‘Som om’ findes

Den. 13. maj 2016 udkom min roman ‘Som om’ og den har fået en fantastisk modtagelse. 

IMG_2405

Anmelderne skrev:

Information: “‘Som om’ rummer den mest elegante prosa, jeg længe har læst. Stoltz viser længslen, tankerne og panikken bag den facade, som forleder andre til at tro, at smukke kvinder har det nemt … Traditionen fra Tove Ditlevsen og Kirsten Thorup er spillevende i denne roman, hvor Stoltz slår sit navn fast som en af tidens vigtigste prosaister.”

Politiken: “‘Som om’ har været en nødvendig bog at skrive, og den føles nødvendig at læse. Vi spilder ikke tiden, hverken forfatter eller læser. Kristina Stoltz holder sin Fanny frem med bævende hjerte, og jeg tager som læser imod hende med en følelse af taknemmelighed. Tak for tilliden og tak for niveauet.” *****

Weekendavisen: “Romanens lyst til at endevende det nære minder mig om god gammeldags bekendelseslitteratur (romanen er vist halvt selvbiografisk, det spiller nu ingen stor rolle), hvilket er en ros. I modsætning til de uendelige kronikker, der bliver skrevet om småbørnsliv, kernefamiliestress og moderne forventninger til kærligheden, er der ingen skråsikkerhed eller lette svar her, men åben undren.”

Berlingske Tidende: “At læse Kristina Stoltz’ gode prosa er godt, også når det gør lidt ondt … Kristina Stoltz registrerer detaljeret og sensitivt, også fra langt tilbage i Fannys egen tid, fra der, hvor hukommelsen kommer til kort.” ****

Kristelig Dagblad: “‘Som om’ beskriver ikke bare det smertelige sammenbrud eminent, den lader også det udsatte barn i en kaotisk og ustabil voksenverden komme til orde. Fortællingen er følelsesfuld og dybt bevægende uden at tippe over, og selvom bruddet er uundgåeligt, er det ikke mindre vemodigt, da det endelig finder sted.” *****

Jyllandsposten: “Der er godt med københavnerhistorisk lokalkolorit i christianshavnerbillederne, og der er nøgternt hjerte og smerte i beskrivelsen af en kvinde, der skal prøve at orientere sig i en tiltagende vished om, at hendes ægteskab er ved at dø.” ****

Femina: “Stoltz skildrer næsten alt for realistisk, rent og råt, hvad det er, vi siger farvel til, når vi lader kernefamilien smutte mellem fingrene på os, og også hvad der sker i et samfund, der i stigende grad hylder individualiteten.” *****

Det sprængte fundament

I Danmark ender mere end halvdelen af alle parforhold med en skilsmisse. Da jeg selv er skilsmissebarn og som voksen både er blevet gift og skilt to gange, har jeg længe haft lyst til at undersøge, hvad det egentlig gør ved os, at vi konstant udsættes for disse brud og opdelinger af verdener. I min nye roman ‘Som om’, der udkommer den 13. maj, forsøger jeg at fremskrive og bearbejde, hvordan det kan opleves, når fornemmelsen af et indre fundament sprænges i forbindelse med en skilsmisse.

IMG_1591

I efteråret 2012 vågnede jeg en morgen bælgøjet. I løbet af natten havde verden udspaltet sig, og jeg så ikke bare dobbelt, men i tre, fire og fem lag. Det var som at se gennem et kalejdoskop: Verden var sprængt i et uendeligt antal dele. Det var naturligvis en meget skræmmende oplevelse. Jeg blev undersøgt på kryds og tværs, men uden at lægerne nogensinde fandt ud af, hvad jeg fejlede – og efter nogle måneder gled mit øje på plads igen, og verden faldt tilsyneladende tilbage i sine vante dimensioner.

Den morgen jeg vågnede op og var blevet bælgøjet, stod jeg samtidig midt i en skilsmisse. Og selvom lægerne ikke ville anerkende, at der måske kunne være tale om en psykosomatisk reaktion, havde jeg selv en fornemmelse af, at mit syns spaltning sagtens kunne være et fysisk udtryk for, hvordan jeg havde haft det det meste af mit liv. En følelse som skilsmissen og den smerte der var forbundet med den, forstørrede så kraftigt op, at den simpelthen ændrede mig fysisk. Skilsmissen reaktiverede mit livs traume, som lige præcis er skilsmisse: Mine forældres skilsmisse, min mors skilsmisse fra min stedfar, min egen skilsmisse fra min første mand og nu en ny skilsmisse, som ville betyde at mine egne børn også ville blive skilsmissebørn.

Når man som barn oplever at ens forældre bliver skilt, sprænges ens fundament. Man står ikke længere på fast grund, men starter en ny tilværelse, hvor man hopper mellem to øer. I bedste fald ligger øerne relativt tæt på hinanden, der er sigtbarhed, og alt hvad der hedder fragt og kommunikation mellem de to, er noget de to voksne tager sig af. I værste fald er der mere eller mindre permanent dårligt vejr i det farvand, hvor øerne befinder sig og både fragt og kommunikation leder konstant til konflikt.

Uanset hvor god eller dårlig en skilsmisse er, vil barnets fundament for altid være sprængt, det vil for altid skulle navigere mellem to divergerende verdener, der med stor sandsynlighed vil blive mere og mere forskellige som årene går og forældrene indgår i nye parforhold og måske danner nye familier.

Jeg var ti år, da mine egne forældre blev skilt, og jeg begyndte på det tidspunkt at føre dagbog. Jeg har ført dagbog lige siden og i min reol står 37 tætskrevne notesbøger. Jeg havde aldrig læst i dem, men efter min anden skilsmisse besluttede jeg at læse dem alle sammen! Jeg ville se, om det var muligt at læse dem som var det en anden, jeg læste om. Min bagtanke var at prøve at forstå, hvad skilsmisser kan gøre ved et menneske. Hvad sker der, når familien deler sig i to eller måske på sigt i tre og fire? Hvad sker der med den enkeltes tilhørsforhold og forståelse af sig selv i den større sammenhæng?

Jeg fuldførte min mission med at læse de 37 dagbøger. Og det var fuldkommen ulideligt, som at blive kastet rundt i sit eget indre spejlkabinet, hvor perspektivet ganske vist var mit, men spaltet i tider og aldre.

Læsningen af dagbøgerne bragte samtidig så meget afstand til min egen personlige historie og erfaringer, at jeg nu var i stand til at undersøge dem i litterær form. Derfor satte jeg mig for at skrive den roman, der nu er blevet til ‘Som om’. Det er noget ganske andet at skrive fiktion end at føre dagbog. I fiktionen får figurerne et eget liv, og lidt ligesom når man drømmer om natten, smelter personer sammen og bliver til nye figurer, to lejligheder fra den virkelige verden bliver til en helt tredje, ting der har fundet sted i virkeligheden står side om side med ting, der aldrig har fundet sted.

Handlingen i romanen pendulerer mellem Fanny som ung pige i 1980’erne under hendes opvækst på Christianshavn og Fanny som voksen, gift kvinde og mor til to børn. Det centrale tema er skilsmisse, men i lige så høj grad kærlighed: Kærligheden mellem barn og forældre (særligt mellem en far og datter), kærlighed mellem en mand og kvinde, kærligheden til en bydel og en tid i historien.

Hvidhed #32

KLIMAKUNST

IMG_1381

I går var der fernisering på en stor klimakunstudstilling på Rebild centret i Rebild kommune i Nordjylland. Jeg har fire video/poesi værker med på udstillingen. Værker som også kommer til at indgå i det fælles værk jeg laver sammen med kunstgruppen POLAK (læs mere under ‘Projekter’).

IMG_1373Et screenshot fra mit videoværk “Det hvide snit”

IMG_1313Et screenshot fra mit videoværk ‘Crime Scene’

I udstillingskataloget står der blandt andet at “udstillingen kan ses som et møde mellem alvor og leg, mellem dommedag og eksistentiel livsgnist. Ambitionen med udstillingen er at skabe lokalt medejerskab om globale udfordringer, og derfor er det centralt at lokale kunstnere og digtere bidrager til udstillingen side om side med landskendte og internationalt anerkendte.”

Der var mange interessante værker med på udstillingen. Jacob Fuglsang Mikkelsens imponerende ‘C02 green Drive’ – en slags happening der første gang blev opført i 2009 under COP 15, og som siden er blevet genopført 37 gange i 27 byer på 6 kontinenter.

IMG_1400‘CO2 Green Drive’ af Jacob Fuglsang Mikkelsen

Læs mere om projektet her: http://www.jacobfuglsangmikkelsen.com

Billedkunstneren Søren Lyngbyes på stedet skabte isskulptur: En pingvin der står og smelter foran øjnene på os, mens vi taler om, hvad vi skal stille op med klimakrisen …

IMG_1407Søren Lyngbyes isskulptur

Og nede i den store kalkmine lige ved siden af museet var der en stor lys- installation, ‘Little sun’, hvor 50 af Olafur Eliassons og Frederik Ottesens solcelle ledlamper kaster nyt lys over den kendte, danske skulptør Anders Bunggaards skitse til skulpturen ‘Sneen smelter’.

IMG_1388Læs mere om ‘Little sun’ her: http://www.littlesun.com/index.php?sec=about

Udstillingen åbnede i går og varer indtil den. 29 maj 2016. Læs mere her: http://www.rebildcentret.com/klimakunst

Om hvidhed

Hvidhed #31

POLAK

IMG_1287

Sammen med fire andre kunstnere (Eva Tind, Janne Breinholt Bak, Katrine Grünfelt og Ursula Andkjær Olsen) har jeg siden 2013 været i gang med et større kunstprojekt, POLAK, hvor vi undersøger det menneskelige erobringsbegær (som historisk set har været et maskulint begær). Vores ambition har været at undersøge dette fra så mange vinkler som overhovedet muligt. Da det gik op for os, at Danmark i slutningen af 2014 ansøgte FN om ejerskab af havbunden under Nordpolen, besluttede vi, at vi ville tage derop. I øjeblikket crowdfunder vi til rejsen i håb om at komme afsted til sommer. Man kan give tilskud til vores rejse her:

https://www.booomerang.dk/projects/polak-til-arktis/

Når vi kommer hjem fra Nordpolen, laver vi en bog og en stor udstilling, hvor ambitionen er at fortælle nye historier og udfordre de stereotype forestillinger vi har om Nordpolen. Vi vil arbejde med begreber som kolonialisme, madkultur, kroppe, biologi, geologi, naturfænomener, sagn, ritualer og dyr. Vi vil udforske den danske stormagtsposition, og hvordan det påvirker den nationale selvforståelse at begære ejerskab over Nordpolen.

Nogle af os har allerede produceret flere værker til udstillingen. Et af mine værker hedder POLAK og kan ses her:

Om hvidhed

Øjet #20

De øjne som ser

På fredag den. 4. 3 udkommer Lars Gundersens store flotte portrætbog, som jeg har været så heldig at få lov til at skrive et essay til.

IMG_1272

Det er kun på grund af lyset, som min synssans kan opfatte og omdanne til billeder, at jeg kan se skyerne på himlen, de evigt skiftende formationer, bilerne på vejen, de flimrende blade på kirsebærtræet gennem de støvede ruder, pigens rundkindede ansigt, som jeg ser hende, når hun træder ind til mig her i værelset. Verden lever i os som billeder, genopstår hver dag i nye billeder eller gentager sig selv, synes vi, i billeder vi allerede kender, når ikke vi kastes tilbage i vores eget indre mørke, hvor fortidens billeder ligger lagret i nedkølede arkivskabe, der ikke tåler dagens lys, hvis vi skal forblive i troen på, at vi virkelig ”ser” begivenhederne, som de udspillede sig dengang for længe siden.

Mit blik på verden. Det blik verden, dens levende skabninger, kaster tilbage på mig. Og hvem af os er det mon, der ser først – verden eller mig? Har vi ikke lært, at barnet ser det hele på hovedet i de første uger efter fødslen, at det er morens blik, der møder barnet længe før barnet møder morens? Og når barnet så endelig ser, går der relativt længe før det forstår, at det ikke er sig selv det møder, at det lys der fremkalder morens fysiske skikkelse for blikket ikke er en forlængelse af det selv, men en anden, et individ løsrevet fra det selv.

Efterhånden begriber barnet, at den andens blik, netop er et andet blik, at den måde moren ser barnet på, er en anden måde end barnet ser sig selv på. Vi vokser op og forstår, at der findes andre perspektiver, at selvom det er den samme fysiske proces vores øjne og hjerner gennemgår, når lyset filtreres gennem vores synsnerver og lagrer de billeder, der fremkaldes i vores hjerner, så er det forskellige billeder, vi refererer til, forskellige synspunkter billederne fremkalder. Det narrativ der følger det sete og det skete, kommer helt an på de øjne som ser og har set, og vi lærer at acceptere, at livet er mangfoldigt, at vi alle er forskellige og ser forskelligt på tingene. Det volder os ganske vist problemer, vi diskuterer i folketingssalen, ved middagsbordet, vi siger: ”Kan du dog ikke se …” Vi bliver vrede og frustrerede, men vi forstår også, at det nu engang er en præmis, når man lever i et åbent, pluralistisk samfund, at vi må acceptere, at vi ser forskelligt på tingene og på hinanden.

IMG_1278Lars Gundersens portræt af mig.

Men når vi sætter os foran portrætfotografen, glemmer vi alt det, vi har lært, at der findes ligeså mange fortolkninger af mig, som der findes individer der ser og forholder sig til mig. Foran fotografen bliver vi som børn igen, der falder i med morens blik, går i forlængelse af hende. Over for linsen, det sjælløse øje, glider jeg tilbage i symbiosen, og jeg tror, at fotografens blik og de billeder han tager af mig, er de samme, som de indre billeder jeg har af mig selv. Derfor bliver vi næsten altid chokerede, når vi får billederne at se bagefter: ”Gud er det sådan jeg ser ud?” Ja, det er blandt andet sådan, jeg ser ud. Det er sådan fotografen har set mig. ”Jamen det ligner jo ikke mig,” siger jeg skuffet over ikke at være blevet mødt af mors blik, men af en helt andens, som hverken har taget hensyn til min selvopfattelse eller forfængelighed, men først og fremmest har haft det gode portræt for øje: Det stærke billede, hvor noget opstår, en tilstand måske, en historie, hvor et eller andet uforklarligt ved mit ansigt udtrykker noget sandt, en autenticitet man ikke kan vige bort fra, selvom jeg ikke kan kende mig selv i det. Den amerikanske fotograf Diane Arbus forklarer det mystiske bag denne autenticitet på følgende måde: ”A photograph is a secret. The more it tells you the less you know.”

Men den svenske forfatter August Strindberg kunne ikke acceptere denne form for mystiske sandhedsudtryk, hvis ikke det korresponderede med hans eget syn på sig selv. Da en ven i 1906 kom til te hos forfatteren i Stockholm og fandt selvportrætter overalt i lejligheden, forklarede Strindberg, at der indtil videre ikke havde været andre end ham selv, der var lykkedes med at fotografere ham, så hans sjæl kom til udtryk i billedet. (Strindberg kunne altså ikke acceptere en anden billedlig fortolkning af ham selv end hans egen.)

IMG_1284Selfie

Spørgsmålet er om de mange selfies, som flyder rundt på de sociale medier er et udtryk for, at mediebrugerne ligesom Strindberg tilstræber at lade sjælen komme til udtryk eller om det først og fremmest handler om et behov for kontrol med selvfremstillingen. Når portrætfotografen tager sit billede er det hans eller hendes øjne, der fremkalder mit udtryk mere end det er min egen idé om mit udtryk. Jeg bliver så at sige til i den andens billede af mig, jeg genfødes, opstår i en ny version, en ny fortolkning, som muligvis ikke har noget at gøre med den, jeg føler mig som. Når jeg derimod strækker armene ud i den tomme luft og holder min smartphone op foran mit ansigt for at trykke på udløseren, bliver jeg ikke til i nogen andens blik end mit eget: Det er Narcissus der stirrer ned i vandspejlet og finder sig selv i den gentagelsestvang han kender: I det billede genkender jeg mig selv, i det billede elsker jeg mig selv og i det billede befaler jeg, at de andre skal elske mig.

Da den amerikanske fotograf Cindy Sherman i 1977 havde afsluttet sin fotografiske serie ”Untitled Film Stills” formulerede hun, at selvom fotografierne teknisk set var selvportrætter, så anså hun ikke selv serien for at være selvportrætter. Tværtimod var billederne et forsøg på at udtrykke, hvordan selvportrættet ikke nødvendigvis behøver at være et portræt af selvet.

Men forskellen på Shermans ”selfies” og de selfies vi hver dag møder på Facebook og på Instagram er, at Shermans iscenesættelser udtrykker stemninger og situationer vi genkender. En virkelighed kommer til udtryk i iscenesættelsen, hvorimod alle disse hverdagslige selvfremstillinger i selfie-fotografierne i deres tilsyneladende naturlighed eller ærlighed oftest fremstår komplet uvirkelige. Og måske er det den afgørende forskel på selfie-fotografiet og portræt-fotografiet. Selfie-fotografiet lægger sig ofte i forlængelse af konsumerismens billedstrøm: Selvfremstillingen udlægges på linje med tandpasta og andre produkter, hvor ingen andre lag ligger gemt end det, vi ser på billedet: Du får, hvad du ser. Hvorimod det kunstneriske portrætfotografi foretager den modsatte bevægelse; den andens blik på mig fremstiller det mystiske tredje, en ny form for sandhed, som ikke er sprogligt oversættelig, fordi den rummer alle de lag og historier, som det fysiske møde mellem to personer i den analoge verden kan indeholde.

Om øjet