De øjne som ser
På fredag den. 4. 3 udkommer Lars Gundersens store flotte portrætbog, som jeg har været så heldig at få lov til at skrive et essay til.
Det er kun på grund af lyset, som min synssans kan opfatte og omdanne til billeder, at jeg kan se skyerne på himlen, de evigt skiftende formationer, bilerne på vejen, de flimrende blade på kirsebærtræet gennem de støvede ruder, pigens rundkindede ansigt, som jeg ser hende, når hun træder ind til mig her i værelset. Verden lever i os som billeder, genopstår hver dag i nye billeder eller gentager sig selv, synes vi, i billeder vi allerede kender, når ikke vi kastes tilbage i vores eget indre mørke, hvor fortidens billeder ligger lagret i nedkølede arkivskabe, der ikke tåler dagens lys, hvis vi skal forblive i troen på, at vi virkelig ”ser” begivenhederne, som de udspillede sig dengang for længe siden.
Mit blik på verden. Det blik verden, dens levende skabninger, kaster tilbage på mig. Og hvem af os er det mon, der ser først – verden eller mig? Har vi ikke lært, at barnet ser det hele på hovedet i de første uger efter fødslen, at det er morens blik, der møder barnet længe før barnet møder morens? Og når barnet så endelig ser, går der relativt længe før det forstår, at det ikke er sig selv det møder, at det lys der fremkalder morens fysiske skikkelse for blikket ikke er en forlængelse af det selv, men en anden, et individ løsrevet fra det selv.
Efterhånden begriber barnet, at den andens blik, netop er et andet blik, at den måde moren ser barnet på, er en anden måde end barnet ser sig selv på. Vi vokser op og forstår, at der findes andre perspektiver, at selvom det er den samme fysiske proces vores øjne og hjerner gennemgår, når lyset filtreres gennem vores synsnerver og lagrer de billeder, der fremkaldes i vores hjerner, så er det forskellige billeder, vi refererer til, forskellige synspunkter billederne fremkalder. Det narrativ der følger det sete og det skete, kommer helt an på de øjne som ser og har set, og vi lærer at acceptere, at livet er mangfoldigt, at vi alle er forskellige og ser forskelligt på tingene. Det volder os ganske vist problemer, vi diskuterer i folketingssalen, ved middagsbordet, vi siger: ”Kan du dog ikke se …” Vi bliver vrede og frustrerede, men vi forstår også, at det nu engang er en præmis, når man lever i et åbent, pluralistisk samfund, at vi må acceptere, at vi ser forskelligt på tingene og på hinanden.
Lars Gundersens portræt af mig.
Men når vi sætter os foran portrætfotografen, glemmer vi alt det, vi har lært, at der findes ligeså mange fortolkninger af mig, som der findes individer der ser og forholder sig til mig. Foran fotografen bliver vi som børn igen, der falder i med morens blik, går i forlængelse af hende. Over for linsen, det sjælløse øje, glider jeg tilbage i symbiosen, og jeg tror, at fotografens blik og de billeder han tager af mig, er de samme, som de indre billeder jeg har af mig selv. Derfor bliver vi næsten altid chokerede, når vi får billederne at se bagefter: ”Gud er det sådan jeg ser ud?” Ja, det er blandt andet sådan, jeg ser ud. Det er sådan fotografen har set mig. ”Jamen det ligner jo ikke mig,” siger jeg skuffet over ikke at være blevet mødt af mors blik, men af en helt andens, som hverken har taget hensyn til min selvopfattelse eller forfængelighed, men først og fremmest har haft det gode portræt for øje: Det stærke billede, hvor noget opstår, en tilstand måske, en historie, hvor et eller andet uforklarligt ved mit ansigt udtrykker noget sandt, en autenticitet man ikke kan vige bort fra, selvom jeg ikke kan kende mig selv i det. Den amerikanske fotograf Diane Arbus forklarer det mystiske bag denne autenticitet på følgende måde: ”A photograph is a secret. The more it tells you the less you know.”
Men den svenske forfatter August Strindberg kunne ikke acceptere denne form for mystiske sandhedsudtryk, hvis ikke det korresponderede med hans eget syn på sig selv. Da en ven i 1906 kom til te hos forfatteren i Stockholm og fandt selvportrætter overalt i lejligheden, forklarede Strindberg, at der indtil videre ikke havde været andre end ham selv, der var lykkedes med at fotografere ham, så hans sjæl kom til udtryk i billedet. (Strindberg kunne altså ikke acceptere en anden billedlig fortolkning af ham selv end hans egen.)
Selfie
Spørgsmålet er om de mange selfies, som flyder rundt på de sociale medier er et udtryk for, at mediebrugerne ligesom Strindberg tilstræber at lade sjælen komme til udtryk eller om det først og fremmest handler om et behov for kontrol med selvfremstillingen. Når portrætfotografen tager sit billede er det hans eller hendes øjne, der fremkalder mit udtryk mere end det er min egen idé om mit udtryk. Jeg bliver så at sige til i den andens billede af mig, jeg genfødes, opstår i en ny version, en ny fortolkning, som muligvis ikke har noget at gøre med den, jeg føler mig som. Når jeg derimod strækker armene ud i den tomme luft og holder min smartphone op foran mit ansigt for at trykke på udløseren, bliver jeg ikke til i nogen andens blik end mit eget: Det er Narcissus der stirrer ned i vandspejlet og finder sig selv i den gentagelsestvang han kender: I det billede genkender jeg mig selv, i det billede elsker jeg mig selv og i det billede befaler jeg, at de andre skal elske mig.
Da den amerikanske fotograf Cindy Sherman i 1977 havde afsluttet sin fotografiske serie ”Untitled Film Stills” formulerede hun, at selvom fotografierne teknisk set var selvportrætter, så anså hun ikke selv serien for at være selvportrætter. Tværtimod var billederne et forsøg på at udtrykke, hvordan selvportrættet ikke nødvendigvis behøver at være et portræt af selvet.
Men forskellen på Shermans ”selfies” og de selfies vi hver dag møder på Facebook og på Instagram er, at Shermans iscenesættelser udtrykker stemninger og situationer vi genkender. En virkelighed kommer til udtryk i iscenesættelsen, hvorimod alle disse hverdagslige selvfremstillinger i selfie-fotografierne i deres tilsyneladende naturlighed eller ærlighed oftest fremstår komplet uvirkelige. Og måske er det den afgørende forskel på selfie-fotografiet og portræt-fotografiet. Selfie-fotografiet lægger sig ofte i forlængelse af konsumerismens billedstrøm: Selvfremstillingen udlægges på linje med tandpasta og andre produkter, hvor ingen andre lag ligger gemt end det, vi ser på billedet: Du får, hvad du ser. Hvorimod det kunstneriske portrætfotografi foretager den modsatte bevægelse; den andens blik på mig fremstiller det mystiske tredje, en ny form for sandhed, som ikke er sprogligt oversættelig, fordi den rummer alle de lag og historier, som det fysiske møde mellem to personer i den analoge verden kan indeholde.
Om øjet
