Fra den gode til den mistænkeliggjorte til den farlige flygtning

 Jeg skrev denne tekst i forbindelse med mit arbejde med ’Æsel’ tilbage i 2010. Teksten var et slags arbejdspapir. Nu op til valget, hvor retorikken igen skærpes i forhold til flygtningespørgsmålet, tænker jeg, at andre måske kan få glæde af denne korte gennemgang af ”flygtningens historie”.

 

IMG_2619

 

Den gode flygtning

Mennesker har altid været på flugt. Vi kan spore referencer til flugten fra forfølgelse i hjemlandet helt tilbage i skrifter skrevet for over 3500 år siden, da de store imperier i Mellemøsten, såsom Babylonien og det gamle Ægypten blomstrede. Men definitionen på en flygtning som vi kender den i dag opstod først i kølvandet på 2. verdenskrig, da mere end 40 millioner mennesker var blevet statsløse i Europa.

Det var med disse mange rodløse europæere i tankerne at UNHCR (UN High Commissioner for Refugees) stiftedes og at konventionen om flygtninges retsstilling blev nedfældet i 1951. I konventionens artikel 1 skabes definitionen på en flygtning blandet andet ”… som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser…” Dengang og mere eller mindre helt frem til murens fald i 1989 var der stiltiende enighed om at fjenden tilhørte østblokken – de totalitære kommunistiske regimer. De der lykkedes at flygte til vesten op gennem 60’erne og 70’erne blev anset som en slags helte; folk der trodsede deres undertryggere og satte livet på spil i en farefuld flugt for at nå i sikkerhed i den frie verden. Det var let og stort set omkostningsfrit at betragte flygtninge som ”de gode”, for det lykkedes ikke mange andre at komme til vesten end systemkritiske forfattere og balletdansere med ben så lange, at de med smidig præcision kunne bore sig gennem jerntæppet.

Allerede i begyndelsen af 80’erne begyndte billedet dog at ændre sig. Antallet af flygtninge på verdensplan steg fra 10 millioner til 17 millioner, hvilket blandt andet skyldtes, at flygtningestrømmene fra Laos, Cambodia og Vietnam, som var begyndt i 1975, nu intensiveredes voldsomt. I det hele taget voksede problemerne i den tredje verden: Politiske omvæltninger i både Afrika, Asien og Mellemøsten skabte stadigt voksende flygtningestrømme. UNHCR var begyndt at miste grebet; der var hverken penge eller mandskab nok til at hjælpe folk i nærområderne. Ufrivilligt lod organisationen nye spillere på flygtningescenen komme dem til undsætning: Menneskesmuglere stod parate i kulissen til at hjælpe folk med at komme til vesten. I 1976 havde kun 20. 000 mennesker søgt om asyl i Europa. I 1981 var tallet helt oppe på 158. 500.

Det var ikke længere omkostningsfrit for den humanistiske vesteuropæer at tænke på flygtningen som den heltemodige overlever. Muren mellem øst og vest var ikke engang faldet endnu, men det var ”den gode flygtning”. Flygtningen blev allerede så småt anset som en trussel i Europa.

Den mistænkeliggjorte flygtning

Op gennem 1970’erne og begyndelsen af 80’erne stod flygtningespørgsmålet ikke højt på den politiske dagsorden i Europa. Spørgsmålet tyngede ikke bureaukratiet, men blev opfattet som en let håndterlig størrelse. Derfor kom det lidt som et chok, da ankomsterne i løbet af ganske få år intensiveredes. Til trods for de åbenbare brandpunkter folk flygtede fra, begyndte man at betvivle folks motiver. 1951 konventionen blev lagt frem på skrivebordene på emigrationskontorerne og nærlæst med lup. Sagsbehandlingen af de enkelte sager begyndte at tage længere tid og de første flygtningelejre, som vi kender dem i dag, opstod.

Begrebet ”økonomisk emigrant” entrerede flygtningediskursen; herskede der på nogen måde tvivl om hvorvidt asylansøgeren levede op til 1951 konventionens ”velbegrundede frygt for forfølgelse”, fik man lynhurtigt stemplet.

I midten af firserne var der mere eller mindre konsensus i Europa om at dæmme op for flygtningestrømmene ved at forhindre folk i at komme ind, hvilket først for alvor lykkedes med unionen, hvor Schengen-aftalen fra 1985 blev det første skridt hen imod skabelsen af en fælles ydre grænse. På det tidspunkt havde UNHCR med vores egen Poul Hartling som Generalsekretær holdt dundertaler for de europæiske regeringer i et forsøg på at få dem til at holde fast i det fælles humanistiske syn på asylansøgeren som et offer og ikke en snylter. De europæiske lande, ligesom det øvrige vesten, lod sig dog ikke anfægte, men var først og fremmest optaget af deres egen flygtningepolitik, og UNHCR blev i tiltagende grad ekskluderet fra debatten på området.

Det blev med Berlinmurens fald i 1989 at konflikten for alvor optrappedes. Hvis ikke ”den gode flygtning” på flugt fra de onde kommunistiske regimer allerede var blevet lagt i graven, blev den det for alvor nu. De sidste murbrokker var dårligt nok faldet før et årti præget af etniske konflikter, miljøkatastrofer og voksende fattigdom var blevet skudt i gang. 1990’ernes krige var mange og spredt over flere kontinenter. Det nye var, at størstedelen af dem ikke bundede i konflikter mellem nationalstater, men mellem etniske grupperinger såsom de etniske udrensninger på Balkan, konflikterne i Somalia og det kolossale folkedrab i Rwanda. Europa fik naturligvis bedst krigen på Balkan at føle, for ikke siden 2. verdenskrig var så mange mennesker flygtet ind over landegrænserne.

Til trods for at antallet af flygtninge på verdensplan faldt fra 19 millioner i begyndelsen af halvfemserne til 12 millioner i 2005, har den samlede globale modvilje mod mennesker på flugt været voksende siden østblokkens kollaps. Den såkaldte ”gode flygtning” hører en fjern tid til. Ikke nok med at flygtninge behandles som kasteløse andenrangsindivider, eller med Hannah Arendts ord: som ”the scum of the earth,” opfattes de nu også som en trussel mod vestens velfærd og en trussel mod vores sikkerhed.

 Den farlige flygtning

Selvom bevægelsen fra ”den gode” til ”den farlige flygtning” har været glidende og måske allerede tog sine spæde skridt mellem de jublende østberlinere hen over murbrokkerne den glædens dag i 1989, føles det alligevel skræmmende tæt på, at flygtninge blev opfattet som nogen vi skulle hjælpe i modsætning til nogen, vi skal bekæmpe. I løbet af relativt få år er hele sikkerhedsspørgsmålet vendt 180 grader. Før var det flygtningen, der skulle beskyttes og hjælpes under flugten, i flygtningelejren og senere i integrationsprocessen i det nye samfund. I dag er det os, der skal beskyttes mod de få flygtninge, der med hjælp fra menneskesmuglere, lykkes med at kæmpe sig vej ind i Europa.

Noget lignede 800. 000 mennesker smugles hvert år (tallet er fra 2010) over landegrænser og indbringer den samlede globale menneskesmuglerindustri et svimlende beløb på cirka 10 milliarder amerikanske dollars. Det skal understreges, at det er blevet dyrt at flygte, og det er blevet stort set umuligt at komme ind i Europa uden hjælp fra smuglerne. Det er således kun den økonomisk ”privilegerede” flygtning, der har råd til at kaste sig i smuglernes vold med stor fare for at blive fanget ind i et net af grov udnyttelse for at råde bod på de ”uforudsete merudgifter” flugten har afstedkommet.

Efter angrebene mod tvillingetårnene og Pentagon i New York den. 11 september 2001, hvorefter terrortruslen har været på den politiske dagsorden, er menneskesmuglerruterne i tiltagende grad blevet refereret til som ”terroristruterne”. Racistiske højredrejede partier i store dele af Europa har vundet det retoriske slagsmål om flygtningens status og formået at skabe både politisk og folkelig konsensus om flygtningen og terroristen som to sider af samme mønt – den praktiserede politik går ud på at holde dem begge ude.

Intro til min blog

Hvordan kan jeg være andet end feminist

weekendavis3

Det gode ved Mette Høegs indlæg den. 8 maj 2015, hvor hun beklager sig over, at dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans er, at hun mindede mig om, hvor vigtig feminismen stadig er, for misogynisterne ligger stadig på lur bag skrivebordene, og i hvilken skikkelse de pludselig stikker hovedet frem er aldrig til at vide – for nylig var det i skikkelse af en ung kvindelig Fullbright Scholar fra Berkeley. Som så mange andre troede jeg, at det var en joke, da jeg først læste indlægget, et kunstnerisk eksperiment der ville udfordre, hvor langt man kan gå i sin hadetale mod kvinder i dag – Hvad mon der vil ske, når jeg på forsiden af Weekendavisens bogtillæg skriver: ”(…) de højest positionerede kvinder og mænd, der besidder beslutningskraften på de litterære institutioner, får noget ud af at favorisere kvinderne: De kvindelige får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger.”

Sådan en sætning ville jeg ikke tro mulig i en såkaldt seriøs avis. Sådan en sætning ville jeg ikke i min vildeste fantasi tro tænkt i en såkaldt intellektuel kvindes hoved. Men jo, begge dele er sandt: Tanken er i den grad tænkt og skrevet og efterfølgende ivrigt blevet både fordømt og bifaldet af diverse læsere, forfattere og journalister.

Det har været utrolig interessant at følge debatten, ikke mindst fordi det har vist sig, at skønt Høeg intet statistisk belæg har for sine udsagn om at der optages flere kvinder end mænd på forfatterskolen og at de kvindelige forfattere fylder mere end deres mandlige kollegaer i den litterære offentlighed, så er der mange derude, der giver hende ret, ikke kun de få modige som Bjarke Larsen fra Bogmarkedet og andre læserbrevsskribenter, men også en hel hobe af tavse sympatisører. Ifølge Weekendavisens litteraturredaktør Johannes Baun har han i ugerne efter Høegs indlæg haft en fuld mailbakke af folk, der har ”heppet” på Mette Høeg, men ikke offentligt har ville stå frem med deres synspunkt. Baun skriver den. 22. maj 2015: ”Reaktionerne har afspejlet sig i min mailbakke – og tak for det. Jeg har kvitteret for henvendelserne og opfordret folk til at bidrage til debatten. Særlig ét svar er gået igen: ”Det tør jeg ikke”. Jeg har hørt det fra forskere, fra fagfolk, fra journalister og flere endnu – så en eller anden form for oplevet dominans er der altså, om de så er tøsedrenge m/k alle til hobe.”

Ifølge Baun findes der altså mange derude, som bare ikke tør stå frem med deres synspunkt, men som ligesom Mette Høeg mener, at kvindelige forfattere skriver navlebeskuende, formeksperimenterende, men i øvrigt intetsigende bøger, der mangler verdensvendthed og som dominerer den litterære offentlighed, fordi bøgerne er skrevet af kønsmodne piger (læs: ikke kvinder), der giver feministerne brænde til deres eget navlepillende bål og mændene får i bedste fald noget på den dumme, når de støder på en af disse kønsmodne piger i en interviewsituation eller noget tilsvarende.

Jeg kommer igen til at grine, ligesom da jeg læste Mette Høegs indlæg første gang, fordi jeg simpelthen ikke kan fatte, hvordan man kan synes/ mene og først og fremmest lide af en sådan kvindeforagt, at man kan tro, at det rent faktisk forholder sig således.

Der er heldigvis mange begavede mennesker, som har talt Mette Høegs tågesnak midt imod og gjort hende opmærksom på, hvor mange nulevende kønsmodne drenge, der skriver formeksperimenterende om egne erfaringer, om egen krop og seksualitet og har fået masser af medieomtale (måske fordi en kvindelig journalist dybest set ønskede at komme i bukserne på det smækre hankøn) for deres begavede bøger. Men det der stadig står uimodsagt tilbage, eller den diskussion og undersøgelse vi langt fra er færdig med er, hvad årsagen til dette nylige kvindehad mon går ud på? Hvorfor er det et problem, at unge kvindelige forfattere skriver om deres erfaringer, om deres krop og køn, når ligeså mange mænd gør det? Hvorfor er det lige kvinderne der skal stå for skud? Hvorfor ikke genren autofiktion (hvis denne overhovedet findes) eller tendensen til at skrive for introvært, hvis det er det, man mener?

I Information den. 22. maj skriver Tine Byrckel: ”Meget tyder på, at kvindeforagt m/k også rammer kvinder selv som en boomerang.” Byckel forklarer årsagen til denne boomerang med den psykoanalytiske tese om, at vi alle er født af kvinder og afhængige af kvinder (mors kærlighed) i de første leveår, men for at blive individer, må vi ud af symbiosen med mor og dette kan være en både smertefuld og voldelig affære, som for mange ikke lykkes helt og måske derfor afstedkommer kvindehadet.

Om Byrckel har ret eller ej, så lader kvindehadet ikke til at være aftagende, og hadet behøver ikke kun at komme fra mænd, men kan ligeså fint formuleres af en kvinde, der uden selv at vide det, har internaliseret en mandlig diskurs for, hvad det vil sige at skrive verdensvendt og vedkommende litteratur i en sådan grad, at hun helt overser, at den selvsamme litteratur hun kalder navlebeskuende og kvindagtig i lige så udbredt grad skrives af mænd.

Det rigtig farlige ved Høegs indlæg er, at hun nu har åbnet sluserne for, hvad man nu kan tillade sig at skrive om kvinder uden at nogen tager nærmere bestik af det. Hør bare hvad den meget respekterede mandlige, verdensvendte forfatter Bent Vinn Nielsen skriver i Information den. 23. maj under overskriften: ”Når pigerne slås”: ”Det er gammel, nærmest lidt betuttet drengeviden, at piger ikke dur til at slås. Det er grufuldt at se på. De stikker deres fingre ind i modstanderens øjne og flår hendes hår af i store, blodige totter. (…) Drengene står imens og klynger sig til hinanden (…) Livsbange. Og mangt et pigeslagsmål ender med, at nogle af drengene, forlegne men også beslutsomt, griber ind med deres primitive muskelstyrke og sørger for at holde pigerne fra hinanden.”

Som læseren nok kan regne ud, er det de kvindelige forfatteres kritik af Mette Høegs artikel, Bent Vinn Nielsen her i metaforiske sætninger, forsøger at beskrive. Og jeg tror nok, at han anser sig selv for at være en af de livsbange drenge, der nu beslutsomt har sat sig for at gå ind og skille de hysteriske piger ad, for som han citerer ”den kloge mand” Per Højholt for til sidst i sin virkelig aparte klumme: ”Hvis ens bog bliver kritiseret i avisen, er det ikke sikkert, at det er anmelderen, der er idiot.” Nej vel, Hr. Vinn Nielsen – det troede alle vi kvindelige forfattere ellers. Bent Vinn Nielsen har tydeligvis ikke fulgt ordentligt med i debatten, for der har ikke lydt særlig skingre udfald fra de kvindelige forfatteres side, tværtimod har de indlæg jeg har læst været både saglige og velargumenterede, hvor skribenterne i mange tilfælde har givet udtryk for en skepsis over for Mette Høegs manglende værkanalyser, når hun over en bred kam har kaldt samtidslitteratur skrevet af danske kvinder for navlebeskuende og useriøs.

Men i det mindste forholder Mette Høeg sig til, at der findes værker skrevet af kvinder og vi må formode at hun har læst dem i modsætning til Bent Vinn Nielsen, der efter at have skilt de primitive piger ad, lidt overlegent får ytret, at han måske nok ved hvem de er, fordi han har læst om dem i avisen, men at han så sandelig ikke har læst deres bøger og det lyder heller ikke som om, han har i sinde at gøre det. De bøger er jo trods alt bare skrevet af kvinder – og så er vi tilbage hvor vi startede – ved kvindeforagten!

Intro til min blog