afviste, der i første omgang blev overflyttet til udrejsecentret fra andre lejre, er forsvundet igen og gået under jorden, eller de er slet ikke mødt op. Herude i den fjerne ende af centret virker der mennesketomt. Ud over to robotplæneklippere, der som små sorte, græsædende kakerlakker er i konstant bevægelse hen over plænerne mellem barakkerne, er der ikke tegn på liv. Og hvordan skulle der også kunne være liv, hvor der ikke er noget håb?

I et rum i den ene af de to beboede barakker sidder en mand på en stol ved vinduet og kigger ud på den forhenværende fodboldbane, hvor der efter planen skal opføres endnu flere barakker til det store rykind af afviste, som regeringens stramninger forventes at producere. Omid er iraner. Han har været i asylsystemet i 13 år og fik endeligt afslag på asyl i 2011. Han taler godt dansk og er uddannet maskiningeniør fra et universitet i Teheran. Han har fået tilbud om arbejde i et privat firma i københavnsområdet, hvis hans asylsag bliver genåbnet, og han får asyl.

Med anbringelsen på Kærshovedgård er han afskåret fra sit tidligere liv i Avnstruplejren på Sjælland, helt i overensstemmelse med Støjbergs planer om, at ”ingen afvist asylansøger bare skal kunne tage til København og have et almindeligt (familie)liv”. Kærshovedgård er formelt et åbent område, og der er ikke lås på dørene, men med de forskellige administrative stramninger som meldepligt og overnatningspligt fungerer centret i praksis som et lukket fængsel. Uden retten til lommepenge eller arbejde har de afviste beboere ingen mulighed for at forlade centret, medmindre de har et netværk og kontakter udenfor.

Omid er 36 år og har spildt sin ungdom i forskellige danske asylcentre. Han nægter at medvirke til frivillig hjemsendelse til Iran, der ikke tager imod tvangsudviste. Han er bange for sit liv, hvis han vender tilbage. Han deltog som 22-årig i regimekritiske studenterdemonstrationer i Teheran. Der var en konfrontation med politiet. Hans ven blev fængslet, og han selv slap væk og flygtede. Men han kan ikke bevise over for Flygtningenævnet, at han er politisk forfulgt. En gang om året bliver han indkaldt af politiet. Han får en kuglepen i hånden og opfordret til at skrive under på det fremlagte papir om samtykke til frivillig udrejse, hvad han konsekvent afslår. Det årligt tilbagevendende ritual tager under fem minutter.

Omid bor for tiden alene på værelset, hvor der foruden de to køjesenge er et bord og nogle stole. Han holder sig for det meste for sig selv inde på sit rum. Der er ikke noget at komme ud til. Og han har ikke altid overskud til at mødes med sine medindsatte. Han bliver bare i dårligt humør af deres nedtrykthed i den håbløse ikke-tilværelse, der til forveksling ligner hans. I udrejsecentret deponeres de afviste asylansøgere som menneskeligt vraggods. Tiden er gået i stå. I morgen ligner i dag, som i dag ligner i går og i overmorgen. At gå rundt inde i en glasklokke og vide, at man ikke kan komme ud og deltage i samfundet, ikke kan få sit liv tilbage skaber en langsom lammelse, en psykisk og fysisk udmattelse. Røde Kors er ved at etablere sig i centret med forskellige initiativer, blandt andet fisketure til en nærliggende sø. Det er ikke svært at sætte sig ind i, at Omid ikke har lyst til at deltage, for hvor skulle han få lysten fra til den slags tidsfordriv, mens han venter på ingenting?

Han har tabt 10 kilo i de seks måneder, han har boet i udrejsecentret. Den mad, de afviste får, anser han for at være uspiselig. Den er ildelugtende og uappetitlig. Det er frosne færdigretter, der bliver tøet op i en mikroovn til frokost og middag, men aldrig er ordentligt opvarmet, når den bliver delt ud.

De indsatte protesterer mod den dårlige kvalitet ved at smide maden ud som affald og hamstrer franskbrød og ost fra morgenmaden til resten af dagen for at holde den værste sult fra døren.

Ifølge Udlændingestyrelsens hjemmeside er de afviste ikke omfattet af det danske sundhedsvæsen, bortset fra akut, livstruende sygdom og smertestillende håndkøbsmedicin. Derudover sorterer udgifter til sygdomsbehandling under ’Udlændingestyrelsens forsørgelse’. Et trægt bureaukratisk system, som er svært at trænge igennem til. Ved anmodning om lægekonsultation eller panodiler mod hovedpine bliver Omid ofte mødt af en mur. Det er kriminalforsorgens personale, der skønner, om en afvist indsat ser syg nok ud til at blive henvist til en sygeplejerske i Ikast, som så igen afgør, om en lægekonsultation i Jelling kan bevilges. Hvis han beklager sig, konfronterer personalet ham med, at han bare kan skrive under og samarbejde omkring sin hjemsendelse. Han har kun sig selv at takke for den umulige situation, han er havnet i. Men at skrive under ville for ham være den visse død.

Her efterlader vi vores to hovedpersoner: uden for det danske retssystem, i et udsigtsløst limbo, hvor de udsættes for en systematisk ydmygende og nedværdigende behandling, hvor de fastholdes i et liv uden mening eller indhold. Den totale mangel på fremtidsperspektiv under det kontinuerlige ’motivations’-pres nedbryder krop og sjæl både for de afviste i det ’åbne’ Kærshovedgård og i det lukkede Vridsløselille. At netop de ikkekriminelle bliver udsat for den hårdeste straf under forhold, der anses for uegnede til danske kriminelle, vidner om udlændingemyndighedernes nærmest sadistiske indstilling til de afviste asylansøgere og om en lovgivning, hvor afslag på asyl vendes mod de afviste selv og stik imod de demokratiske retsprincipper udløser frihedsberøvelse og indespærring af uskyldige mennesker.

Indtil videre peger ingen statistikker på, at man får flere afviste til at rejse frivilligt hjem ved at nedbryde dem som mennesker. Støjbergs fængsler tjener intet andet formål end en dyrtkøbt signalpolitik over for verdens flygtninge om, at de skal holde sig væk fra Danmark, hvor man risikerer at blive spærret inde på ubestemt tid. Er det et samfund, vi ønsker for fremtiden?

Kan vi leve roligt med bevidstheden om, at vi behandler vores medmennesker så umenneskeligt, afsondret i lejre og isoleret i fængsler?

Kan vi nyde vores behagelige tilværelse på en så dyster baggrund?

Reklamer

Jeg boykotter dansk politik

IMG_2646

Min grundlovstale om dansk asylpolitik i dag, Amfiscenen, Brandts Klædefabrik, Brandts Passage klokken 15. 45

I Danmark har det at bedrive politik og være politiker i mange år gået ud på at forsøge at skjule sandheden for borgerne, skabe myter og lefle for vælgerne med de løfter, man tror de vil høre, ligegyldigt, hvor meget man end sælger ud af partiets kerneværdier på den bekostning. Der lader ikke til at være meget værdighed, stolthed eller principfasthed tilbage i dansk politik. Alle værdier er til salg, hvis de kan indbringe vælgere.

Da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 indtrådte en helt ny æra i dansk politik, som sådan en som jeg, håbede og troede kun ville vare i en periode – det var teflonæraen, dæmoniseringsæraen, løgneræraen, krigsæraen – men det viser sig, at Anders Fogh Rasmussen blot var pioner for en helt ny måde at regere på i Danmark, som vores nuværende socialdemokratiske statsminister Helle Thorning Schmidt har forfinet og måske gjort så levedygtig, at vi nu for alvor har lagt ideologierne i graven.

Helle Thorning Schmidt har valgt det samme kostume – hun har iført sig den samme jernbrynje, samme stirrende blik og udtryksløse maske til at udfylde statsministerpersonaen, som den Fogh ikke en eneste dag som statsminister missede at bære. Og hvis ikke Foghs motto den dag i dag stadig havde klæbet til ham, ville hun efter hver eneste mislykkede reform have afsluttet sin tale med, at ”der er ikke noget at komme efter”. Men sagen er, at der er rigtig meget at komme efter for som sagt, så bygger en stor del af Danmarks realpolitiske beslutninger på ren og skær myteomspundet retorik og fri fantasi.

Den diskurs regeringen benytter, når det kommer til flygtningespørgsmålet og asylpolitikken er et skoleeksempel på, at ministrene med åbne øjne bilder befolkningen ind, at den nye stramning, hvor man som flygtning kun kan opnå midlertidig beskyttelsesstatus, er den eneste løsning for at undgå, at vi bliver oversvømmet af tusindvis af flygtninge. Sandheden er, at vi på ingen som helst måde er ved at bukke under for noget flygtningepres. De seneste tal fra 2014 er meget lidt alarmerende: 14.815 personer søgte sidste år asyl i Danmark, og

6.110 personer opnåede asyl. Af alle tilkendte opholdstilladelser i 2014 udgør asyl 8 % af disse. Myten om, at vi er et af de vestlige lande der modtager flest asylansøgere målt i forhold til landets størrelse er også helt ude i hampen. I perioden 2010-2014 nåede Danmark ikke engang op blandt de top ti vestlige lande, som modtog flest asylansøgere målt i forhold til befolkningstal.

Mens vi ligger og fedter rundt med de her meget beskedne tal, hvor end ikke 10.000 personer opnåede asyl i Danmark sidste år, er 51,2 millioner mennesker på flugt på verdensplan, hvilket er det højeste tal siden 2. verdenskrig. Det er her også vigtigt at tilføje, at UNHCR sidste år anslog, at 86 % af verdens flygtninge befinder sig i nærområderne. Dertil kommer alle de internt fordrevne. Over 90 % af alle de mennesker der er på flugt i verden lige nu befinder sig i nærområderne. Og de 10 lande som modtager flest flygtninge, ligger alle uden for Europa.

Disse tørre tal er ikke til at komme uden om, alligevel er det lykkedes statsministeren at bilde befolkningen ind, at vi kun kan tage en forsvindende lille del af de krigsflygtninge, vi i flere tilfælde selv har været med at til at drive på flugt, fordi vi aktivt har deltaget i at destabilisere deres land: En af de fire konflikter, som FN har kvalificeret i den mest alvorlige kategori for humanitære kriser, er Irak. Statsministeren argumenterer med, at vi hjælper bedst i nærområderne, men faktum er, at nærområderne er ved at bukke under: Hver 4. indbygger i Libanon er syrisk flygtning for bare at give et enkelt eksempel på, hvor overbebyrdede nærområderne er.

Verden befinder sig i en undtagelsestilstand, vi ikke har set lige siden 2. Verdenskrig, men for en statsminister som Helle Thorning Schmidt og for hendes modkandidat Lars Løkke Rasmussen handler det om nulvækst eller ikke nulvækst i den offentlige sektor, sundhedspolitik, dagpengereform og spindet konsensusretorik om, at kommunerne er ved at segne under vægten af flygtninge vel vidende, at det er løgn. DET ER LØGN. Det er ikke Danmark, der er ved at segne, men verden udenfor vores lille eksklusive europæiske klub, som vi bilder os ind, at vi kan blive ved med holde for os selv. Men når deres børn kommer og banker på vores dør, giver vi dem kun måske midlertidigt ophold, hvis ikke vi sender dem tilbage med det samme med den besked, at de bliver hjulpet bedre ude i nærområderne.

I årene 2011 til 2013 har 27 uledsagede mindreårige asylansøgere fået tildelt midlertidigt ophold, hvilket altså vil sige, at de må regne med at blive sendt hjem igen, så snart de fylder 18, og dette uagtet om de har tilbragt størstedelen af deres barndom i Danmark, og det uagtet om de har nogen af vende hjem til. Det er sådan vi bedriver asylpolitik, fordi vi ifølge Helle Thorning Schmidt ikke kan gøre andet, hvis vi skal undgå at bukke under for den enorme byrde, flygtningene udgør i Danmark.

To af de drenge som har været så heldige eller uheldige at få tildelt midlertidigt ophold i Danmark er Albofazi og Vahid Vaziri, der kom hertil i 2010 efter at have tilbragt en kummerlig flygtningetilværelse i Iran sammen med deres mor og øvrige søskende. Det endte med, at moren sendte de to brødre, som var de ældste i søskendeflokken, til Danmark i håb om, at familien en dag kunne blive samlet her.

Siden Albofazi og Vahid kom hertil i 2010 har de været udsat for et system, som gradvist har brudt dem mere og mere ned: De har levet adskilt i mange måneder ad gangen, fordi myndighederne betvivlede, at den ældste af dem var mindreårig, de er blevet udvist til trods for at de har mistet forbindelsen til moren i Iran og ingen familie har tilbage i Afghanistan. Med hjælp fra Udlændingelovens paragraf 9c, skt. 1, hvor det blandt andet lyder at ”der kun efter ansøgning gives opholdstilladelse (…) hvis udlændingen er under 18 år”, og hvis ”hensynet til barnets tarv taler derfor”, er det flere gange lykkedes drengene at få genoptaget deres sag, men nu efter fem år i Danmark, hvor begge drengene har lært at tale dansk og den yngste af dem er ved at afslutte tiende klasse, er den endelige dom faldet: De skal sendes tilbage til Afghanistan. Det er kun et spørgsmål om dage, før politiet kommer og henter dem på Asylcenteret i Kongelunden og sætter dem på et fly til Kabul.

Albofazi og Vahis Vaziri bliver sendt tilbage til Afghanistan til trods for, at IOM – International Organisation for Migration, det FN organ som Danmark samarbejder med om hjemsendelser, og som hjælper med repatriering i hjemlandet, har vurderet at begge drenge er for sårbare til hjemsendelse. De bliver sendt tilbage, selvom vi ved, at omkring 60 procent af tilbagevendende flygtninge i Afghanistan har store problemer med at genopbygge et liv, og hvor FN skønner, at cirka en tredjedel af de internt fordrevne i byerne er tilbagevendende flygtninge. Vi ved også, at drenge uden familie eller klantilhørsforhold er i ekstra stor risiko for at ende i de forkerte hænder og blive bortført til prostitution eller tvangsudskrevet til Taleban, som i løbet af det sidste år har genvundet meget magt. 2014 blev det blodigste år i Afghanistan siden invasionen i 2002.

De to brødre Albofazi og Vahid Vaziri bliver sendt tilbage til et land, hvor de i bedste fald forøger antallet af internt fordrevne, der i 2014 var oppe på 350.000 personer. I værste fald bliver de slået ihjel eller tvangsindlemmet i Taleban, som de i udgangspunktet flygtede fra.

Hvordan kan vi være dette bekendt? Hvordan kan vi tillade, at magten i Danmark slipper af sted med stramninger, der indebærer udvisninger som tilfældet Albofazi og Vahid Vaziri eller som de seneste vedtagelser om en ny kategori inden for asylansøgere – statsministerens nye hotte påfund om ”midlertidig beskyttelsesstatus”, som indebærer at man ikke kan søge om familiesammenføring i det første år.

Den udvikling, den førte asylpolitik har gennemgået de sidste godt femten år, er så fortvivlende og skræmmende. Den bygger på fjendebilleder og mytedannelse. Den bygger på løgn og forvanskede tal. Hvis rød blok genvinder magten efter valget, siger vi implicit til dem, at vi er tilfredse med dansk asylpolitik. Hvis blå blok derimod vinder beder vi dem om at stramme yderligere samtidig med at der vil blive skåret i udviklingsbistanden. Hvad er der at gøre andet end at boykotte dem alle sammen? Hvad er der at gøre andet end at gå ud i samlet flok og vise dem, at vi ikke tror på dansk politik.

Jeg boykotter dansk asylpolitik! Jeg boykotter dansk politik!

Intro til min blog