Hvordan kan jeg være andet end feminist

weekendavis3

Det gode ved Mette Høegs indlæg den. 8 maj 2015, hvor hun beklager sig over, at dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans er, at hun mindede mig om, hvor vigtig feminismen stadig er, for misogynisterne ligger stadig på lur bag skrivebordene, og i hvilken skikkelse de pludselig stikker hovedet frem er aldrig til at vide – for nylig var det i skikkelse af en ung kvindelig Fullbright Scholar fra Berkeley. Som så mange andre troede jeg, at det var en joke, da jeg først læste indlægget, et kunstnerisk eksperiment der ville udfordre, hvor langt man kan gå i sin hadetale mod kvinder i dag – Hvad mon der vil ske, når jeg på forsiden af Weekendavisens bogtillæg skriver: ”(…) de højest positionerede kvinder og mænd, der besidder beslutningskraften på de litterære institutioner, får noget ud af at favorisere kvinderne: De kvindelige får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger.”

Sådan en sætning ville jeg ikke tro mulig i en såkaldt seriøs avis. Sådan en sætning ville jeg ikke i min vildeste fantasi tro tænkt i en såkaldt intellektuel kvindes hoved. Men jo, begge dele er sandt: Tanken er i den grad tænkt og skrevet og efterfølgende ivrigt blevet både fordømt og bifaldet af diverse læsere, forfattere og journalister.

Det har været utrolig interessant at følge debatten, ikke mindst fordi det har vist sig, at skønt Høeg intet statistisk belæg har for sine udsagn om at der optages flere kvinder end mænd på forfatterskolen og at de kvindelige forfattere fylder mere end deres mandlige kollegaer i den litterære offentlighed, så er der mange derude, der giver hende ret, ikke kun de få modige som Bjarke Larsen fra Bogmarkedet og andre læserbrevsskribenter, men også en hel hobe af tavse sympatisører. Ifølge Weekendavisens litteraturredaktør Johannes Baun har han i ugerne efter Høegs indlæg haft en fuld mailbakke af folk, der har ”heppet” på Mette Høeg, men ikke offentligt har ville stå frem med deres synspunkt. Baun skriver den. 22. maj 2015: ”Reaktionerne har afspejlet sig i min mailbakke – og tak for det. Jeg har kvitteret for henvendelserne og opfordret folk til at bidrage til debatten. Særlig ét svar er gået igen: ”Det tør jeg ikke”. Jeg har hørt det fra forskere, fra fagfolk, fra journalister og flere endnu – så en eller anden form for oplevet dominans er der altså, om de så er tøsedrenge m/k alle til hobe.”

Ifølge Baun findes der altså mange derude, som bare ikke tør stå frem med deres synspunkt, men som ligesom Mette Høeg mener, at kvindelige forfattere skriver navlebeskuende, formeksperimenterende, men i øvrigt intetsigende bøger, der mangler verdensvendthed og som dominerer den litterære offentlighed, fordi bøgerne er skrevet af kønsmodne piger (læs: ikke kvinder), der giver feministerne brænde til deres eget navlepillende bål og mændene får i bedste fald noget på den dumme, når de støder på en af disse kønsmodne piger i en interviewsituation eller noget tilsvarende.

Jeg kommer igen til at grine, ligesom da jeg læste Mette Høegs indlæg første gang, fordi jeg simpelthen ikke kan fatte, hvordan man kan synes/ mene og først og fremmest lide af en sådan kvindeforagt, at man kan tro, at det rent faktisk forholder sig således.

Der er heldigvis mange begavede mennesker, som har talt Mette Høegs tågesnak midt imod og gjort hende opmærksom på, hvor mange nulevende kønsmodne drenge, der skriver formeksperimenterende om egne erfaringer, om egen krop og seksualitet og har fået masser af medieomtale (måske fordi en kvindelig journalist dybest set ønskede at komme i bukserne på det smækre hankøn) for deres begavede bøger. Men det der stadig står uimodsagt tilbage, eller den diskussion og undersøgelse vi langt fra er færdig med er, hvad årsagen til dette nylige kvindehad mon går ud på? Hvorfor er det et problem, at unge kvindelige forfattere skriver om deres erfaringer, om deres krop og køn, når ligeså mange mænd gør det? Hvorfor er det lige kvinderne der skal stå for skud? Hvorfor ikke genren autofiktion (hvis denne overhovedet findes) eller tendensen til at skrive for introvært, hvis det er det, man mener?

I Information den. 22. maj skriver Tine Byrckel: ”Meget tyder på, at kvindeforagt m/k også rammer kvinder selv som en boomerang.” Byckel forklarer årsagen til denne boomerang med den psykoanalytiske tese om, at vi alle er født af kvinder og afhængige af kvinder (mors kærlighed) i de første leveår, men for at blive individer, må vi ud af symbiosen med mor og dette kan være en både smertefuld og voldelig affære, som for mange ikke lykkes helt og måske derfor afstedkommer kvindehadet.

Om Byrckel har ret eller ej, så lader kvindehadet ikke til at være aftagende, og hadet behøver ikke kun at komme fra mænd, men kan ligeså fint formuleres af en kvinde, der uden selv at vide det, har internaliseret en mandlig diskurs for, hvad det vil sige at skrive verdensvendt og vedkommende litteratur i en sådan grad, at hun helt overser, at den selvsamme litteratur hun kalder navlebeskuende og kvindagtig i lige så udbredt grad skrives af mænd.

Det rigtig farlige ved Høegs indlæg er, at hun nu har åbnet sluserne for, hvad man nu kan tillade sig at skrive om kvinder uden at nogen tager nærmere bestik af det. Hør bare hvad den meget respekterede mandlige, verdensvendte forfatter Bent Vinn Nielsen skriver i Information den. 23. maj under overskriften: ”Når pigerne slås”: ”Det er gammel, nærmest lidt betuttet drengeviden, at piger ikke dur til at slås. Det er grufuldt at se på. De stikker deres fingre ind i modstanderens øjne og flår hendes hår af i store, blodige totter. (…) Drengene står imens og klynger sig til hinanden (…) Livsbange. Og mangt et pigeslagsmål ender med, at nogle af drengene, forlegne men også beslutsomt, griber ind med deres primitive muskelstyrke og sørger for at holde pigerne fra hinanden.”

Som læseren nok kan regne ud, er det de kvindelige forfatteres kritik af Mette Høegs artikel, Bent Vinn Nielsen her i metaforiske sætninger, forsøger at beskrive. Og jeg tror nok, at han anser sig selv for at være en af de livsbange drenge, der nu beslutsomt har sat sig for at gå ind og skille de hysteriske piger ad, for som han citerer ”den kloge mand” Per Højholt for til sidst i sin virkelig aparte klumme: ”Hvis ens bog bliver kritiseret i avisen, er det ikke sikkert, at det er anmelderen, der er idiot.” Nej vel, Hr. Vinn Nielsen – det troede alle vi kvindelige forfattere ellers. Bent Vinn Nielsen har tydeligvis ikke fulgt ordentligt med i debatten, for der har ikke lydt særlig skingre udfald fra de kvindelige forfatteres side, tværtimod har de indlæg jeg har læst været både saglige og velargumenterede, hvor skribenterne i mange tilfælde har givet udtryk for en skepsis over for Mette Høegs manglende værkanalyser, når hun over en bred kam har kaldt samtidslitteratur skrevet af danske kvinder for navlebeskuende og useriøs.

Men i det mindste forholder Mette Høeg sig til, at der findes værker skrevet af kvinder og vi må formode at hun har læst dem i modsætning til Bent Vinn Nielsen, der efter at have skilt de primitive piger ad, lidt overlegent får ytret, at han måske nok ved hvem de er, fordi han har læst om dem i avisen, men at han så sandelig ikke har læst deres bøger og det lyder heller ikke som om, han har i sinde at gøre det. De bøger er jo trods alt bare skrevet af kvinder – og så er vi tilbage hvor vi startede – ved kvindeforagten!

Intro til min blog

Reklamer