Æslerne i Danmark

I dag deltog jeg i en konference inde i Folketinget, arrangeret af Røde kors og Susi og Peter Robinsohns fond, om hvordan vi sikrer den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene til Danmark. Jeg skulle holde et oplæg under punktet Øjenvidneberetninger:

I 2011 udgav jeg en roman, der hedder ÆSEL. Bogen handler om to teenagebrødre, der flygter fra Afghanistan til Europa, og de to drenge, der bliver væk fra hinanden under flugten, ender i henholdsvis Sverige og Danmark. Drengene tilhører den etniske minoritet i Afghanistan, der kaldes Hazara, de er typisk shia-muslimer og forfulgt af Taleban.

Anledningen til at jeg skrev romanen var et møde med en ung afghansk mand helt tilbage i begyndelsen af 00’erne. Han var Hazara, og da hans far blev slået ihjel af Taleban, sendte hans mor ham på flugt. Senere sendte hun også hans to yngre brødre på henholdsvis 12 og 15 år afsted. Det er de to yngre brødre, der blev omdrejningspunktet for romanen.

For at kunne skrive en roman om noget så fremmedartet som Afghanistan og flugt, måtte jeg naturligvis foretage en del research. Jeg læste, men først og fremmest rejste jeg i drengenes fodspor og tilbragte en del tid på Center Gribskov, et modtagercenter for uledsagede flygtningebørn. Kendetegnende for rigtig mange af de drenge, jeg mødte i den periode var, at flugten til Europa ofte havde været forbundet med ligeså traumatiske oplevelser, hvis ikke værre, end dem de havde med hjemmefra. For manges vedkommende havde de levet relativt stabile liv, indtil den dag et familiemedlem, typisk en far, onkel eller ældre bror, blev slået ihjel eller pludselig var sporløst forsvundet. Fra den ene dag til den anden var de blevet revet op med rode, tvunget ud af deres vante rammer og værst af alt tvunget væk fra deres forældre.

Mange af de drenge, jeg mødte havde også det tilfælles, at de havde mistet kontakten med deres familie derhjemme. I værste tilfælde kunne dette betyde, at familien var blevet slået ihjel, mens de selv var undervejs, eller at de i mellemtiden også havde været nødt til at flygte.

I den periode jeg skrev romanen mellem 2007 og 2010, talte jeg med mange flygtninge, voksne og børn, både i Danmark og i Sankt Petersborg. På Røde Kors-kontoret i Sankt Petersborg kunne personalet ikke begribe, at jeg ville skrive en roman om to hazara- brødre, for den historie var for dem så almindelig, så hverdagsagtig: to brødre på flugt fra Taleban, bliver snydt af menneskesmuglere, bliver væk fra hinanden undervejs og ender med at søge asyl i to europæiske lande – de kunne ikke tro på, at nogen skulle gide at læse den historie.

Gru, ulykke og tragedie kan blive så meget hverdagskost, at man hellere vil læse en krimi med utrære mordgåder eller streame endnu en noir-serie på computeren, end man gider at få et dybere indblik i de skæbner, vi læser om i avisen hver dag.

Min egen oplevelse på Center Gribskov var, at mange af drengene var så traumatiserede, at de helst bare ville blive i sengen det meste af dagen. Deres adfærd mindede om stressramte eller mennesker ramt af sorg og depression; de var trætte, kede af det eller aggressive, de havde svært ved at koncentrere sig, svært ved at engagere sig i nogle former for aktiviteter. De af drengene som håndterede hverdagen bedst, var dem, som havde en fortrolig kontakt til en voksen; det kunne være en af de ansatte på asylcenteret, en lærer, en kontaktperson eller en psykolog.

Jo mere tid jeg tilbragte på asylcenteret, jo bedre forstod jeg personalet fra kontoret i Sankt Petersborg, for inden for asylsystemet var mødet med hazara-drenge, der var flygtet fra Taleban hverdagskost. Hvis ikke hver dag, så flere gange om måneden modtog Center Gribskov mindreårige drenge fra Afghanistan, og deres historier mindede umiskendeligt om hinanden, enten fordi de naturligt delte skæbne eller fordi menneskesmuglerne havde fået dem overbevist om, at hvis ikke den historie, de fortalte var den, som de havde indprintet dem, ja, så ville de ikke få asyl. Deres reaktionsmønstre som mindreårige uden følgeskab af forældre eller andre omsorgspersoner mindede også om hinanden; de var typisk indelukkede, energiforladte og angstprægede.

Historien om et barn alene på flugt og senere alene i et fremmed land, en helt fremmed kultur, hvor alt er anderledes end hvad man er vant til, er en almindelig historie. Vi har læst den tusind gange i avisen, vi har set de børn i fjernsynet, og jo, vi synes nok, at det er forfærdeligt, men det er der jo så meget der er, så hvorfor skrive en hel roman om de børn, når det i så rigt mål er blevet behandlet i pressen?

Det spørgsmål stillede jeg også mig selv, og svaret stod ganske klart, da jeg trængte ind i stoffet. For vi evner først for alvor at leve os ind i den anden, i dette tilfælde det uledsagede flygtningebarn, når barnet ophører med at tilhøre en kategori, flygtningekategorien, barneflygtningekategorien, Afghanistan-kategorien, Hazara-kategorien, etc., men træder frem for os som et individ, et menneske, hvis skæbne vi kan leve os ind i, fordi vi forstår, at den skæbne ligeså godt kunne have været vores egen. Og i modsætning til avisoverskrifter og avisartikler, så er det lige præcis det litteraturen kan. Den kan for en kort stund bringe os et sted hen, hvor vi tilsidesætter vores egne behov til fordel for lysten til at leve os ind i noget andet, et andet liv, en anden skæbne. Mit incitament for at skrive ÆSEL, var en nysgerrighed efter at trænge dybere ind i, hvad det vil sige at flygte, hvad det vil sige at ankomme til en så fremmed kultur, at det nærmest svarer til at dumpe ned på månen.

Når man i mellemøsten kalder en person for æsel, svarer det nogenlunde til at kalde vedkommende for svin her i Danmark. Æsler kalder man dem, man anser for mindreværdige, personer man ikke bryder sig om, og som man ikke mener bør behandles ligeværdigt med en selv. I Afghanistan bliver hazara-befolkningen behandlet som æsler. I Taleban-dominerede områder bliver denne befolkningsgruppe betragtet som en slags kasteløse, man uden videre kan behandle som, ja, var de blot æsler. De drenge jeg talte med på Center Gribskov havde oplevet tilsvarende på deres flugt til Europa, at de af menneskesmuglerne ikke blev betragtet som andet end æsler, det blot gik ud på at udnytte. Den med længsel ventede safe haven, destinationen i Europa, som holdt deres mod oppe på den lange farefulde rejse, skulle endelig frigøre dem fra identiteten som undermennesker, kasteløse, fredløse eller hvad vi nu end skal kalde det, men nej, i Danmark er man som flygtning laveste på rangstigen. Man forbliver med andre ord et æsel.

Men i 2008 og 09 da jeg havde min gang på Center Gribskov var det at være uledsaget flygtningebarn trods alt noget andet end at være den voksne flygtning. Jo, man var mistænkeliggjort, og man var ikke garanteret asyl blot fordi man var mindreårig, men der blev trods alt truffet andre foranstaltninger. Mange ting kunne have været bedre, og det tænkte jeg i min naivitet også at de ville blive. På det tidspunkt anede jeg jo heller ikke, at Birthe Rønn Hornbech i samarbejde med Dansk Folkeparti ville revidere udlændingeloven, der i 2011 resulterede i, at netop uledsagede børn, såfremt de ikke kunne sendes tilbage til hjemlandet, ikke nødvendigvis blev garanteret varigt ophold, men meget vel kunne risikere en midlertidig status frem til deres 18. år.

Virkeligheden er således en helt anden end den virkelighed, jeg beskrev i ÆSEL. Virkeligheden er kun blevet værre både ude i verden og herhjemme i Danmark. Det er ikke alene blevet endnu farligere for den etniske minoritet Hazara, men det er også blevet mere eller mindre umuligt at skabe sig et liv i Danmark, hvis ikke man kan bevise at man er personligt forfulgt.

I løbet af de sidste par år har jeg fulgt de to Hazara drenge, Abolfalzls og Vahids skæbner tæt, to drenge, der havde mistet al kontakt til deres familie i Afghanistan og som kom hertil i december 2010. De to traumatiserede drenges skæbner er et skoleeksempel på, hvordan den reviderede udlændingelov kom til at påvirke mange uledsagede flygtningebørn. Brødrene opnåede aldrig varig asylstatus, og den konstante revurdering af deres sag gjorde, at de aldrig opnåede den nødvendige ro og stabilitet til at bearbejde den posttraumatiske stress, de begge led under. Selvom de ingen familie eller relationer havde tilbage i Afghanistan, og selvom IOM ikke kunne stå inde for hjemsendelsen og derfor ikke ville hjælpe med repatriering ved hjemkomsten, blev brødrene sendt tilbage til Afghanistan i juni i år. Den yngste, Abolfazl, blev ganske kort efter kidnappet og slået ihjel af Taleban. Den ældste, Vahid, flygtede kort efter til Iran, hvor han på nuværende tidspunkt lever under jorden efter netop at have fået afslag på humanitært ophold i Danmark. Nu søges der en sidste gang, og hvis ikke det lykkes for ham at få asyl, forventer hans kontaktperson, at han vil tage sit eget liv, da han dermed ingen fremtid har noget sted.

Grunden til at vi på nuværende tidspunkt ser så mange uledsagede Hazara-flygtningebørn i Europa, skyldes to ting: Taleban har genvundet meget magt i Afghanistan. De er ude efter de unge Hazara-drenge. Dem der har held til at flygte til Iran må leve under jorden, hvis de ikke vil risikere at blive hvervet til krigen i Syrien, hvor den iranske hær sender tusindvis af illegale Hazara-drenge for at indgå som kanonføde i Assads hær.

At sende Hazara-drenge tilbage til Afghanistan er det samme som at sende dem i døden. Enhver Hazara-dreng der ankommer på dansk jord, bør derfor opnå varigt ophold. Vi må stå med et system for disse drenge, og mange af de andre flygtningebørn, som kommer hertil, der kan hjælpe dem igennem deres traumer, så de fra begyndelsen føler sig velkomne og kan begynde en tilværelse her i Danmark – ikke som æsler, men som mennesker.

Intro til min blog

De børn vi sender tilbage

Kort før sommerferiens begyndelse kunne jeg på forsiden af Politiken læse, at de to afghanske brødre Vahid og Abolfazl Vaziri, der kom hertil som uledsagede flygtningebørn tilbage i 2010, nu var blevet tvangshjemsendt en tidlig morgen i juni. De to drenge havde ellers indvilliget i frivillig hjemrejse efter, at de havde fået afslag på ophold efter udlændingeloven § 9c, stk. 1.

Til trods for at IOM (International Organisation for Migration – et FN organ som hjælper med repatriering i hjemlandet) ikke ville samarbejde med Danmark om hjemsendelse, fordi drengene ingen familie eller kontakter har i Afghanistan og til trods for at professionelle psykologer og psykiatere ikke vurderede drengene psykisk stærke nok til at blive sendt tilbage til Afghanistan, havde Udlændingestyrelsen truffet beslutningen om hjemsendelse. Drengene så ikke andre muligheder end at acceptere deres skæbne, og de skrev under på dokumenterne om frivillig hjemsendelse og bad blot om at blive varslet i tide, så de kunne nå at pakke og sige farvel til deres venner.

Ifølge drengenes kontaktperson, Lise, var der indgået en aftale med politiet om, at drengene på forhånd ville få en dato for hjemrejsen, men den. 29. juni klokken 6.10 om morgenen blev hun vækket af en desperat og grædende Vahid, der i telefonen forklarede, at politiet var kommet for at hente dem, og at de ikke engang kunne få lov til at tage afsked med deres nærmeste, heriblandt Lise, men det endte med at Lise fik politiet overtalt til, at hun kunne møde dem i lufthavnen, så de under overvågning kunne få sagt farvel.

Hele sommeren har jeg gået og spekuleret på, hvordan det mon er gået Vahid og Abolfazl, hvis sag jeg har fulgt med i på afstand og skrevet om tidligere. Ifølge IOM er det alt for risikabelt at sende børn og unge mennesker tilbage til hjemlandet, hvis ikke der findes mindst en person til at modtage dem og påtage sig ansvaret for dem. Drenge uden familie og klantilhørsforhold er i stor risiko for at blive bortført til mandlig prostitution eller blive snuppet og tvangsudskrevet til Taliban.

Jeg besluttede at kontakte drengenes kontaktperson for at høre, om hun havde hørt fra drengene efter hjemsendelsen. Jeg havde lige lagt mine børn i seng og stod og stirrede tomt ind i køleskabet, da Lise ringede tilbage til mig. Jo, hun havde hørt fra Vahid for to uger siden. Han ringede fra en telefon, han havde lånt eller snuppet fra nogen, og samtalen havde været ultra kort før de blev afbrudt. Det han havde fortalt var så oprørende og fortvivlende, men ifølge IOM forudsigeligt: Begge drengene var blevet berøvet, da de for nu over en måned siden ankom i Kabul. Alt var blevet taget fra dem: Penge, tøj, telefoner. Alt. Men hvad der var endnu mere oprørende var, at de to drenge nu var blevet væk fra hinanden. I flere uger har Vahid ikke kunne finde sin lillebror og selv bor han på gaden. Det var alt Lise nåede at få af vide, inden forbindelsen blev afbrudt, men på sin vis også rigelig information for myndighederne her i Danmark.

Vahid og Abolfazl, som både talte dansk og gik i skole og var godt i gang med at skabe sig en stabil tilværelse her i Danmark med hjælp fra voksne, som de havde knyttet sig til, bor nu på gaden i Kabul og ejer kun det tøj de står og går i, eller det vil sige, at så meget ved vi om Vahid, den ældste. Den yngste, Abolfazl, ved vi ikke om overhovedet lever endnu. I juni måned var han ved at tage sin tiende klasses afgangseksamen på en skole ude på Amager. Jeg talte i telefon med hans klasselærer, som fortalte, at han klarede sig bedre og bedre både fagligt og socialt og var klar til at begynde i gymnasiet.

Intro til min blog

Jeg boykotter dansk politik

Min grundlovstale om dansk asylpolitik i dag, Amfiscenen, Brandts Klædefabrik, Brandts Passage klokken 15. 45

I Danmark har det at bedrive politik og være politiker i mange år gået ud på at forsøge at skjule sandheden for borgerne, skabe myter og lefle for vælgerne med de løfter, man tror de vil høre, ligegyldigt, hvor meget man end sælger ud af partiets kerneværdier på den bekostning. Der lader ikke til at være meget værdighed, stolthed eller principfasthed tilbage i dansk politik. Alle værdier er til salg, hvis de kan indbringe vælgere.

Da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 indtrådte en helt ny æra i dansk politik, som sådan en som jeg, håbede og troede kun ville vare i en periode – det var teflonæraen, dæmoniseringsæraen, løgneræraen, krigsæraen – men det viser sig, at Anders Fogh Rasmussen blot var pioner for en helt ny måde at regere på i Danmark, som vores nuværende socialdemokratiske statsminister Helle Thorning Schmidt har forfinet og måske gjort så levedygtig, at vi nu for alvor har lagt ideologierne i graven.

Helle Thorning Schmidt har valgt det samme kostume – hun har iført sig den samme jernbrynje, samme stirrende blik og udtryksløse maske til at udfylde statsministerpersonaen, som den Fogh ikke en eneste dag som statsminister missede at bære. Og hvis ikke Foghs motto den dag i dag stadig havde klæbet til ham, ville hun efter hver eneste mislykkede reform have afsluttet sin tale med, at ”der er ikke noget at komme efter”. Men sagen er, at der er rigtig meget at komme efter for som sagt, så bygger en stor del af Danmarks realpolitiske beslutninger på ren og skær myteomspundet retorik og fri fantasi.

Den diskurs regeringen benytter, når det kommer til flygtningespørgsmålet og asylpolitikken er et skoleeksempel på, at ministrene med åbne øjne bilder befolkningen ind, at den nye stramning, hvor man som flygtning kun kan opnå midlertidig beskyttelsesstatus, er den eneste løsning for at undgå, at vi bliver oversvømmet af tusindvis af flygtninge. Sandheden er, at vi på ingen som helst måde er ved at bukke under for noget flygtningepres. De seneste tal fra 2014 er meget lidt alarmerende: 14.815 personer søgte sidste år asyl i Danmark, og

6.110 personer opnåede asyl. Af alle tilkendte opholdstilladelser i 2014 udgør asyl 8 % af disse. Myten om, at vi er et af de vestlige lande der modtager flest asylansøgere målt i forhold til landets størrelse er også helt ude i hampen. I perioden 2010-2014 nåede Danmark ikke engang op blandt de top ti vestlige lande, som modtog flest asylansøgere målt i forhold til befolkningstal.

Mens vi ligger og fedter rundt med de her meget beskedne tal, hvor end ikke 10.000 personer opnåede asyl i Danmark sidste år, er 51,2 millioner mennesker på flugt på verdensplan, hvilket er det højeste tal siden 2. verdenskrig. Det er her også vigtigt at tilføje, at UNHCR sidste år anslog, at 86 % af verdens flygtninge befinder sig i nærområderne. Dertil kommer alle de internt fordrevne. Over 90 % af alle de mennesker der er på flugt i verden lige nu befinder sig i nærområderne. Og de 10 lande som modtager flest flygtninge, ligger alle uden for Europa.

Disse tørre tal er ikke til at komme uden om, alligevel er det lykkedes statsministeren at bilde befolkningen ind, at vi kun kan tage en forsvindende lille del af de krigsflygtninge, vi i flere tilfælde selv har været med at til at drive på flugt, fordi vi aktivt har deltaget i at destabilisere deres land: En af de fire konflikter, som FN har kvalificeret i den mest alvorlige kategori for humanitære kriser, er Irak. Statsministeren argumenterer med, at vi hjælper bedst i nærområderne, men faktum er, at nærområderne er ved at bukke under: Hver 4. indbygger i Libanon er syrisk flygtning for bare at give et enkelt eksempel på, hvor overbebyrdede nærområderne er.

Verden befinder sig i en undtagelsestilstand, vi ikke har set lige siden 2. Verdenskrig, men for en statsminister som Helle Thorning Schmidt og for hendes modkandidat Lars Løkke Rasmussen handler det om nulvækst eller ikke nulvækst i den offentlige sektor, sundhedspolitik, dagpengereform og spindet konsensusretorik om, at kommunerne er ved at segne under vægten af flygtninge vel vidende, at det er løgn. DET ER LØGN. Det er ikke Danmark, der er ved at segne, men verden udenfor vores lille eksklusive europæiske klub, som vi bilder os ind, at vi kan blive ved med holde for os selv. Men når deres børn kommer og banker på vores dør, giver vi dem kun måske midlertidigt ophold, hvis ikke vi sender dem tilbage med det samme med den besked, at de bliver hjulpet bedre ude i nærområderne.

I årene 2011 til 2013 har 27 uledsagede mindreårige asylansøgere fået tildelt midlertidigt ophold, hvilket altså vil sige, at de må regne med at blive sendt hjem igen, så snart de fylder 18, og dette uagtet om de har tilbragt størstedelen af deres barndom i Danmark, og det uagtet om de har nogen af vende hjem til. Det er sådan vi bedriver asylpolitik, fordi vi ifølge Helle Thorning Schmidt ikke kan gøre andet, hvis vi skal undgå at bukke under for den enorme byrde, flygtningene udgør i Danmark.

To af de drenge som har været så heldige eller uheldige at få tildelt midlertidigt ophold i Danmark er Albofazi og Vahid Vaziri, der kom hertil i 2010 efter at have tilbragt en kummerlig flygtningetilværelse i Iran sammen med deres mor og øvrige søskende. Det endte med, at moren sendte de to brødre, som var de ældste i søskendeflokken, til Danmark i håb om, at familien en dag kunne blive samlet her.

Siden Albofazi og Vahid kom hertil i 2010 har de været udsat for et system, som gradvist har brudt dem mere og mere ned: De har levet adskilt i mange måneder ad gangen, fordi myndighederne betvivlede, at den ældste af dem var mindreårig, de er blevet udvist til trods for at de har mistet forbindelsen til moren i Iran og ingen familie har tilbage i Afghanistan. Med hjælp fra Udlændingelovens paragraf 9c, skt. 1, hvor det blandt andet lyder at ”der kun efter ansøgning gives opholdstilladelse (…) hvis udlændingen er under 18 år”, og hvis ”hensynet til barnets tarv taler derfor”, er det flere gange lykkedes drengene at få genoptaget deres sag, men nu efter fem år i Danmark, hvor begge drengene har lært at tale dansk og den yngste af dem er ved at afslutte tiende klasse, er den endelige dom faldet: De skal sendes tilbage til Afghanistan. Det er kun et spørgsmål om dage, før politiet kommer og henter dem på Asylcenteret i Kongelunden og sætter dem på et fly til Kabul.

Albofazi og Vahis Vaziri bliver sendt tilbage til Afghanistan til trods for, at IOM – International Organisation for Migration, det FN organ som Danmark samarbejder med om hjemsendelser, og som hjælper med repatriering i hjemlandet, har vurderet at begge drenge er for sårbare til hjemsendelse. De bliver sendt tilbage, selvom vi ved, at omkring 60 procent af tilbagevendende flygtninge i Afghanistan har store problemer med at genopbygge et liv, og hvor FN skønner, at cirka en tredjedel af de internt fordrevne i byerne er tilbagevendende flygtninge. Vi ved også, at drenge uden familie eller klantilhørsforhold er i ekstra stor risiko for at ende i de forkerte hænder og blive bortført til prostitution eller tvangsudskrevet til Taleban, som i løbet af det sidste år har genvundet meget magt. 2014 blev det blodigste år i Afghanistan siden invasionen i 2002.

De to brødre Albofazi og Vahid Vaziri bliver sendt tilbage til et land, hvor de i bedste fald forøger antallet af internt fordrevne, der i 2014 var oppe på 350.000 personer. I værste fald bliver de slået ihjel eller tvangsindlemmet i Taleban, som de i udgangspunktet flygtede fra.

Hvordan kan vi være dette bekendt? Hvordan kan vi tillade, at magten i Danmark slipper af sted med stramninger, der indebærer udvisninger som tilfældet Albofazi og Vahid Vaziri eller som de seneste vedtagelser om en ny kategori inden for asylansøgere – statsministerens nye hotte påfund om ”midlertidig beskyttelsesstatus”, som indebærer at man ikke kan søge om familiesammenføring i det første år.

Den udvikling, den førte asylpolitik har gennemgået de sidste godt femten år, er så fortvivlende og skræmmende. Den bygger på fjendebilleder og mytedannelse. Den bygger på løgn og forvanskede tal. Hvis rød blok genvinder magten efter valget, siger vi implicit til dem, at vi er tilfredse med dansk asylpolitik. Hvis blå blok derimod vinder beder vi dem om at stramme yderligere samtidig med at der vil blive skåret i udviklingsbistanden. Hvad er der at gøre andet end at boykotte dem alle sammen? Hvad er der at gøre andet end at gå ud i samlet flok og vise dem, at vi ikke tror på dansk politik.

Jeg boykotter dansk asylpolitik! Jeg boykotter dansk politik!

Intro til min blog

Fra den gode til den mistænkeliggjorte til den farlige flygtning

 Jeg skrev denne tekst i forbindelse med mit arbejde med ’Æsel’ tilbage i 2010. Teksten var et slags arbejdspapir. Nu op til valget, hvor retorikken igen skærpes i forhold til flygtningespørgsmålet, tænker jeg, at andre måske kan få glæde af denne korte gennemgang af ”flygtningens historie”.

 

 

Den gode flygtning

Mennesker har altid været på flugt. Vi kan spore referencer til flugten fra forfølgelse i hjemlandet helt tilbage i skrifter skrevet for over 3500 år siden, da de store imperier i Mellemøsten, såsom Babylonien og det gamle Ægypten blomstrede. Men definitionen på en flygtning som vi kender den i dag opstod først i kølvandet på 2. verdenskrig, da mere end 40 millioner mennesker var blevet statsløse i Europa.

Det var med disse mange rodløse europæere i tankerne at UNHCR (UN High Commissioner for Refugees) stiftedes og at konventionen om flygtninges retsstilling blev nedfældet i 1951. I konventionens artikel 1 skabes definitionen på en flygtning blandet andet ”… som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser…” Dengang og mere eller mindre helt frem til murens fald i 1989 var der stiltiende enighed om at fjenden tilhørte østblokken – de totalitære kommunistiske regimer. De der lykkedes at flygte til vesten op gennem 60’erne og 70’erne blev anset som en slags helte; folk der trodsede deres undertryggere og satte livet på spil i en farefuld flugt for at nå i sikkerhed i den frie verden. Det var let og stort set omkostningsfrit at betragte flygtninge som ”de gode”, for det lykkedes ikke mange andre at komme til vesten end systemkritiske forfattere og balletdansere med ben så lange, at de med smidig præcision kunne bore sig gennem jerntæppet.

Allerede i begyndelsen af 80’erne begyndte billedet dog at ændre sig. Antallet af flygtninge på verdensplan steg fra 10 millioner til 17 millioner, hvilket blandt andet skyldtes, at flygtningestrømmene fra Laos, Cambodia og Vietnam, som var begyndt i 1975, nu intensiveredes voldsomt. I det hele taget voksede problemerne i den tredje verden: Politiske omvæltninger i både Afrika, Asien og Mellemøsten skabte stadigt voksende flygtningestrømme. UNHCR var begyndt at miste grebet; der var hverken penge eller mandskab nok til at hjælpe folk i nærområderne. Ufrivilligt lod organisationen nye spillere på flygtningescenen komme dem til undsætning: Menneskesmuglere stod parate i kulissen til at hjælpe folk med at komme til vesten. I 1976 havde kun 20. 000 mennesker søgt om asyl i Europa. I 1981 var tallet helt oppe på 158. 500.

Det var ikke længere omkostningsfrit for den humanistiske vesteuropæer at tænke på flygtningen som den heltemodige overlever. Muren mellem øst og vest var ikke engang faldet endnu, men det var ”den gode flygtning”. Flygtningen blev allerede så småt anset som en trussel i Europa.

Den mistænkeliggjorte flygtning

Op gennem 1970’erne og begyndelsen af 80’erne stod flygtningespørgsmålet ikke højt på den politiske dagsorden i Europa. Spørgsmålet tyngede ikke bureaukratiet, men blev opfattet som en let håndterlig størrelse. Derfor kom det lidt som et chok, da ankomsterne i løbet af ganske få år intensiveredes. Til trods for de åbenbare brandpunkter folk flygtede fra, begyndte man at betvivle folks motiver. 1951 konventionen blev lagt frem på skrivebordene på emigrationskontorerne og nærlæst med lup. Sagsbehandlingen af de enkelte sager begyndte at tage længere tid og de første flygtningelejre, som vi kender dem i dag, opstod.

Begrebet ”økonomisk emigrant” entrerede flygtningediskursen; herskede der på nogen måde tvivl om hvorvidt asylansøgeren levede op til 1951 konventionens ”velbegrundede frygt for forfølgelse”, fik man lynhurtigt stemplet.

I midten af firserne var der mere eller mindre konsensus i Europa om at dæmme op for flygtningestrømmene ved at forhindre folk i at komme ind, hvilket først for alvor lykkedes med unionen, hvor Schengen-aftalen fra 1985 blev det første skridt hen imod skabelsen af en fælles ydre grænse. På det tidspunkt havde UNHCR med vores egen Poul Hartling som Generalsekretær holdt dundertaler for de europæiske regeringer i et forsøg på at få dem til at holde fast i det fælles humanistiske syn på asylansøgeren som et offer og ikke en snylter. De europæiske lande, ligesom det øvrige vesten, lod sig dog ikke anfægte, men var først og fremmest optaget af deres egen flygtningepolitik, og UNHCR blev i tiltagende grad ekskluderet fra debatten på området.

Det blev med Berlinmurens fald i 1989 at konflikten for alvor optrappedes. Hvis ikke ”den gode flygtning” på flugt fra de onde kommunistiske regimer allerede var blevet lagt i graven, blev den det for alvor nu. De sidste murbrokker var dårligt nok faldet før et årti præget af etniske konflikter, miljøkatastrofer og voksende fattigdom var blevet skudt i gang. 1990’ernes krige var mange og spredt over flere kontinenter. Det nye var, at størstedelen af dem ikke bundede i konflikter mellem nationalstater, men mellem etniske grupperinger såsom de etniske udrensninger på Balkan, konflikterne i Somalia og det kolossale folkedrab i Rwanda. Europa fik naturligvis bedst krigen på Balkan at føle, for ikke siden 2. verdenskrig var så mange mennesker flygtet ind over landegrænserne.

Til trods for at antallet af flygtninge på verdensplan faldt fra 19 millioner i begyndelsen af halvfemserne til 12 millioner i 2005, har den samlede globale modvilje mod mennesker på flugt været voksende siden østblokkens kollaps. Den såkaldte ”gode flygtning” hører en fjern tid til. Ikke nok med at flygtninge behandles som kasteløse andenrangsindivider, eller med Hannah Arendts ord: som ”the scum of the earth,” opfattes de nu også som en trussel mod vestens velfærd og en trussel mod vores sikkerhed.

 Den farlige flygtning

Selvom bevægelsen fra ”den gode” til ”den farlige flygtning” har været glidende og måske allerede tog sine spæde skridt mellem de jublende østberlinere hen over murbrokkerne den glædens dag i 1989, føles det alligevel skræmmende tæt på, at flygtninge blev opfattet som nogen vi skulle hjælpe i modsætning til nogen, vi skal bekæmpe. I løbet af relativt få år er hele sikkerhedsspørgsmålet vendt 180 grader. Før var det flygtningen, der skulle beskyttes og hjælpes under flugten, i flygtningelejren og senere i integrationsprocessen i det nye samfund. I dag er det os, der skal beskyttes mod de få flygtninge, der med hjælp fra menneskesmuglere, lykkes med at kæmpe sig vej ind i Europa.

Noget lignede 800. 000 mennesker smugles hvert år (tallet er fra 2010) over landegrænser og indbringer den samlede globale menneskesmuglerindustri et svimlende beløb på cirka 10 milliarder amerikanske dollars. Det skal understreges, at det er blevet dyrt at flygte, og det er blevet stort set umuligt at komme ind i Europa uden hjælp fra smuglerne. Det er således kun den økonomisk ”privilegerede” flygtning, der har råd til at kaste sig i smuglernes vold med stor fare for at blive fanget ind i et net af grov udnyttelse for at råde bod på de ”uforudsete merudgifter” flugten har afstedkommet.

Efter angrebene mod tvillingetårnene og Pentagon i New York den. 11 september 2001, hvorefter terrortruslen har været på den politiske dagsorden, er menneskesmuglerruterne i tiltagende grad blevet refereret til som ”terroristruterne”. Racistiske højredrejede partier i store dele af Europa har vundet det retoriske slagsmål om flygtningens status og formået at skabe både politisk og folkelig konsensus om flygtningen og terroristen som to sider af samme mønt – den praktiserede politik går ud på at holde dem begge ude.

Intro til min blog