Hvis man bare er et menneske, bliver man ikke behandlet som et medmenneske

I 1951 udkom Hannah Arendts hovedværk ”The Origins of Totalitarianism” første gang, for siden at blive genudgivet et utal af gange. Bogen beskriver og analyserer Nazismen og Stalinismen – de store totalitære, politiske bevægelser i den første halvdel af det tyvende århundrede. Efter valget af Donald Trump har den ikke så mærkeligt ligget på bestsellerlisten, og nu har Informations Forlag udgivet bogen ”De retsløse og de ydmygede” med tre essays af Hannah Arendt, der alle handler om flygtninge, statsløshed og rettigheder. Det sidste og længste essay i bogen ”Nationalismens forfald og enden på menneskets rettigheder” er et uddrag fra netop ”The Origins of Totalitarianism”, og det er skræmmende læsning, fordi det på trods af de 66 års tidsforskydning er som at sidde og læse om vores egen tid. I Arendts analyse er det ikke de store flygtningemasser i forbindelse med både Første og Anden Verdenskrig (flygtningemasser af samme størrelse som vi er vidne til i dag), der truer vores retsstater, men lige præcis de populistiske bevægelser og politikere, der lykkes med dæmonisere og mane skræmmebilleder frem, der i sidste ende kan føre til, at et demokratisk flertal ender med at afskaffe retsstaten.

Arendt indleder ”Nationalstatens forfald og enden på menneskets rettigheder” med at beskrive dagene både før og efter Første Verdenskrig, som dagene før og efter en detonation ­– hvor den første eksplosion har udløst en kædereaktion, som vi lige siden har siddet fast i. Første Verdenskrig sprængte uopretteligt Europas fredelige sameksistens – og med Versailles-traktaterne der klumpede mange forskellige folkeslag sammen i enkeltstater og omtalte nogle af dem som ”statsbærende folk” og andre som ”mindretal” var kimen til nye stridigheder lagt – for den langsigtede plan for mindretallene var at blive assimileret i de nye suveræne nationalstater.

Den Franske Revolution havde i sin tid forbundet erklæringen om menneskerettigheder med national suverænitet, hvilket betød at alle de nye mindretal, der nu var blevet efterladt uden deres egne stater, stod i en udsat position og det blev derfor Folkeforbundets (forløber for FN) opgave at garantere disse folks rettigheder.

Der havde altid eksisteret minoriteter i Europa, men minoriteter som en permanent institution, anerkendelsen af, at millioner af mennesker eksisterede uden for lovens normale beskyttelse og havde brug for en ekstra garanti for deres elementære rettigheder fra en udefrakommende institution (Folkeforbundet) var nyt i Europas historie. Minoritetstraktaterne erklærede, at kun folk af samme nationalitet kunne opnå borgerskab og nyde godt af lovlige institutioners fulde og hele beskyttelse. Personer af andre nationaliteter havde derfor brug for en undtagelseslov, indtil de var fuldstændig assimilerede og separerede fra deres oprindelse. Samtidig vedtog de fleste europæiske landes regeringer ny lovgivning, der gjorde det muligt at skaffe sig af med et større antal af sin befolkning, på et hvilket som helst opportunt tidspunkt. Hvilket for Det tredje Riges vedkommende gjorde det let at frakende jøderne deres tyske nationalitet, da man i 1933 havde lavet en lov, der betød at alle jøder der have forladt landet (naturligvis også dem der blev deporteret til en polsk lejr) automatisk mistede deres statsborgerskab.

Arendt skriver om Europas manglende anerkendelse af ”statsløse” i efterkrigstiden. Begrebet ”statsløs” forudsætter en anerkendelse af, at en person har mistet beskyttelsen af den retlige status, som en national regering og de nødvendige internationale aftaler yder. Efterkrigstidsbetegnelsen ”fordrevne personer” blev opfundet under krigen med det erklærede sigte af afskaffe statsløshed én gang for alle ved at negligere dens eksistens. Ikke-anerkendelse af statsløshed betyder altid repatriering, dvs. deportation til et oprindelsesland, der enten nægter at modtage personen eller tværtimod er ivrig efter, at personen skal vende tilbage og modtage sin straf. Hvad skulle man stille op med de fordrevne, som man ikke ville anerkende som statsløse? På internationale konferencer forsøgte man at etablere en juridisk status for disse personer, men mislykkedes hver gang. Samtlige diskussioner om flygtningeproblemerne kredsede om det ene spørgsmål: ”Hvordan kan flygtningen igen blive deporterbar?”

Allerede så tidligt som i 1930’erne blev det praktiske alternativ til det manglende ”hjemland” interneringslejre, der i forbindelse med Anden Verdenskrig udviklede sig til regulære arbejds- og udryddelseslejre!

Menneskerettighedserklæringen i slutningen af det attende århundrede var et historisk vendepunkt, for den betød, at fra nu af skulle loven udgå fra mennesket selv og ikke fra Gud eller sæder og skikke. Men ifølge Arendt indeholdt erklæringen det paradoks, at den forudsatte et ”abstrakt” menneskeligt væsen, og eftersom menneskeheden efter Den Franske Revolution blev opfattet som en familie af nationer, var det for hende indlysende, at det ikke er individet, men folket der udtrykker menneskets billede. Dette skaber problemer hver gang, der dukker folk op, der ikke længere er borgere i en suveræn stat – hver gang nogen har mistet retten til et hjem og retten til statslig beskyttelse – hver gang nogen er blevet rettighedsløse. Den rettighedsløses ulykke består i, at personen ikke længere tilhører noget bestemt fællesskab. Det vanskelige i situationen er ikke, at personen ikke er lige for loven, men at der faktisk ikke eksisterer nogen lov for den person. Og det er her den fundamentale berøvelse af menneskerettighederne består: Berøvelsen af en plads i verden, hvor synspunkter betyder noget og handlinger har konsekvens.

I praksis gælder menneskerettighederne kun dem, der er borgere i en nationalstat, og Arendt beskriver, hvordan de, der overlevede udryddelseslejrene efter Anden Verdenskrig efterfølgende insisterede på deres nationalitet (symbolet på deres tidligere borgerskab), fordi de var smerteligt bevidste om, at denne tilknytning også var deres eneste reelle mulighed for at blive betragtet som mennesker og ikke bare som ”vilde”. For vi fødes ikke som lige. Vi bliver lige som medlemmer af en gruppe, skriver Arendt, såfremt vi er stærke nok til at garantere hinanden lige rettigheder. Vores politiske liv hviler på den antagelse, at vi er i stand til at frembringe lighed ved organisation. Grunden til, at højtudviklede civilisationer så ofte insisterer på etnisk homogenitet, er, at de håber så vidt muligt at afskaffe forskelsdannelser, der i værste fald kan lede til had, mistillid og diskriminering. Den ”fremmede”, skriver Arendt, er et frygtindgydende symbol på, at der findes forskelle, at der findes individualitet, og peger på de områder, hvor mennesket er ude af stand til at forandre tingene, og som vi derfor begærer at ødelægge.

Når man er tvunget til at leve uden for fællesskabet, det vil sige uden for den menneskelige civilisation, selvom man med kroppen befinder sig midt i den, bliver man tvunget eller kastet tilbage til den rene skære individualitet, det naturligt givne og intet andet, hvilket betyder, at man kommer til at tilhøre den menneskelige race på en måde, der ligner den måde et dyr tilhører en specifik dyreart. Den fare, der ligger i eksistensen af store grupper af den slags folk er indlysende, og bør vække genklang i vores moderne kontekst til skræk og advarsel, for ”faren er,” skriver Arendt, ”at en global civilisation, der er forbundet universelt på kryds og tværs, kan skabe nye barbarer i sin egen midte ved at tvinge millioner af mennesker til at leve under betingelser, som, til trods for hvordan tingene tager sig ud, er de vildes betingelser.”

“De retsløse og de ydmygede – essays om flygtninge og statsløshed” består af de tre essays “Vi flygtninge”, “De retsløse og de ydmygede” og “Nationalstatens forfald og enden på menneskets rettigheder”. Alle tre essays er oversat Claus Bratt Østergaard. Bogen åbner med forord af Thomas Gammeltoft-Hansen. 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s