CAHUN er udkommet

CAHUN er udkommet og den har fået en fantastisk modtagelse!

Anmelderne skrev:

Berlingske Tidende: “Kristina Stoltz’ formfuldendte biografiske roman om en af de første »offentlige« gender queers, franske Claude Cahun, er et mesterværk, der i et pletskud skriver sig ind i vores kontrolfreakede samtid. Den er meget andet og mere end et feltstudie i flydende køn og seksualitet.” ******

Jyllandsposten: „Kristina Stoltz, en af vores allermest interessante og alsidigt talentfulde forfattere, har begået en på alle måder bemærkelsesværdig roman.“ *****

Dagbladenes Bureau: “Kristina Stoltz’ nye roman, “Cahun”, er det, man kalder exofiktion – eller en biografisk roman. Personerne, vi læser om, findes i virkeligheden, men forfatteren digter sig ind i deres tanker og drømme og følelser. Det kræver naturligvis dyb indsigt i, og respekt for, dem, det handler om, og mit indtryk er, at Kristina Stoltz besidder begge dele. Resultatet er en forrygende roman, der både giver et nuanceret og levende billede af historien, kunstneren og kvinden – eller kvinderne, for det ER både Lucy og Suzanne, der er Cahun det meste af vejen – og taler til vores egen tid med stigende fremmedhad, nationalisme og totalitarisme forklædt som terrorbekæmpelse.” ******

Information: “Kristina Stoltz’ ambitiøst altfavnende roman om den franske forfatter, fotograf og politiske aktivist, der kaldte sig Claude Cahun, er blandt andet spændende læsning, fordi den giver et bud på, hvorfor fantasien får kraft, når fascismen gør.”

Politiken: “Kristina Stoltz har skrevet om den atypiske franske avantgardekunstner Claude Cahun, og det er der også kommet en meget atypisk biografisk roman ud af. ****

Weekendavisen: “Kristina Stoltz har skrevet en udfordrende, eksperimenterende, ekspressiv og karnevalistisk udklædnings- og kunstnerroman.”

Elle: “Med romanbiografien Cahun formår Stoltz på forrygende vis at gøre fantasien til sandhedskilde. Man tror på hendes Lucy, lever med hende og ville ønske, hun stadig var der til at ruske op i det hele som en voksen version af Pippi Langstrømpe.” ****

Fine Spind: “Claude Cahuns liv og virke var – i hvert fald i Kristina Stoltz’ udlægning af historien – et radikalt opgør med alle de normer, der definerer vores samfund. Bogen er en tankevækkende men også forførende beskrivelse af, hvad der kan ske, hvis man som Claude Cahun, kompromisløst insisterer på at leve uden at tage hensyn til godt eller skidt, sandt eller falsk.” *****

Klassekampen (Norge): “Kristina Stoltz skriv med ein naturleg autoritet.”

Litteratursiden: “Grebet er avanceret og lidt af en genistreg fra forfatteren. Stoltz skaber i denne fortællekonstruktion en helt særlig reflekteret tilgang til Claude Cahuns spændende liv.”

Hvis man bare er et menneske, bliver man ikke behandlet som et medmenneske

I 1951 udkom Hannah Arendts hovedværk ”The Origins of Totalitarianism” første gang, for siden at blive genudgivet et utal af gange. Bogen beskriver og analyserer Nazismen og Stalinismen – de store totalitære, politiske bevægelser i den første halvdel af det tyvende århundrede. Efter valget af Donald Trump har den ikke så mærkeligt ligget på bestsellerlisten, og nu har Informations Forlag udgivet bogen ”De retsløse og de ydmygede” med tre essays af Hannah Arendt, der alle handler om flygtninge, statsløshed og rettigheder. Det sidste og længste essay i bogen ”Nationalismens forfald og enden på menneskets rettigheder” er et uddrag fra netop ”The Origins of Totalitarianism”, og det er skræmmende læsning, fordi det på trods af de 66 års tidsforskydning er som at sidde og læse om vores egen tid. I Arendts analyse er det ikke de store flygtningemasser i forbindelse med både Første og Anden Verdenskrig (flygtningemasser af samme størrelse som vi er vidne til i dag), der truer vores retsstater, men lige præcis de populistiske bevægelser og politikere, der lykkes med dæmonisere og mane skræmmebilleder frem, der i sidste ende kan føre til, at et demokratisk flertal ender med at afskaffe retsstaten.

Arendt indleder ”Nationalstatens forfald og enden på menneskets rettigheder” med at beskrive dagene både før og efter Første Verdenskrig, som dagene før og efter en detonation ­– hvor den første eksplosion har udløst en kædereaktion, som vi lige siden har siddet fast i. Første Verdenskrig sprængte uopretteligt Europas fredelige sameksistens – og med Versailles-traktaterne der klumpede mange forskellige folkeslag sammen i enkeltstater og omtalte nogle af dem som ”statsbærende folk” og andre som ”mindretal” var kimen til nye stridigheder lagt – for den langsigtede plan for mindretallene var at blive assimileret i de nye suveræne nationalstater.

Den Franske Revolution havde i sin tid forbundet erklæringen om menneskerettigheder med national suverænitet, hvilket betød at alle de nye mindretal, der nu var blevet efterladt uden deres egne stater, stod i en udsat position og det blev derfor Folkeforbundets (forløber for FN) opgave at garantere disse folks rettigheder.

Der havde altid eksisteret minoriteter i Europa, men minoriteter som en permanent institution, anerkendelsen af, at millioner af mennesker eksisterede uden for lovens normale beskyttelse og havde brug for en ekstra garanti for deres elementære rettigheder fra en udefrakommende institution (Folkeforbundet) var nyt i Europas historie. Minoritetstraktaterne erklærede, at kun folk af samme nationalitet kunne opnå borgerskab og nyde godt af lovlige institutioners fulde og hele beskyttelse. Personer af andre nationaliteter havde derfor brug for en undtagelseslov, indtil de var fuldstændig assimilerede og separerede fra deres oprindelse. Samtidig vedtog de fleste europæiske landes regeringer ny lovgivning, der gjorde det muligt at skaffe sig af med et større antal af sin befolkning, på et hvilket som helst opportunt tidspunkt. Hvilket for Det tredje Riges vedkommende gjorde det let at frakende jøderne deres tyske nationalitet, da man i 1933 havde lavet en lov, der betød at alle jøder der have forladt landet (naturligvis også dem der blev deporteret til en polsk lejr) automatisk mistede deres statsborgerskab.

Arendt skriver om Europas manglende anerkendelse af ”statsløse” i efterkrigstiden. Begrebet ”statsløs” forudsætter en anerkendelse af, at en person har mistet beskyttelsen af den retlige status, som en national regering og de nødvendige internationale aftaler yder. Efterkrigstidsbetegnelsen ”fordrevne personer” blev opfundet under krigen med det erklærede sigte af afskaffe statsløshed én gang for alle ved at negligere dens eksistens. Ikke-anerkendelse af statsløshed betyder altid repatriering, dvs. deportation til et oprindelsesland, der enten nægter at modtage personen eller tværtimod er ivrig efter, at personen skal vende tilbage og modtage sin straf. Hvad skulle man stille op med de fordrevne, som man ikke ville anerkende som statsløse? På internationale konferencer forsøgte man at etablere en juridisk status for disse personer, men mislykkedes hver gang. Samtlige diskussioner om flygtningeproblemerne kredsede om det ene spørgsmål: ”Hvordan kan flygtningen igen blive deporterbar?”

Allerede så tidligt som i 1930’erne blev det praktiske alternativ til det manglende ”hjemland” interneringslejre, der i forbindelse med Anden Verdenskrig udviklede sig til regulære arbejds- og udryddelseslejre!

Menneskerettighedserklæringen i slutningen af det attende århundrede var et historisk vendepunkt, for den betød, at fra nu af skulle loven udgå fra mennesket selv og ikke fra Gud eller sæder og skikke. Men ifølge Arendt indeholdt erklæringen det paradoks, at den forudsatte et ”abstrakt” menneskeligt væsen, og eftersom menneskeheden efter Den Franske Revolution blev opfattet som en familie af nationer, var det for hende indlysende, at det ikke er individet, men folket der udtrykker menneskets billede. Dette skaber problemer hver gang, der dukker folk op, der ikke længere er borgere i en suveræn stat – hver gang nogen har mistet retten til et hjem og retten til statslig beskyttelse – hver gang nogen er blevet rettighedsløse. Den rettighedsløses ulykke består i, at personen ikke længere tilhører noget bestemt fællesskab. Det vanskelige i situationen er ikke, at personen ikke er lige for loven, men at der faktisk ikke eksisterer nogen lov for den person. Og det er her den fundamentale berøvelse af menneskerettighederne består: Berøvelsen af en plads i verden, hvor synspunkter betyder noget og handlinger har konsekvens.

I praksis gælder menneskerettighederne kun dem, der er borgere i en nationalstat, og Arendt beskriver, hvordan de, der overlevede udryddelseslejrene efter Anden Verdenskrig efterfølgende insisterede på deres nationalitet (symbolet på deres tidligere borgerskab), fordi de var smerteligt bevidste om, at denne tilknytning også var deres eneste reelle mulighed for at blive betragtet som mennesker og ikke bare som ”vilde”. For vi fødes ikke som lige. Vi bliver lige som medlemmer af en gruppe, skriver Arendt, såfremt vi er stærke nok til at garantere hinanden lige rettigheder. Vores politiske liv hviler på den antagelse, at vi er i stand til at frembringe lighed ved organisation. Grunden til, at højtudviklede civilisationer så ofte insisterer på etnisk homogenitet, er, at de håber så vidt muligt at afskaffe forskelsdannelser, der i værste fald kan lede til had, mistillid og diskriminering. Den ”fremmede”, skriver Arendt, er et frygtindgydende symbol på, at der findes forskelle, at der findes individualitet, og peger på de områder, hvor mennesket er ude af stand til at forandre tingene, og som vi derfor begærer at ødelægge.

Når man er tvunget til at leve uden for fællesskabet, det vil sige uden for den menneskelige civilisation, selvom man med kroppen befinder sig midt i den, bliver man tvunget eller kastet tilbage til den rene skære individualitet, det naturligt givne og intet andet, hvilket betyder, at man kommer til at tilhøre den menneskelige race på en måde, der ligner den måde et dyr tilhører en specifik dyreart. Den fare, der ligger i eksistensen af store grupper af den slags folk er indlysende, og bør vække genklang i vores moderne kontekst til skræk og advarsel, for ”faren er,” skriver Arendt, ”at en global civilisation, der er forbundet universelt på kryds og tværs, kan skabe nye barbarer i sin egen midte ved at tvinge millioner af mennesker til at leve under betingelser, som, til trods for hvordan tingene tager sig ud, er de vildes betingelser.”

“De retsløse og de ydmygede – essays om flygtninge og statsløshed” består af de tre essays “Vi flygtninge”, “De retsløse og de ydmygede” og “Nationalstatens forfald og enden på menneskets rettigheder”. Alle tre essays er oversat Claus Bratt Østergaard. Bogen åbner med forord af Thomas Gammeltoft-Hansen. 

“Som om”

“Som om” er blevet indstillet til DRs romanpris 2017. Det er jeg enormt glad for. De andre nominerede forfattere er Kirsten Thorup, Merete Pryds Helle, Niels Lyngsø, Christina Hesselholdt og Mich Vraa.

Afviste asylansøgere deponeres som menneskeligt vraggods

Jeg har skrevet denne beretning sammen med min kollega, forfatteren Kirsten Thorup, efter vores besøg i Vridsløselille Statsfængsel og på Kærshovedgårds Udrejsecenter. Foruden samtaler med fagpersoner inden for menneskerettigher, jura og asylområdet har vi talt med beretningens to hovedpersoner. Teksten blev bragt i Politiken, den. 15. oktober 2016.

En rejse ind i mørket

 

På en briks i et lille lukket rum ligger en ung, afghansk mand på 24 år. Det er midt på dagen, men for den unge mand gør det ingen forskel, om det er nat eller dag. Han har ikke længere nogen tidsfornemmelse, og han har for længst givet afkald på opretholdelsen af en døgnrytme. Rummet er meget lille, 7 kvadratmeter. Foruden briksen er der et skab, et fjernsyn, et bord og en stol derinde. Foran det lille vindue er der tremmer. Det ligner en fængselscelle. Det er en fængselscelle. Vi befinder os i det 157 år gamle Vridsløselille Statsfængsel, som man egentlig ville lukke ned, fordi man anså det for at være for nedslidt til danske kriminelle. Men på trods af fængslets dårlige forfatning besluttede man i forbindelse med hasteændringen af udlændingeloven i november 2015 at benytte fængslet til det stigende antal frihedsberøvelser af afviste asylansøgere, som regeringen nu gav politiet beføjelse til at foretage.

Den unge mand er en ud af de cirka 30 frihedsberøvede udlændinge, der på nuværende tidspunkt opholder sig i Vridsløselille Statsfængsel, fordi de efter at have fået afslag på asyl, men af forskellige grunde ikke vil eller kan sendes hjem, formodes at ville ’gå under jorden’. Ingen af dem har foretaget sig noget kriminelt, alligevel udsættes de for landets hårdeste straf. Deres telefoner er blevet taget fra dem og de får ikke mulighed for at gå på internettet. Den eneste kontakt de har til omverdenen er en times besøg en gang om ugen samt et telefonopkald fra fængselstelefonen i 10 minutter om ugen.

Det banker på døren ind til vores unge mand, der stadig ligger på briksen. Han bevæger sig ikke, gør ikke ansats til at gå hen og åbne. En fængselsbetjent træder ind. ”Der er frokost”, siger han. Normalt ville den unge mand rejse sig og måske gå lidt ud på gangen i forbindelse med måltidet. Maden ville han nok ikke røre. Han plejer kun at spise morgenmad, for både frokostserveringen og middagsmaden, optøede Jyderupplatter fra et cateringfirma, smager så dårligt, at ingen af de indsatte har lyst til at spise det. Men i de sidste fem dage har han heller ikke spist morgenmad.

Ifølge Amnesty vil alle mennesker tage psykisk skade af at blive holdt indespærret under de vilkår, som man tilbyder de afviste i Vridsløselille Statsfængsel. Amnesty har endvidere påpeget, at frihedsberøvelse af psykisk sårbare mennesker kan være i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3, der forbyder menneskelig og nedværdigende behandling. Men der foretages ingen screening af de tilbageholdtes psykiske tilstand, inden man frihedsberøver dem, rent faktisk har dommeren ikke en eneste gang afvist politiets anmodning om at frihedsberøve en udlænding.

Den unge, afghanske mand er den ikkekriminelle afviste asylansøger, der for tiden har været frihedsberøvet længst i Danmark. Han kom til landet sammen med sin 20-årige kone og deres søn på knap 1 år i august 2014 og fik afslag på asyl i juni 2015. Efter to mislykkede hjemsendelsesforsøg forsøgte politiet igen at tvangsudvise den lille familie, og denne gang lykkedes det trods familiens åbenlyse protester at få dem om bord på et SAS-fly til Frankfurt. De fik strips om håndled og ankler og blev placeret bagerst i ruteflyet på en række for sig selv. Deres højlydte protester blev dæmpet ved, at de medfølgende betjente pressede dem forover i sædet og holdt dem for munden. Den lille dengang halvandet-årige dreng sad på rækken foran forældrene sammen med en kvindelig betjent. Ved ankomsten til Frankfurt, hvorfra det var meningen, at de skulle videre til Kabul med Indian Airlines, smed den unge mand sig på gulvet og nægtede at følge med ud til gaten. Politiet slæbte ham med hen til lufthavnens politistation og fik ham anbragt i en kørestol og spændt fast. Familien blev dernæst fulgt ud til gaten. Den lille dreng, der stadig var i betjentens varetægt, skreg hele vejen, indtil han til sidst mistede stemmen, men betjenten gav ikke tilladelse til, at han kunne blive trøstet af sin mor.

Indian Airline nægtede at tage familien med om bord, eftersom det var åbenlyst, at de modsatte sig rejsen. Politiet måtte derfor bringe dem tilbage til Kastrup, hvor moren og barnet omgående blev sendt tilbage til Sandholmlejren (for senere at blive overflyttet til Kongelunden), og manden blev placeret i Vridsløselille Statsfængsel.

Den unge mand bliver liggende på briksen, efter at fængselsbetjenten har forladt hans celle. I det første lange stykke tid af hans ophold i fængslet sad han i isolation i 23 timer af døgnet, med kun en times daglig gårdtur. Først flere måneder senere, efter at ombudsmanden havde besøgt fængslet, blev der lempet på det strenge regime, og de indsatte fik lov til at komme mere ud i luften og besøge hinanden i de små celler.

Han vender sig ind mod den grå, afskallede væg, hvis dybe revner han lige nu fantaserer om som udveje. Flugtveje. Men der er ingen veje ud af dette tusmørke-vakuum, som muligvis aldrig ender, men bliver en fortsat rejse dybere og dybere ind i et ikkeliv, ind i en parallel virkelighed til den retsstat, vi borgere lever i. Som asylansøger er man ikke borger noget sted, og som afvist asylansøger har man fået frataget den rest af rettigheder, som de øvrige asylansøgere dog har: retten til undervisning, retten til at arbejde (praktik), retten til familieliv. Det er det sidste, der har slået vores unge mand helt ud, at han ikke kan få lov til at være sammen med sin familie. Hans nu 2½ år gamle søn har svært ved at genkende ham, fordi de ser hinanden så lidt og intet har med hinanden at gøre i det daglige. Ved det sidste retsmøde var dommeren tydeligt i tvivl om, hvorvidt det var forsvarligt at frihedsberøve ham på 11. måned. De danske myndigheder havde chartret et fly til den lille familie, men havde fået afslag på landingstilladelse i Kabul. Der er fortsat ingen udsigt til at kunne sende familien hjem, og hvor længe kan frihedsberøvelsen fortsætte? Dommeren måtte bruge tre timer, inden hun alligevel endte med at stadfæste den fortsatte frihedsberøvelse.

I den tid, den unge mand har opholdt sig i Vridsløselille Statsfængsel, har den danske stat arbejdet som besat på at få sendt lige præcis denne lille familie tilbage til Afghanistan. Det er derfor, man ikke tør risikere, at han og hans familie ’går under jorden’. Det er derfor, man er villig til at forlænge frihedsberøvelsen igen og igen og måske gå helt til den 18 måneders tidsgrænse, som Danmark har skrevet under på at overholde i det europæiske asyldirektiv. Man er villig til at forlænge frihedsberøvelsen, til trods for at den unge mands læge i sin seneste sundhedsrapport skriver, at han har indledt en sultestrejke, og at han i løbet af kort tid er gået fra at være en velfungerende, optimistisk person til en ensom og vred mand, der føler sig uretfærdigt behandlet af systemet. Lægen vurderer, at han i nærmere fremtid vil kunne være til fare for sig selv eller sine omgivelser, hvis ikke han snart bliver genforenet med sin familie.

Hvorfor fortsætter man frihedsberøvelsen af en mand, som er under hastig psykisk nedbrydning, hvis ikke der er udsigt til at kunne sende ham og hans familie hjem? Det gør man, fordi Afghanistan med medhold fra FN siden 2015 ikke har villet tage imod tvangshjemsendte børnefamilier, kun enlige mænd og par uden børn. Men nu skal det lykkes Danmark at statuere et eksempel på det modsatte: at man kan tvangshjemsende børnefamilier, selvom det indtil videre hverken er lykkedes for Norge eller Sverige. Det er tilfældigvis vores lille, afghanske familie, der er blevet murbrækkere i dette eksperiment for en strammere flygtningepolitik i skarp konkurrence med de øvrige EU-lande.

Det er blevet mørkt i den lille celle, hvor vores unge mand stadig ligger på briksen, stadig med ansigtet vendt ind mod den afskallede væg, men han kan ikke længere se revnerne i muren, han kan ikke forestille sig nogen som helst udveje andet end den død, han måske går i møde ved ikke at spise.

Han er netop vågnet af et mareridt. Det er det samme hver nat: Først ligger han og vender og drejer sig i time efter time, og når han endelig falder i søvn, vågner han kort tid efter badet i sved.

For første gang i over et døgn træder han ud på gangen. Der er mørkt. Den lange endeløse gang foran ham med det udtjente køkken nede for enden. Der er aldrig nogen aktivitet ude på gangen. Selv nu efter at de har fået lov til at gå uden for cellerne, bliver folk for det meste inde hos sig selv. Engang underviste en kendt dansk kok de indsatte kriminelle i at lave lækker mad i de køkkener, der som en hån mod de underernærede, permanent sultne indsatte bare står og samler støv.Vridsløselille er som et spøgelsesfængsel, hvor kun 2 ud af de 13 afdelinger er i brug. Der er flere ansatte, end der er indsatte, og der er alt, alt for stille, de tykke mure har opsuget alt liv fra kroppene i cellerne. Den unge mand har det, som om stilheden larmer og gør det umuligt for ham at falde til ro. Han går tilbage sit værelse. Der er kulsort derinde i den lille celle. Han er blevet vant til mørket, som om de sidste mange måneder har været en lang rejse dybere og dybere ind i en nat, der aldrig ender. Han lægger sig igen og forsøger at sove.

Solstrålerne kiler sig vej ind mellem tremmerne i det lille støvede vindue, men vores unge, afghanske mand er ikke på vej ud af sengen. Han ligger oven på briksen, oven på dynen, med alt sit tøj på. Hvis ikke han står op og spiser morgenmad nu, hvor fængselsbetjenten kommer forbi med morgenmadsvognen, er det den 6. dag, han ikke spiser. Han er allerede meget afkræftet, og hans tanker kører i ring. Han tænker på sin kone og sin lille søn. Han savner dem usigeligt, og han har en følelse af, at han aldrig får dem at se igen. Det banker på døren, men han bliver liggende. Han føler ikke, at han har kræfterne til at rejse sig. En fængselsbetjent træder ind og siger, at han har besøg, at han skal følge med hen til besøgslokalet.

Han bevæger sig langsomt ned gennem gangen. Han er svimmel, og han føler sig stiv i alle leddene. I besøgslokalet sidder hans advokat. Han fortæller ham, at det er lykkedes at få genoptaget både hans kones og hans søns sag, og at han stærkt regner med, at han vil kunne blive løsladt fra fængslet for at komme og bo sammen med dem så længe sagen er i proces. Håbet er, at han på længere sigt vil kunne blive familiesammenført med sin kone og søn, hvis de ender med at få asyl. Men den unge mand kan ikke tro, at det vil lykkes, at det nogensinde vil lykkes at komme ud af fængslet, at mørket nogensinde får en ende, det kan han ikke se for sig. Han har mistet håbet. Advokaten er urolig for ham. Han kan se, at han er meget dårlig. Han siger til ham, at han bliver nødt til at spise. Vores unge, afghanske mand nikker og lover, at han vil forsøge.

Uden for tid og sted

Udrejsecenter Kærshovedgård ligger bag høje træer i det flade marklandskab. Der er ingen beboelse i miles omkreds og 7 kilometer til den nærmeste landsby. Den offentlige transport er indstillet i forbindelse med oprettelsen af centret, der derved helt isoleres fra det omgivende samfund.

Vi kommer ind gennem den smukke gamle hovedport og bliver mødt af travl byggeaktivitet. Der holder 5-6 kassevogne fra forskellige lokale håndværkerfirmaer på gårdspladsen. Det tidligere åbne fængsel, bygget til 200 indsatte, skal udvides til 600 kriminelle på tålt ophold, kriminelle med udvisningsdomme og ikkekriminelle afviste asylansøgere. Enecellerne skal gøres klar til to eller fire indsatte. Alle tidligere faciliteter i fængslet er konsekvent blevet nedlagt. Tv-stik i cellerne er revet ud, tekøkkenerne i barakkerne afmonteret, køleskabe fjernet. På vejen gennem centret kigger vi ind i tomme, stinkende fitnessrum, går en trappe op til et støvet bibliotek i et forladt møderum og ned igen i stueetagen, hvor der er en hengemt biografsal, fra dengang centret var et åbent fængsel. Minigolfbanen ligger og ruster i græsset mellem barakkerne.Som et levn fra et andet liv et andet sted dukker en legeplads med gynger og rutsjebane op mellem barakkerne. I barakken bag legepladsen er døren åben ind til et bart lokale med en gammel slidt tavle. Her skal der undervises i engelsk og modersmål. Dansk er ikke på skemaet. I forlængelse af undervisningslokalet er en ’lounge’ med lave sofaer, sofaborde og en stor fladskærm ved at blive indrettet. Endevæggen er dekoreret med et John Lennon-citat: Life is what happens to you while you are busy making other plans.

Efter nedlæggelsen og afmonteringen af alle fungerende aktivitetsfaciliteter og værksteder skal det tidligere fængsel genopstå som ’udrejsecenter’. Det vrimler med håndværkere, der hamres og bankes, slibes og males i en atmosfære af fremdrift og optimisme. I indgangen mellem kontorbygningerne installeres censorer til et splinternyt overvågningssystem. Her i de idylliske omgivelser er Inger Støjbergs prestigeprojekt under opførelse. En ombygning for millioner er i gang. Der bygges visionært. Der tænkes stort. En model af fremtidens samfund er ved at tage form.

En mand i spidse sko og habitjakke kommer gående hen over gårdspladsen. Der dingler et Røde Kors-navneskilt fra bukselommen på hans cowboybukser. Han kommer hen til os og spørger, om vi er udsendelsesrådgiverne. Det er vi ikke, bare på besøg. Han ser desorienteret på os, men samler sig sammen til pligtskyldigst at tilbyde os en rundvisning. Han beder os følge med og går hastigt foran. Han forklarer sin tilstedeværelse med, at han som overordnet Røde Kors-udsending er kommet for at tjekke, om centret er præsentabelt og klar til den store rundvisning senere på dagen for beboerne i lokalområdet.

Vi følger med den venlige Røde Kors-mand hen til nogle barakker, hvor håndværkere er ved at lægge sidste hånd på opsætningen af et højt hegn. Den solide jernlåge ligger på jorden og venter på at blive sat op i hegnåbningen. Røde Kors-manden indrømmer, at det ser lidt mærkeligt ud, men det er ikke, som man skulle tro. Det er særligt sårbare personer, som skal bo i de her barakker; folk, der skal have ekstra meget ro. De skal selv kunne bestemme, hvem der må komme ind til dem. Det er altså ikke et hegn, der spærrer inde, men et hegn, som lukker ude. ”Giver det mening?”, slutter han forpustet. Men hvad er det for nogle personer, der skal bo bag det høje hegn? Vi har hørt, at det indhegnede område er tiltænkt kriminelle på tålt ophold, som skal overflyttes fra andre centre i landet for at samles og isoleres her i den sikrede afdeling. I fremtiden vil der blive mange flere på tålt ophold som følge af den skærpede strafferamme på udlændingeområdet. Manden gentager, at det er særlig sårbare personer. Og hvem disse personer er, afgør politiet og kriminalforsorgen. ”Røde Kors holder sig helt uden for politik, vi sørger bare for indholdet”, siger han pædagogisk og giver hånd. Hans tid er knap på denne vigtige dag, hvor forholdene for de indsatte i centret skal vises frem for naboer og lokale medier.

Foreløbig er der kun 35 afviste ikke-kriminelle asylansøgere i det stort anlagte udrejsecenter. De er indkvarteret i to afsidesliggende barakker. Tyve vagter fra Kriminalforsorgen er indkaldt på skift til at passe på dem. Også denne gruppe ikke-kriminelle forventes at vokse i fremtiden, i takt med at alle afviste, hvis det går som Støjberg vil, skal frihedsberøves. De fleste af de 60 afviste, der i første omgang blev overflyttet til udrejsecentret fra andre lejre, er forsvundet igen og gået under jorden, eller de er slet ikke mødt op. Herude i den fjerne ende af centret virker der mennesketomt. Ud over to robotplæneklippere, der som små sorte, græsædende kakerlakker er i konstant bevægelse hen over plænerne mellem barakkerne, er der ikke tegn på liv. Og hvordan skulle der også kunne være liv, hvor der ikke er noget håb?

I et rum i den ene af de to beboede barakker sidder en mand på en stol ved vinduet og kigger ud på den forhenværende fodboldbane, hvor der efter planen skal opføres endnu flere barakker til det store rykind af afviste, som regeringens stramninger forventes at producere. Omid er iraner. Han har været i asylsystemet i 13 år og fik endeligt afslag på asyl i 2011. Han taler godt dansk og er uddannet maskiningeniør fra et universitet i Teheran. Han har fået tilbud om arbejde i et privat firma i københavnsområdet, hvis hans asylsag bliver genåbnet, og han får asyl.

Med anbringelsen på Kærshovedgård er han afskåret fra sit tidligere liv i Avnstruplejren på Sjælland, helt i overensstemmelse med Støjbergs planer om, at ”ingen afvist asylansøger bare skal kunne tage til København og have et almindeligt (familie)liv”. Kærshovedgård er formelt et åbent område, og der er ikke lås på dørene, men med de forskellige administrative stramninger som meldepligt og overnatningspligt fungerer centret i praksis som et lukket fængsel. Uden retten til lommepenge eller arbejde har de afviste beboere ingen mulighed for at forlade centret, medmindre de har et netværk og kontakter udenfor.

Omid er 36 år og har spildt sin ungdom i forskellige danske asylcentre. Han nægter at medvirke til frivillig hjemsendelse til Iran, der ikke tager imod tvangsudviste. Han er bange for sit liv, hvis han vender tilbage. Han deltog som 22-årig i regimekritiske studenterdemonstrationer i Teheran. Der var en konfrontation med politiet. Hans ven blev fængslet, og han selv slap væk og flygtede. Men han kan ikke bevise over for Flygtningenævnet, at han er politisk forfulgt. En gang om året bliver han indkaldt af politiet. Han får en kuglepen i hånden og opfordret til at skrive under på det fremlagte papir om samtykke til frivillig udrejse, hvad han konsekvent afslår. Det årligt tilbagevendende ritual tager under fem minutter.

Omid bor for tiden alene på værelset, hvor der foruden de to køjesenge er et bord og nogle stole. Han holder sig for det meste for sig selv inde på sit rum. Der er ikke noget at komme ud til. Og han har ikke altid overskud til at mødes med sine medindsatte. Han bliver bare i dårligt humør af deres nedtrykthed i den håbløse ikke-tilværelse, der til forveksling ligner hans. I udrejsecentret deponeres de afviste asylansøgere som menneskeligt vraggods. Tiden er gået i stå. I morgen ligner i dag, som i dag ligner i går og i overmorgen. At gå rundt inde i en glasklokke og vide, at man ikke kan komme ud og deltage i samfundet, ikke kan få sit liv tilbage skaber en langsom lammelse, en psykisk og fysisk udmattelse. Røde Kors er ved at etablere sig i centret med forskellige initiativer, blandt andet fisketure til en nærliggende sø. Det er ikke svært at sætte sig ind i, at Omid ikke har lyst til at deltage, for hvor skulle han få lysten fra til den slags tidsfordriv, mens han venter på ingenting?

Han har tabt 10 kilo i de seks måneder, han har boet i udrejsecentret. Den mad, de afviste får, anser han for at være uspiselig. Den er ildelugtende og uappetitlig. Det er frosne færdigretter, der bliver tøet op i en mikroovn til frokost og middag, men aldrig er ordentligt opvarmet, når den bliver delt ud.

De indsatte protesterer mod den dårlige kvalitet ved at smide maden ud som affald og hamstrer franskbrød og ost fra morgenmaden til resten af dagen for at holde den værste sult fra døren.

Ifølge Udlændingestyrelsens hjemmeside er de afviste ikke omfattet af det danske sundhedsvæsen, bortset fra akut, livstruende sygdom og smertestillende håndkøbsmedicin. Derudover sorterer udgifter til sygdomsbehandling under ’Udlændingestyrelsens forsørgelse’. Et trægt bureaukratisk system, som er svært at trænge igennem til. Ved anmodning om lægekonsultation eller panodiler mod hovedpine bliver Omid ofte mødt af en mur. Det er kriminalforsorgens personale, der skønner, om en afvist indsat ser syg nok ud til at blive henvist til en sygeplejerske i Ikast, som så igen afgør, om en lægekonsultation i Jelling kan bevilges. Hvis han beklager sig, konfronterer personalet ham med, at han bare kan skrive under og samarbejde omkring sin hjemsendelse. Han har kun sig selv at takke for den umulige situation, han er havnet i. Men at skrive under ville for ham være den visse død.

Her efterlader vi vores to hovedpersoner: uden for det danske retssystem, i et udsigtsløst limbo, hvor de udsættes for en systematisk ydmygende og nedværdigende behandling, hvor de fastholdes i et liv uden mening eller indhold. Den totale mangel på fremtidsperspektiv under det kontinuerlige ’motivations’-pres nedbryder krop og sjæl både for de afviste i det ’åbne’ Kærshovedgård og i det lukkede Vridsløselille. At netop de ikkekriminelle bliver udsat for den hårdeste straf under forhold, der anses for uegnede til danske kriminelle, vidner om udlændingemyndighedernes nærmest sadistiske indstilling til de afviste asylansøgere og om en lovgivning, hvor afslag på asyl vendes mod de afviste selv og stik imod de demokratiske retsprincipper udløser frihedsberøvelse og indespærring af uskyldige mennesker.

Indtil videre peger ingen statistikker på, at man får flere afviste til at rejse frivilligt hjem ved at nedbryde dem som mennesker. Støjbergs fængsler tjener intet andet formål end en dyrtkøbt signalpolitik over for verdens flygtninge om, at de skal holde sig væk fra Danmark, hvor man risikerer at blive spærret inde på ubestemt tid. Er det et samfund, vi ønsker for fremtiden?

Kan vi leve roligt med bevidstheden om, at vi behandler vores medmennesker så umenneskeligt, afsondret i lejre og isoleret i fængsler?

Kan vi nyde vores behagelige tilværelse på en så dyster baggrund?

Jeg har fået en pris

Jeg er så heldig at være modtager af Drachmann legatet i år. Tusind tak! Søndag den. 16.10 uddeles legatet i Drachmanns Hus klokken 17. Mandag den. 17. 10 læser jeg op på Skagens Museum under overskriften ‘På Drachmanns skuldre’. Det er klokken 18.

 

 

‘Som om’ findes

Den. 13. maj 2016 udkom min roman ‘Som om’ og den har fået en fantastisk modtagelse. 

Anmelderne skrev:

Information: “‘Som om’ rummer den mest elegante prosa, jeg længe har læst. Stoltz viser længslen, tankerne og panikken bag den facade, som forleder andre til at tro, at smukke kvinder har det nemt … Traditionen fra Tove Ditlevsen og Kirsten Thorup er spillevende i denne roman, hvor Stoltz slår sit navn fast som en af tidens vigtigste prosaister.”

Politiken: “‘Som om’ har været en nødvendig bog at skrive, og den føles nødvendig at læse. Vi spilder ikke tiden, hverken forfatter eller læser. Kristina Stoltz holder sin Fanny frem med bævende hjerte, og jeg tager som læser imod hende med en følelse af taknemmelighed. Tak for tilliden og tak for niveauet.” *****

Weekendavisen: “Romanens lyst til at endevende det nære minder mig om god gammeldags bekendelseslitteratur (romanen er vist halvt selvbiografisk, det spiller nu ingen stor rolle), hvilket er en ros. I modsætning til de uendelige kronikker, der bliver skrevet om småbørnsliv, kernefamiliestress og moderne forventninger til kærligheden, er der ingen skråsikkerhed eller lette svar her, men åben undren.”

Berlingske Tidende: “At læse Kristina Stoltz’ gode prosa er godt, også når det gør lidt ondt … Kristina Stoltz registrerer detaljeret og sensitivt, også fra langt tilbage i Fannys egen tid, fra der, hvor hukommelsen kommer til kort.” ****

Kristelig Dagblad: “‘Som om’ beskriver ikke bare det smertelige sammenbrud eminent, den lader også det udsatte barn i en kaotisk og ustabil voksenverden komme til orde. Fortællingen er følelsesfuld og dybt bevægende uden at tippe over, og selvom bruddet er uundgåeligt, er det ikke mindre vemodigt, da det endelig finder sted.” *****

Jyllandsposten: “Der er godt med københavnerhistorisk lokalkolorit i christianshavnerbillederne, og der er nøgternt hjerte og smerte i beskrivelsen af en kvinde, der skal prøve at orientere sig i en tiltagende vished om, at hendes ægteskab er ved at dø.” ****

Femina: “Stoltz skildrer næsten alt for realistisk, rent og råt, hvad det er, vi siger farvel til, når vi lader kernefamilien smutte mellem fingrene på os, og også hvad der sker i et samfund, der i stigende grad hylder individualiteten.” *****

Det sprængte fundament

I Danmark ender mere end halvdelen af alle parforhold med en skilsmisse. Da jeg selv er skilsmissebarn og som voksen både er blevet gift og skilt to gange, har jeg længe haft lyst til at undersøge, hvad det egentlig gør ved os, at vi konstant udsættes for disse brud og opdelinger af verdener. I min nye roman ‘Som om’, der udkommer den 13. maj, forsøger jeg at fremskrive og bearbejde, hvordan det kan opleves, når fornemmelsen af et indre fundament sprænges i forbindelse med en skilsmisse.

I efteråret 2012 vågnede jeg en morgen bælgøjet. I løbet af natten havde verden udspaltet sig, og jeg så ikke bare dobbelt, men i tre, fire og fem lag. Det var som at se gennem et kalejdoskop: Verden var sprængt i et uendeligt antal dele. Det var naturligvis en meget skræmmende oplevelse. Jeg blev undersøgt på kryds og tværs, men uden at lægerne nogensinde fandt ud af, hvad jeg fejlede – og efter nogle måneder gled mit øje på plads igen, og verden faldt tilsyneladende tilbage i sine vante dimensioner.

Den morgen jeg vågnede op og var blevet bælgøjet, stod jeg samtidig midt i en skilsmisse. Og selvom lægerne ikke ville anerkende, at der måske kunne være tale om en psykosomatisk reaktion, havde jeg selv en fornemmelse af, at mit syns spaltning sagtens kunne være et fysisk udtryk for, hvordan jeg havde haft det det meste af mit liv. En følelse som skilsmissen og den smerte der var forbundet med den, forstørrede så kraftigt op, at den simpelthen ændrede mig fysisk. Skilsmissen reaktiverede mit livs traume, som lige præcis er skilsmisse: Mine forældres skilsmisse, min mors skilsmisse fra min stedfar, min egen skilsmisse fra min første mand og nu en ny skilsmisse, som ville betyde at mine egne børn også ville blive skilsmissebørn.

Når man som barn oplever at ens forældre bliver skilt, sprænges ens fundament. Man står ikke længere på fast grund, men starter en ny tilværelse, hvor man hopper mellem to øer. I bedste fald ligger øerne relativt tæt på hinanden, der er sigtbarhed, og alt hvad der hedder fragt og kommunikation mellem de to, er noget de to voksne tager sig af. I værste fald er der mere eller mindre permanent dårligt vejr i det farvand, hvor øerne befinder sig og både fragt og kommunikation leder konstant til konflikt.

Uanset hvor god eller dårlig en skilsmisse er, vil barnets fundament for altid være sprængt, det vil for altid skulle navigere mellem to divergerende verdener, der med stor sandsynlighed vil blive mere og mere forskellige som årene går og forældrene indgår i nye parforhold og måske danner nye familier.

Jeg var ti år, da mine egne forældre blev skilt, og jeg begyndte på det tidspunkt at føre dagbog. Jeg har ført dagbog lige siden og i min reol står 37 tætskrevne notesbøger. Jeg havde aldrig læst i dem, men efter min anden skilsmisse besluttede jeg at læse dem alle sammen! Jeg ville se, om det var muligt at læse dem som var det en anden, jeg læste om. Min bagtanke var at prøve at forstå, hvad skilsmisser kan gøre ved et menneske. Hvad sker der, når familien deler sig i to eller måske på sigt i tre og fire? Hvad sker der med den enkeltes tilhørsforhold og forståelse af sig selv i den større sammenhæng?

Jeg fuldførte min mission med at læse de 37 dagbøger. Og det var fuldkommen ulideligt, som at blive kastet rundt i sit eget indre spejlkabinet, hvor perspektivet ganske vist var mit, men spaltet i tider og aldre.

Læsningen af dagbøgerne bragte samtidig så meget afstand til min egen personlige historie og erfaringer, at jeg nu var i stand til at undersøge dem i litterær form. Derfor satte jeg mig for at skrive den roman, der nu er blevet til ‘Som om’. Det er noget ganske andet at skrive fiktion end at føre dagbog. I fiktionen får figurerne et eget liv, og lidt ligesom når man drømmer om natten, smelter personer sammen og bliver til nye figurer, to lejligheder fra den virkelige verden bliver til en helt tredje, ting der har fundet sted i virkeligheden står side om side med ting, der aldrig har fundet sted.

Handlingen i romanen pendulerer mellem Fanny som ung pige i 1980’erne under hendes opvækst på Christianshavn og Fanny som voksen, gift kvinde og mor til to børn. Det centrale tema er skilsmisse, men i lige så høj grad kærlighed: Kærligheden mellem barn og forældre (særligt mellem en far og datter), kærlighed mellem en mand og kvinde, kærligheden til en bydel og en tid i historien.

Øjet

De øjne som ser

På fredag den. 4. 3 udkommer Lars Gundersens store flotte portrætbog, som jeg har været så heldig at få lov til at skrive et essay til.

Det er kun på grund af lyset, som min synssans kan opfatte og omdanne til billeder, at jeg kan se skyerne på himlen, de evigt skiftende formationer, bilerne på vejen, de flimrende blade på kirsebærtræet gennem de støvede ruder, pigens rundkindede ansigt, som jeg ser hende, når hun træder ind til mig her i værelset. Verden lever i os som billeder, genopstår hver dag i nye billeder eller gentager sig selv, synes vi, i billeder vi allerede kender, når ikke vi kastes tilbage i vores eget indre mørke, hvor fortidens billeder ligger lagret i nedkølede arkivskabe, der ikke tåler dagens lys, hvis vi skal forblive i troen på, at vi virkelig ”ser” begivenhederne, som de udspillede sig dengang for længe siden.

Mit blik på verden. Det blik verden, dens levende skabninger, kaster tilbage på mig. Og hvem af os er det mon, der ser først – verden eller mig? Har vi ikke lært, at barnet ser det hele på hovedet i de første uger efter fødslen, at det er morens blik, der møder barnet længe før barnet møder morens? Og når barnet så endelig ser, går der relativt længe før det forstår, at det ikke er sig selv det møder, at det lys der fremkalder morens fysiske skikkelse for blikket ikke er en forlængelse af det selv, men en anden, et individ løsrevet fra det selv.

Efterhånden begriber barnet, at den andens blik, netop er et andet blik, at den måde moren ser barnet på, er en anden måde end barnet ser sig selv på. Vi vokser op og forstår, at der findes andre perspektiver, at selvom det er den samme fysiske proces vores øjne og hjerner gennemgår, når lyset filtreres gennem vores synsnerver og lagrer de billeder, der fremkaldes i vores hjerner, så er det forskellige billeder, vi refererer til, forskellige synspunkter billederne fremkalder. Det narrativ der følger det sete og det skete, kommer helt an på de øjne som ser og har set, og vi lærer at acceptere, at livet er mangfoldigt, at vi alle er forskellige og ser forskelligt på tingene. Det volder os ganske vist problemer, vi diskuterer i folketingssalen, ved middagsbordet, vi siger: ”Kan du dog ikke se …” Vi bliver vrede og frustrerede, men vi forstår også, at det nu engang er en præmis, når man lever i et åbent, pluralistisk samfund, at vi må acceptere, at vi ser forskelligt på tingene og på hinanden.

Lars Gundersens portræt af mig.

Men når vi sætter os foran portrætfotografen, glemmer vi alt det, vi har lært, at der findes ligeså mange fortolkninger af mig, som der findes individer der ser og forholder sig til mig. Foran fotografen bliver vi som børn igen, der falder i med morens blik, går i forlængelse af hende. Over for linsen, det sjælløse øje, glider jeg tilbage i symbiosen, og jeg tror, at fotografens blik og de billeder han tager af mig, er de samme, som de indre billeder jeg har af mig selv. Derfor bliver vi næsten altid chokerede, når vi får billederne at se bagefter: ”Gud er det sådan jeg ser ud?” Ja, det er blandt andet sådan, jeg ser ud. Det er sådan fotografen har set mig. ”Jamen det ligner jo ikke mig,” siger jeg skuffet over ikke at være blevet mødt af mors blik, men af en helt andens, som hverken har taget hensyn til min selvopfattelse eller forfængelighed, men først og fremmest har haft det gode portræt for øje: Det stærke billede, hvor noget opstår, en tilstand måske, en historie, hvor et eller andet uforklarligt ved mit ansigt udtrykker noget sandt, en autenticitet man ikke kan vige bort fra, selvom jeg ikke kan kende mig selv i det. Den amerikanske fotograf Diane Arbus forklarer det mystiske bag denne autenticitet på følgende måde: ”A photograph is a secret. The more it tells you the less you know.”

Men den svenske forfatter August Strindberg kunne ikke acceptere denne form for mystiske sandhedsudtryk, hvis ikke det korresponderede med hans eget syn på sig selv. Da en ven i 1906 kom til te hos forfatteren i Stockholm og fandt selvportrætter overalt i lejligheden, forklarede Strindberg, at der indtil videre ikke havde været andre end ham selv, der var lykkedes med at fotografere ham, så hans sjæl kom til udtryk i billedet. (Strindberg kunne altså ikke acceptere en anden billedlig fortolkning af ham selv end hans egen.)

Selfie

Spørgsmålet er om de mange selfies, som flyder rundt på de sociale medier er et udtryk for, at mediebrugerne ligesom Strindberg tilstræber at lade sjælen komme til udtryk eller om det først og fremmest handler om et behov for kontrol med selvfremstillingen. Når portrætfotografen tager sit billede er det hans eller hendes øjne, der fremkalder mit udtryk mere end det er min egen idé om mit udtryk. Jeg bliver så at sige til i den andens billede af mig, jeg genfødes, opstår i en ny version, en ny fortolkning, som muligvis ikke har noget at gøre med den, jeg føler mig som. Når jeg derimod strækker armene ud i den tomme luft og holder min smartphone op foran mit ansigt for at trykke på udløseren, bliver jeg ikke til i nogen andens blik end mit eget: Det er Narcissus der stirrer ned i vandspejlet og finder sig selv i den gentagelsestvang han kender: I det billede genkender jeg mig selv, i det billede elsker jeg mig selv og i det billede befaler jeg, at de andre skal elske mig.

Da den amerikanske fotograf Cindy Sherman i 1977 havde afsluttet sin fotografiske serie ”Untitled Film Stills” formulerede hun, at selvom fotografierne teknisk set var selvportrætter, så anså hun ikke selv serien for at være selvportrætter. Tværtimod var billederne et forsøg på at udtrykke, hvordan selvportrættet ikke nødvendigvis behøver at være et portræt af selvet.

Men forskellen på Shermans ”selfies” og de selfies vi hver dag møder på Facebook og på Instagram er, at Shermans iscenesættelser udtrykker stemninger og situationer vi genkender. En virkelighed kommer til udtryk i iscenesættelsen, hvorimod alle disse hverdagslige selvfremstillinger i selfie-fotografierne i deres tilsyneladende naturlighed eller ærlighed oftest fremstår komplet uvirkelige. Og måske er det den afgørende forskel på selfie-fotografiet og portræt-fotografiet. Selfie-fotografiet lægger sig ofte i forlængelse af konsumerismens billedstrøm: Selvfremstillingen udlægges på linje med tandpasta og andre produkter, hvor ingen andre lag ligger gemt end det, vi ser på billedet: Du får, hvad du ser. Hvorimod det kunstneriske portrætfotografi foretager den modsatte bevægelse; den andens blik på mig fremstiller det mystiske tredje, en ny form for sandhed, som ikke er sprogligt oversættelig, fordi den rummer alle de lag og historier, som det fysiske møde mellem to personer i den analoge verden kan indeholde.

Æslerne i Danmark

I dag deltog jeg i en konference inde i Folketinget, arrangeret af Røde kors og Susi og Peter Robinsohns fond, om hvordan vi sikrer den bedste modtagelse af børn og unge, der flygter alene til Danmark. Jeg skulle holde et oplæg under punktet Øjenvidneberetninger:

I 2011 udgav jeg en roman, der hedder ÆSEL. Bogen handler om to teenagebrødre, der flygter fra Afghanistan til Europa, og de to drenge, der bliver væk fra hinanden under flugten, ender i henholdsvis Sverige og Danmark. Drengene tilhører den etniske minoritet i Afghanistan, der kaldes Hazara, de er typisk shia-muslimer og forfulgt af Taleban.

Anledningen til at jeg skrev romanen var et møde med en ung afghansk mand helt tilbage i begyndelsen af 00’erne. Han var Hazara, og da hans far blev slået ihjel af Taleban, sendte hans mor ham på flugt. Senere sendte hun også hans to yngre brødre på henholdsvis 12 og 15 år afsted. Det er de to yngre brødre, der blev omdrejningspunktet for romanen.

For at kunne skrive en roman om noget så fremmedartet som Afghanistan og flugt, måtte jeg naturligvis foretage en del research. Jeg læste, men først og fremmest rejste jeg i drengenes fodspor og tilbragte en del tid på Center Gribskov, et modtagercenter for uledsagede flygtningebørn. Kendetegnende for rigtig mange af de drenge, jeg mødte i den periode var, at flugten til Europa ofte havde været forbundet med ligeså traumatiske oplevelser, hvis ikke værre, end dem de havde med hjemmefra. For manges vedkommende havde de levet relativt stabile liv, indtil den dag et familiemedlem, typisk en far, onkel eller ældre bror, blev slået ihjel eller pludselig var sporløst forsvundet. Fra den ene dag til den anden var de blevet revet op med rode, tvunget ud af deres vante rammer og værst af alt tvunget væk fra deres forældre.

Mange af de drenge, jeg mødte havde også det tilfælles, at de havde mistet kontakten med deres familie derhjemme. I værste tilfælde kunne dette betyde, at familien var blevet slået ihjel, mens de selv var undervejs, eller at de i mellemtiden også havde været nødt til at flygte.

I den periode jeg skrev romanen mellem 2007 og 2010, talte jeg med mange flygtninge, voksne og børn, både i Danmark og i Sankt Petersborg. På Røde Kors-kontoret i Sankt Petersborg kunne personalet ikke begribe, at jeg ville skrive en roman om to hazara- brødre, for den historie var for dem så almindelig, så hverdagsagtig: to brødre på flugt fra Taleban, bliver snydt af menneskesmuglere, bliver væk fra hinanden undervejs og ender med at søge asyl i to europæiske lande – de kunne ikke tro på, at nogen skulle gide at læse den historie.

Gru, ulykke og tragedie kan blive så meget hverdagskost, at man hellere vil læse en krimi med utrære mordgåder eller streame endnu en noir-serie på computeren, end man gider at få et dybere indblik i de skæbner, vi læser om i avisen hver dag.

Min egen oplevelse på Center Gribskov var, at mange af drengene var så traumatiserede, at de helst bare ville blive i sengen det meste af dagen. Deres adfærd mindede om stressramte eller mennesker ramt af sorg og depression; de var trætte, kede af det eller aggressive, de havde svært ved at koncentrere sig, svært ved at engagere sig i nogle former for aktiviteter. De af drengene som håndterede hverdagen bedst, var dem, som havde en fortrolig kontakt til en voksen; det kunne være en af de ansatte på asylcenteret, en lærer, en kontaktperson eller en psykolog.

Jo mere tid jeg tilbragte på asylcenteret, jo bedre forstod jeg personalet fra kontoret i Sankt Petersborg, for inden for asylsystemet var mødet med hazara-drenge, der var flygtet fra Taleban hverdagskost. Hvis ikke hver dag, så flere gange om måneden modtog Center Gribskov mindreårige drenge fra Afghanistan, og deres historier mindede umiskendeligt om hinanden, enten fordi de naturligt delte skæbne eller fordi menneskesmuglerne havde fået dem overbevist om, at hvis ikke den historie, de fortalte var den, som de havde indprintet dem, ja, så ville de ikke få asyl. Deres reaktionsmønstre som mindreårige uden følgeskab af forældre eller andre omsorgspersoner mindede også om hinanden; de var typisk indelukkede, energiforladte og angstprægede.

Historien om et barn alene på flugt og senere alene i et fremmed land, en helt fremmed kultur, hvor alt er anderledes end hvad man er vant til, er en almindelig historie. Vi har læst den tusind gange i avisen, vi har set de børn i fjernsynet, og jo, vi synes nok, at det er forfærdeligt, men det er der jo så meget der er, så hvorfor skrive en hel roman om de børn, når det i så rigt mål er blevet behandlet i pressen?

Det spørgsmål stillede jeg også mig selv, og svaret stod ganske klart, da jeg trængte ind i stoffet. For vi evner først for alvor at leve os ind i den anden, i dette tilfælde det uledsagede flygtningebarn, når barnet ophører med at tilhøre en kategori, flygtningekategorien, barneflygtningekategorien, Afghanistan-kategorien, Hazara-kategorien, etc., men træder frem for os som et individ, et menneske, hvis skæbne vi kan leve os ind i, fordi vi forstår, at den skæbne ligeså godt kunne have været vores egen. Og i modsætning til avisoverskrifter og avisartikler, så er det lige præcis det litteraturen kan. Den kan for en kort stund bringe os et sted hen, hvor vi tilsidesætter vores egne behov til fordel for lysten til at leve os ind i noget andet, et andet liv, en anden skæbne. Mit incitament for at skrive ÆSEL, var en nysgerrighed efter at trænge dybere ind i, hvad det vil sige at flygte, hvad det vil sige at ankomme til en så fremmed kultur, at det nærmest svarer til at dumpe ned på månen.

Når man i mellemøsten kalder en person for æsel, svarer det nogenlunde til at kalde vedkommende for svin her i Danmark. Æsler kalder man dem, man anser for mindreværdige, personer man ikke bryder sig om, og som man ikke mener bør behandles ligeværdigt med en selv. I Afghanistan bliver hazara-befolkningen behandlet som æsler. I Taleban-dominerede områder bliver denne befolkningsgruppe betragtet som en slags kasteløse, man uden videre kan behandle som, ja, var de blot æsler. De drenge jeg talte med på Center Gribskov havde oplevet tilsvarende på deres flugt til Europa, at de af menneskesmuglerne ikke blev betragtet som andet end æsler, det blot gik ud på at udnytte. Den med længsel ventede safe haven, destinationen i Europa, som holdt deres mod oppe på den lange farefulde rejse, skulle endelig frigøre dem fra identiteten som undermennesker, kasteløse, fredløse eller hvad vi nu end skal kalde det, men nej, i Danmark er man som flygtning laveste på rangstigen. Man forbliver med andre ord et æsel.

Men i 2008 og 09 da jeg havde min gang på Center Gribskov var det at være uledsaget flygtningebarn trods alt noget andet end at være den voksne flygtning. Jo, man var mistænkeliggjort, og man var ikke garanteret asyl blot fordi man var mindreårig, men der blev trods alt truffet andre foranstaltninger. Mange ting kunne have været bedre, og det tænkte jeg i min naivitet også at de ville blive. På det tidspunkt anede jeg jo heller ikke, at Birthe Rønn Hornbech i samarbejde med Dansk Folkeparti ville revidere udlændingeloven, der i 2011 resulterede i, at netop uledsagede børn, såfremt de ikke kunne sendes tilbage til hjemlandet, ikke nødvendigvis blev garanteret varigt ophold, men meget vel kunne risikere en midlertidig status frem til deres 18. år.

Virkeligheden er således en helt anden end den virkelighed, jeg beskrev i ÆSEL. Virkeligheden er kun blevet værre både ude i verden og herhjemme i Danmark. Det er ikke alene blevet endnu farligere for den etniske minoritet Hazara, men det er også blevet mere eller mindre umuligt at skabe sig et liv i Danmark, hvis ikke man kan bevise at man er personligt forfulgt.

I løbet af de sidste par år har jeg fulgt de to Hazara drenge, Abolfalzls og Vahids skæbner tæt, to drenge, der havde mistet al kontakt til deres familie i Afghanistan og som kom hertil i december 2010. De to traumatiserede drenges skæbner er et skoleeksempel på, hvordan den reviderede udlændingelov kom til at påvirke mange uledsagede flygtningebørn. Brødrene opnåede aldrig varig asylstatus, og den konstante revurdering af deres sag gjorde, at de aldrig opnåede den nødvendige ro og stabilitet til at bearbejde den posttraumatiske stress, de begge led under. Selvom de ingen familie eller relationer havde tilbage i Afghanistan, og selvom IOM ikke kunne stå inde for hjemsendelsen og derfor ikke ville hjælpe med repatriering ved hjemkomsten, blev brødrene sendt tilbage til Afghanistan i juni i år. Den yngste, Abolfazl, blev ganske kort efter kidnappet og slået ihjel af Taleban. Den ældste, Vahid, flygtede kort efter til Iran, hvor han på nuværende tidspunkt lever under jorden efter netop at have fået afslag på humanitært ophold i Danmark. Nu søges der en sidste gang, og hvis ikke det lykkes for ham at få asyl, forventer hans kontaktperson, at han vil tage sit eget liv, da han dermed ingen fremtid har noget sted.

Grunden til at vi på nuværende tidspunkt ser så mange uledsagede Hazara-flygtningebørn i Europa, skyldes to ting: Taleban har genvundet meget magt i Afghanistan. De er ude efter de unge Hazara-drenge. Dem der har held til at flygte til Iran må leve under jorden, hvis de ikke vil risikere at blive hvervet til krigen i Syrien, hvor den iranske hær sender tusindvis af illegale Hazara-drenge for at indgå som kanonføde i Assads hær.

At sende Hazara-drenge tilbage til Afghanistan er det samme som at sende dem i døden. Enhver Hazara-dreng der ankommer på dansk jord, bør derfor opnå varigt ophold. Vi må stå med et system for disse drenge, og mange af de andre flygtningebørn, som kommer hertil, der kan hjælpe dem igennem deres traumer, så de fra begyndelsen føler sig velkomne og kan begynde en tilværelse her i Danmark – ikke som æsler, men som mennesker.

Intro til min blog

De børn vi sender tilbage

Kort før sommerferiens begyndelse kunne jeg på forsiden af Politiken læse, at de to afghanske brødre Vahid og Abolfazl Vaziri, der kom hertil som uledsagede flygtningebørn tilbage i 2010, nu var blevet tvangshjemsendt en tidlig morgen i juni. De to drenge havde ellers indvilliget i frivillig hjemrejse efter, at de havde fået afslag på ophold efter udlændingeloven § 9c, stk. 1.

Til trods for at IOM (International Organisation for Migration – et FN organ som hjælper med repatriering i hjemlandet) ikke ville samarbejde med Danmark om hjemsendelse, fordi drengene ingen familie eller kontakter har i Afghanistan og til trods for at professionelle psykologer og psykiatere ikke vurderede drengene psykisk stærke nok til at blive sendt tilbage til Afghanistan, havde Udlændingestyrelsen truffet beslutningen om hjemsendelse. Drengene så ikke andre muligheder end at acceptere deres skæbne, og de skrev under på dokumenterne om frivillig hjemsendelse og bad blot om at blive varslet i tide, så de kunne nå at pakke og sige farvel til deres venner.

Ifølge drengenes kontaktperson, Lise, var der indgået en aftale med politiet om, at drengene på forhånd ville få en dato for hjemrejsen, men den. 29. juni klokken 6.10 om morgenen blev hun vækket af en desperat og grædende Vahid, der i telefonen forklarede, at politiet var kommet for at hente dem, og at de ikke engang kunne få lov til at tage afsked med deres nærmeste, heriblandt Lise, men det endte med at Lise fik politiet overtalt til, at hun kunne møde dem i lufthavnen, så de under overvågning kunne få sagt farvel.

Hele sommeren har jeg gået og spekuleret på, hvordan det mon er gået Vahid og Abolfazl, hvis sag jeg har fulgt med i på afstand og skrevet om tidligere. Ifølge IOM er det alt for risikabelt at sende børn og unge mennesker tilbage til hjemlandet, hvis ikke der findes mindst en person til at modtage dem og påtage sig ansvaret for dem. Drenge uden familie og klantilhørsforhold er i stor risiko for at blive bortført til mandlig prostitution eller blive snuppet og tvangsudskrevet til Taliban.

Jeg besluttede at kontakte drengenes kontaktperson for at høre, om hun havde hørt fra drengene efter hjemsendelsen. Jeg havde lige lagt mine børn i seng og stod og stirrede tomt ind i køleskabet, da Lise ringede tilbage til mig. Jo, hun havde hørt fra Vahid for to uger siden. Han ringede fra en telefon, han havde lånt eller snuppet fra nogen, og samtalen havde været ultra kort før de blev afbrudt. Det han havde fortalt var så oprørende og fortvivlende, men ifølge IOM forudsigeligt: Begge drengene var blevet berøvet, da de for nu over en måned siden ankom i Kabul. Alt var blevet taget fra dem: Penge, tøj, telefoner. Alt. Men hvad der var endnu mere oprørende var, at de to drenge nu var blevet væk fra hinanden. I flere uger har Vahid ikke kunne finde sin lillebror og selv bor han på gaden. Det var alt Lise nåede at få af vide, inden forbindelsen blev afbrudt, men på sin vis også rigelig information for myndighederne her i Danmark.

Vahid og Abolfazl, som både talte dansk og gik i skole og var godt i gang med at skabe sig en stabil tilværelse her i Danmark med hjælp fra voksne, som de havde knyttet sig til, bor nu på gaden i Kabul og ejer kun det tøj de står og går i, eller det vil sige, at så meget ved vi om Vahid, den ældste. Den yngste, Abolfazl, ved vi ikke om overhovedet lever endnu. I juni måned var han ved at tage sin tiende klasses afgangseksamen på en skole ude på Amager. Jeg talte i telefon med hans klasselærer, som fortalte, at han klarede sig bedre og bedre både fagligt og socialt og var klar til at begynde i gymnasiet.

Intro til min blog