Dagbogen

Jeg fik min første dagbog til min ti års fødselsdag af min mormor. Det var på en måde en skelsættende begivenhed, for jeg har skrevet dagbog lige siden. Jeg ligger inde med noget nær femogtredive dagbøger. Nogle år har jeg skrevet mere end en, andre år har jeg knap kunne fylde en notesbog ud, men alle år siden 1985 er mere eller mindre dokumenteret i det, der efterhånden må betegnes som en slags arkiv.

Spørgsmålet er om jeg overhovedet ville være blevet forfatter, hvis det ikke havde været for dagbøgerne. Jeg vidste det ikke dengang, jeg gjorde mine første spadestik ned i de hvide sider, at det ville blive begyndelsen på en konstant skriftlig dialog med mig selv; en erindringsopsamlende, undrende og undersøgende, følelsesudgydende, fabulerende, digtende, opremsende, sludrende kontinuerlig skrift.

Når jeg tænker på det nu, har jeg fornemmelsen af, at jeg hele tiden har vidst, hvad jeg søgte i skriften, nemlig at nå ind til det der, hvad det nu end er: En fornemmelse af hjemkomst, forening, indsigt, kærlighed måske. Den. 30. 7 1987, da jeg var tolv år, skrev jeg følgende:

”Du ved at jeg tror på gud. Jeg er ikke døbt og jeg ved ikke om jeg vil døbes. For jeg ved ikke om det er gud i biblen jeg tror på. Forstår du? Mange af de ting der står i biblen tror jeg på, men der er også mange ting som jeg ikke tror på. Måske er du min gud, måske er mine tanker min gud.”

I dag som fyrre årig ville jeg ikke formulere det på samme måde, men jeg søger det samme i skriften nu, som jeg gjorde som tolv årig, om det er i dagbogen eller i skønlitteraturen, i min egen skrift eller i andres, så er det det der sus, brus eller dyb nedfælden i noget der virker sandt, som er min drivkraft og længsel.

Advertisements