KRISTINA STOLTZ

Interview om ‘Paradis først’

’Jeg havde brug for at træde ind i hjertet af kærlighedens smerte. Det er mit stof. Arnestedet. Urhistorien. For mig er det fødslen. Den omstyrtende kærlighed’

Af Peter Nielsen

Det er en tidlig tirsdag eftermiddag i begyndelsen af september. Lejligheden på Vesterbro er tom bortset fra to personer. Der står kaffe på det store træbord foruden mineralvand, røde vindruer og bløde lakridser. Personen der sætter sig først, er forfatteren Kristina Stoltz, der er aktuel med en ny roman med titlen Paradis først. Dernæst sætter undertegnede sig, jeg hedder Peter Nielsen, er litteraturredaktør på et københavnsk dagblad, og det er min idé med det her interview. Jeg ville aldrig kunne lave det i min egen avis, for jeg er også Kristinas kæreste og bor her i lejligheden med udsigt til kirsebærtræerne i gården.

Vi skal tale om hendes nye roman, som beskriver et stormfuldt kærlighedsforhold mellem en dansk kvinde og en amerikansk mand. I romanen vender hovedkarakteren Kristina tilbage til USA for at gense sin ungdomskæreste, Marlon, som hun ikke har set i næsten tyve år. Besøget, der ikke varer mere end en lille uge, bringer et hav af minder op om det forhold, hun havde til Marlon i 1990’erne, de år de tilbragte sammen i København og i Californien, de begivenheder der fandt sted imellem dem, men også i verden på det tidspunkt. Det er afsættet for det, der bliver en fortælling om kærlighed og erindring, hvordan man overhovedet erindrer kærligheder og en tour de force gennem et menneskes bevidsthed. Og det bliver en fortælling om det racistiske, voldelige og politisk forarmede USA.

Historien om Kristina og Marlon har elementer fra en virkelig historie, fra det ægteskab forfatteren Kristina havde til en amerikansk mand i 1990’erne, men er samtidig også forvandlet til fiktion. Det arbejde skal vi også tale om, og så skal vi endelig tale om, hvordan det er at leve sammen med en forfatter, der holder alt hemmeligt.

–Hvordan har du det?

»Jeg er lidt spændt. Det er en lidt speciel situation, for vi er også kærester og skal prøve at være professionelle.«

–Noget du er nervøs for, jeg vil spørge dig om?

»Nej, for jeg har ingen anelse om, hvad du vil spørge mig om.«

–Hvorfor har du skrevet den roman lige nu?

»Jeg har vidst, jeg skulle skrive den her roman i mange år. Min første roman, Turisthotellet, var et forsøg på at skrive den roman, men jeg var ikke i stand til det dengang, så det blev noget andet. Jeg kunne ikke skrive den før nu, fordi historien er inspireret af et forhold, jeg selv har haft, som var meget traumatisk. Den dukkede op igen, da jeg for nogle år siden skrev romanen Cahun, men på det tidspunkt troede jeg, det ville blive endnu mere en fiktion-fiktion. Det er en fiktion, men jeg troede karaktererne ville være længere væk fra de oprindelige, fra den virkelige verden. For eksempel troede jeg, at karakteren Marlon ville være en helt anden. Jeg forestillede mig, at han arbejdede for en NGO-organisation, en Redwood-forkæmper, og dermed var det også en helt anden bog. Jeg søgte penge til at tage til Californien for at lave research til den historie, men jeg endte i stedet et helt andet sted i USA, og det blev til noget andet, som kom til at ligge tættere på mig og min historie, end jeg troede.«

–Hvordan var det første gang, du skrev den?

»Turisthotellet er ikke en specielt vellykket roman, men den viser meget godt, hvem jeg er som menneske og forfatter: en person som har meget svært ved at være i virkeligheden og hele tiden bliver nødt til at lave forskydninger. I romanen er der så mange forskydninger, at det bliver svært at finde ind til den egentlige historie. I mine senere bøger har jeg forsøgt at skrælle det lag af og forholde mig til virkeligheden i skriften. For mig er Paradis først en overraskende succes, fordi jeg formår at forholde mig til de her karakterer og den smerte, de har og skaber i hinanden. Det kunne jeg ikke før, det var for smertefuldt.«

–Jeg har tænkt på, at en af grundene til at jeg blev forelsket i dig, er at du besidder en evne jeg ikke selv besidder, nemlig at forvandle virkelighedens stof til kunst. Jeg vil ikke nødvendigvis sige, at jeg misunder dig den evne eller selv ville ønske, jeg havde den, men jeg er voldsomt draget mod den. Derfor har jeg tænkt på, om du ser det at skrive som et privilegium?

»Ja, på nogle måder, men også som en redning. Det er svært at skille det ene fra det andet. Jeg har ikke haft særlig let ved virkeligheden. Jeg tror, det kunne være gået dårligt for mig, hvis ikke jeg havde haft denne evne til at omsætte. Omvendt kan man sige, at de to ting er beslægtede, evnen til at skabe og at have det svært med virkeligheden. Hvis jeg ikke havde haft evnen til at skabe, ville jeg så have haft det lettere med virkeligheden? Jeg anser ikke mig selv for at være meget talentfuld og var som barn meget drømmende, eskapistisk, på ingen måde en intellektuel eller udstyret med en særlig begavelse, men det at skrive har for mig været en nødvendighed. Jeg tror, jeg kunne være blevet sindssyg, hvis jeg ikke havde haft den evne.«

»Min første mand, ham som har inspireret mig til Marlonfiguren i Paradis først, oplevede mig som en person, der helt klart lå i et grænsefelt. Da vi ti år efter vores brud første gang igen talte sammen, kunne han fortælle om en manisk optaget Kristina, der skrev og skrev og skrev hele tiden. Det havde jeg lidt glemt. Det jeg skrev, var dårligt set fra et kunstnerisk perspektiv. Jeg møder masser af skrivende unge mennesker, når jeg i dag underviser i at skrive, som er meget dygtigere til at skrive, end jeg var, da jeg var ung. Det var ren og skær nødvendighed for mig.«

–Så det at skrive var en form for terapi?

»Verden var total vild for mig, min indre verden var en eksplosion. Det var så voldsomt at være mig, så hvis jeg på nogen måde skulle filtrere det, oversætte det for mig selv, forstå hvad der foregik inde i mig i mødet med verden, blev jeg nødt til at udtrykke mig på en eller anden måde. Det, der i særlig grad overrumpede mig som ungt menneske var, at jeg havde svært ved at mærke grænserne mellem mig selv og andre. Det var, som om jeg flød sammen med de andre, og de flød ind i mig. Det gjorde det svært og til tider næsten umuligt at opretholde et selv. Det var vildt heldigt, at jeg fandt på at skrive, ellers kunne det være endt med at jeg bare sad på en institution. Det er farligt at have det sådan. Så når du spørger, om det er et privilegium, så må jeg svare, at det var en meget smertefuld vej og at der nok findes en lettere måde at være i verden på.«

I de 6 år jeg har boet sammen med Kristina, har jeg været vidne til en travl hverdag med små og mellemstore børn, der skal følges og hentes, perioder med intens undervisning i at skrive på Johan Borups Højskole og andre skriveskoler og en del oplæsningsarrangementer og foredrag ved siden af et brændende engagement for flygtninge og forholdene for de afviste flygtninge i udrejsecentrene. I de rolige perioder og når der ikke er for mange andre engagementer, giver det hende en skrivetid fra 9-15 i hverdagene. Det er alt, derfor kræver det ekstra meget af arbejdsdisciplinen. Jeg har altid været fascineret af hendes disciplin og evne til bare at gå fra det ene til det andet og sætte sig ind og skrive.

–Hvad er det for en tilstand, du går ind, når du sætter dig til skrivebordet?

»Det handler om, at jeg siden jeg var ung har skrevet hele tiden, har opøvet en evne. Ligesom man kan blive rigtig god til at stå på hovedet eller lave en tomatsovs vildt hurtigt, så kan man også lære at dykke ned i skriveprocessen.«

–Hvordan er det?

»Det er en trancetilstand«

–Hvad gør du konkret?

»Inden jeg begynder dagens arbejde, sætter jeg mig og mediterer i 10 minutters tid, trækker vejret ned i maven og kobler verden væk, og så går jeg derned.«

–Er det derfor, man absolut ikke må forstyrre dig i den proces når du skriver?

»Nej, det må man absolut ikke!«

I det tidsrum i skrivefaserne handler det om at sørge for, at telefonen er på lydløs, at sociale medier er helt koblet af, at døre ikke smækker i lejligheden, børn eller unge mennesker ikke larmer eller taler for højt. Som kæreste har jeg været vidne til, at tre romaner er blevet til på den måde, i fast arbejdstid mellem 9 og 15. Men da vi var en uge alene i Berlin i slutningen af november sidste år, og Kristina var gået i gang med Paradis først, var det anderledes. Hun kunne ikke stoppe, skrev på alle tider af døgnet.

»Ja, det var anderledes med den bog. Det har noget med formen at gøre, der er ikke nogen afsnit eller kapitelinddelinger. Den er et langt åndedræt. Man er jo nødt til at holde pauser, får ondt i kroppen af at skrive, men det føltes pinefuldt at holde pauser.«

–Du beskrev det, som at noget skulle flås ud af kroppen?

»Ja, rives ud af kroppen og sættes foran mig. Det var også voldsomt at være i den tilstand, mens jeg skrev.«

At leve sammen med en forfatter er et liv fuldt af hemmeligheder. Vi kan gå op og ned ad hinanden i månedsvis, uden at jeg aner noget om, hvad hun det meste af tiden af optaget af.

–Hvorfor må jeg ikke vide noget om det, du arbejder med?

»Fordi det mister sin spændstighed. Hvis jeg begynder at sætte ord på noget, som jeg ikke rigtig ved hvad er endnu for andre, så mister jeg interessen for det. Den ydmyghed og lydhørhed der skal være til stede, når jeg skal skrive fiktion, bliver hurtigt intellektualiseret og ødelagt, hvis jeg fortæller andre om det. Energien forsvinder.«

–Skal stoffet være ubesmittet og uset?

»Hvis jeg fortæller dig noget fra min dag, så vil du begynde at stille spørgsmål, det kaldes dialog, og når jeg begynder at forklare mig over for dig, har jeg gjort et indgreb i noget som ikke er klar til besvarelse endnu. Det er det samme som at tage et lille spædbarn og sige, hvem hun bliver som voksen.«

-I den periode vi har været sammen, har du skrevet tre romaner, ’Som om’, ’Cahun’ og ’Paradis først’. Hvis vi lige her ser bort fra ’Cahun’, som er en biografisk roman, så tager ’Som om’ afsæt i relationen til din anden mand, som du også har børn med, og ’Paradis først’ tager afsæt i relationen til din første, amerikanske mand. Kan du forstå, hvis jeg var lidt jaloux?

»Ja, men det virkede ikke som om du var det. Jeg tænkte for nylig på, om det var kynisk, om det var en fejl, jeg havde, at jeg skrev de bøger, om jeg kunne tillade mig at forårsage den smerte eller om det ville være ødelæggende at pådrage den anden den fortid, som selvfølgelig samtidig er en forskydning. Jeg undskylder mange gange for min kynisme.«

»Men er du jaloux?«

–Nej, det er jeg ikke, og måske skal jeg snarere forvente, at den næste roman kommer til at handle om mig og vores liv?

»Det ved jeg ikke, om du skal ønske dig. Jeg ved heller ikke, om jeg kan skrive om det, der er lige nu.«

–Kan man ikke skrive om nuet?

»Det er vigtigt at fastholde, at vi har med fiktion at gøre. Jeg siger altid, når jeg underviser i at skrive, at man skal have fat i det autentiske sted. Det betyder ikke, at det skal være den rigtige virkelighed, man beskriver, at koppen, hvis den er grøn i virkeligheden, også skal være grøn i fiktionen. De følelser man skriver ud fra, skal derimod være autentiske. Det er helt afgørende, at man i skriveprocessen får fat i sine karakterers sande følelser, ellers ender det hele med postulater, og så er litteraturen ikke noget værd i mine øjne. Det er det, det handler om for mig. Og den eneste måde du kan skrive autentisk, er ved at have fat i kroppen. Man skriver ikke med hovedet, men med kroppen. Så i virkeligheden kan jeg ikke svare på dit spørgsmål, og Paradis først tager i øvrigt også til dels udgangspunkt i en nutid.«

–Lad mig spørge på en anden måde. Begge de to romaner handler om en kærlighedsrelation, der er gået forbi, og lige før talte du i forbindelse med ’Turisthotellet’ om at være for tæt på noget. Kan man først skrive om kærligheden, når den er væk?

»Når man skriver om noget, kærlighed eller ej, er der en fortolkende instans i teksten, som vælger ud, bestemmer hvordan noget skal betones og hvilke træk i en karakter der skal fremhæves, og for at gøre det bliver man nødt til at have dem på afstand. Man skal både have sine karakterer inden under huden og have dem på afstand. Det er en mærkelig dobbelthed. Karaktererne er fiktive karakterer, og hvis jeg fik lyst til at skrive om mit liv her og nu, ville det ikke længere være en fiktion, så ville det være forsøg på at lave en reportage om mit liv, og det kan jeg ikke se for mig. Men vi kan ikke tale om tingene på den her måde, det reducerer dem. Der er i øvrigt en karakter i På ryggen af en tyr, som jeg skrev, før vi blev kærester, hvor jeg var inspireret af dig, jeg vil bare ikke sige, hvem det er.«

–Jeg tænkte egentlig, at jeg skal være glad for at du ikke skriver om mig og os, for så var det vel et tegn på, at kærligheden var slut?

»Det forstår jeg, at du tænker. På den anden side er det lidt for meget 1:1 at se det på den måde. Fanny fra Som om og Kristina fra Paradis først er først og fremmest fiktive karakterer. Hvis de vil dreje til venstre, og jeg vil dreje til højre, så drejer de til venstre. Jeg ønsker ikke de skal blive en flad udgave af mig.«

–Hvis vi nu tager afsæt i ’Paradis først’, hvor du skildrer erindringen af et kærlighedsforhold. Præmis er, at det er fiktion, men samtidig har det også forbindelse til dit liv. Er det at skrive en roman også at komme overens med sin fortid?

»Hvorfor skriver vi overhovedet? Man har det stof, man har, og det leder til de bøger, man skriver. Det kan være en bog som Cahun, som beskriver en biografisk persons liv, kunstneren Claude Cahun, som ikke har noget med mig at gøre, men som jo alligevel må have noget med mig at gøre, siden jeg er så optaget af den karakter, at jeg må skrive om hende. Jeg skriver med udgangspunkt i min egen erfaring, jeg har jo ikke andre, end den jeg har. Jeg kan tilegne mig en masse viden om Claude Cahun og den tid, hun levede i, men det er stadig mig der skriver med den erfaringsramme, jeg er placeret i.«

»Det samme gælder, når jeg skriver en roman, der ligger tæt på mit eget liv. Hvad vil jeg med den, i det her tilfælde med Marlon og Kristina? Jeg er nødt til at tale om det på den måde, for det handler også om den enkelte bog og ikke om overordnede definitioner. Det er klart, at der er relationer eller oplevelser, som man bliver ved med at være mystificeret over, og som man måske med tiden erkender har været ekstremt definerende for den, man endte med at blive. Det kan være en uddannelse, en lærer, en rejse, en oplevelse i barndommen. Vi har alle sammen de her nedslag, som vi bliver ved med at vende tilbage til i vores erindring, fordi vi forbliver mystificeret over, hvad det egentlig var, der udspillede sig dengang, hvad det egentlig var, der skete.«

»For mit vedkommende var relationen til min første mand nok den mest definerende, og det har med mange ting at gøre. Jeg var meget ung, det er ofte førstegangsoplevelser der sætter sig. Når jeg ser tilbage, var det meget vildt og voldsomt, og det har jeg bearbejdet på alle mulige måder. Jeg har gået i psykoanalyse i 10 år, skrevet masser af dagbøger og på forskellig vis brugt mine erfaringer i andre bøger. Denne gang har jeg haft brug for at træde ind i hjertet af kærlighedens smerte, sådan som jeg har oplevet den og skrive derfra. Det er blevet til romanen Paradis først, men lur mig om der ikke kommer andre romaner skrevet på det samme stof. Det er jo mit stof. Arnestedet. Urhistorien. For mig er det fødslen. Den omstyrtende kærlighed.«

–Rent følelsesmæssigt kan det at skrive en roman vel godt bagefter være ledsaget af en lettelse eller renselse, en fornemmelse af at gøre sig færdig med noget. Har ’Paradis først’ også haft den effekt?

»Ja, det tror jeg, men det ville have været spændende, hvis jeg havde formået at skrive romanen to eller fem år efter vores brud og se, hvad det så havde været for en roman. Som jeg læser hovedpersonen Kristina, så oplever jeg, at hun er færdig med forholdet. Hun græder ikke over det tabte, hun er et andet sted, og det ville ikke være muligt at vende tilbage til det kæresteforhold.«

–Ja, det virker som helt lukket land!

»Men det ville det måske ikke være, hvis jeg havde formået at skrive den tidligere. Det kan godt ærgre mig, at jeg ikke tidligere var i stand til at skrive tættere på ting. Det kunne jeg faktisk i Som om, som er skrevet ret tæt på et brud.«

–Hvorfor er du ærgerlig over det?

»Fordi jeg ikke længere har adgang til de følelser. Jeg er nysgerrig efter, hvad det ville blive for en roman. Som maleren der registrerer nuet lige nu. Han sidder foran et landskab og maler lige det landskab og med de farver, det bilder vi os i hvert fald ind, som landskabet har. Det er også det, digte kan. Jeg startede ud med at skrive digte, og hvis der er noget digtet kan, så er det at gribe fat om nosserne på nutiden, nuet. Det kan en roman ikke på samme måde.«

–Det er vel lige præcis definitionen på romanen, at den kan noget andet?

»Det er romanens begrænsning. Nu har jeg jo ikke læst Knausgårds Min kamp, men det er nok det, han forsøger at gøre ved at skrive om den virkelighed, han lever i lige nu. Det er vel det, vi jagter hele tiden, ikke nødvendigvis at vi jagter nuet, men jagter forståelsen af det følelsesmæssige, erkendelsen på alle mulige niveauer af, hvad vil det sige at være til.«

–Romanen kan til gengæld have dybde og arbejde med tidslag og forskydninger. Noget som du i den grad udnytter i din nye roman, hvor du inden for en sætning kan bevæge dig mellem nutid og datid og skifte pronominer fra jeg til hun, altså mellem et indre og et ydre blik. Hvordan har du tænkt det?

»Jeg tror, ideen opstod, da jeg havde en samtale med min eksmand for nogle år tilbage, og han beskrev et lysegrønt askebæger af glas, som vi havde stjålet fra en lejlighed i Prag, hvor vi boede i en periode og havde taget med til København. Som ung havde jeg et meget voldsomt temperament, på et tidspunkt kylede jeg i vrede askebægeret i gulvet, så det efterlod et dybt mærke i gulvbrædderne. Den episode kunne jeg slet ikke huske. Nu bilder jeg mig ind, at jeg kan huske det, for han har jo fortalt den historie. Men hvis ikke han havde fortalt den, så ville jeg ikke have haft nogen erindring om hverken episoden, askebægeret eller hullet. Det gjorde mig opmærksom på, at han har nogle erindringer om vores relation, som jeg ikke har, og jeg har helt sikkert nogle erindringer om vores relation, som han ikke har. Ligesom jeg har nogle andre erindringer i dag, end jeg havde i går, fordi jeg humørmæssigt er et andet sted, og sådan ændrer det vi husker sig hele tiden i vores bevidsthed.«

»Det gjorde mig opmærksom på, at der er så meget inkonsistens i det felt, men hvad stod der så tilbage inde i mig: en følelse, en stærk fornemmelse af noget, der havde været mellem os, havde forplantet sig, havde defineret hvem jeg var blevet og defineret de relationer, der fulgte efter. Det stod der som en blok, og det var det sted, jeg ville sætte i spil. Jeg ville gå ind i den blok og se, hvordan jeg kunne sætte det i svingning med de inkonsistente erindringer.«

»Jeg begyndte at tænke over, hvordan vi mødtes første gang, men jeg kunne ikke komme i tanker om det. Jeg gravede og gravede i hukommelsen, og så dæmrede en episode på en café, men der var for meget åbenlys flirt imellem os til, at det kunne være allerførste gang. Jeg måtte antage, at det var andet eller tredje møde. Så jeg gravede videre, og langsomt voksede et billede frem af en trappeopgang og en sti i en park. Måske var det der vi mødtes, i den trappeopgang eller i den park, men jeg er stadig ikke sikker. Så dette med glemsel og erindring satte mig for alvor på sporet af, hvad det var, jeg ville undersøge i romanen.«

»Da jeg var kommet skridtet videre, gik det op for mig, at racisme fyldte vildt meget i vores forhold og i vores måde at være i verden på, og det havde jeg også glemt. Jeg havde slet ikke tænkt, at det skulle fylde i romanen. Det at gå i gang er interessant, fordi man opdager, at man aldrig ville have set på tingene på den måde, som man ser dem nu, hvor man sidder og undersøger feltet. Idet man dykker ned i det, sker der noget nyt. Jeg siger ikke, at det er sandheden om relationen, man når frem til. Det er vigtigt at holde fast i, at det er fiktion. Det kommer fra mig og bliver noget tredje. Hvis min eksmand læste roman, så ville han sikkert tænke, at det ikke havde noget med ham at gøre.«

–Så der går en linje fra det lysegrønne askebæger til arbejdet med den inkonsistens?

»Det jeg gerne ville vise var, at det vi husker, ikke nødvendigvis er noget vi kan stole på, det er en fiktion. Jeg skriver i starten af romanen to gange om Marlon og Kristinas første møde i en kiosk. Den første gang er der ikke andre mennesker, og det er Kristina der skal købe noget. Længere fremme i romanen erindrer Kristina den samme kiosk, forskellen er bare, at der er andre mennesker og det er Marlon der skal købe noget. Begge de erindringsglimt er lige vigtige for jeget i romanen. Hun spekulerer ikke over, om den ene eller den anden er den rigtige, hun har allerede glemt den version, hun havde i forgårs og er til stede i den nye version. Endnu senere i romanen reflekterer hun over, hvordan det var de egentlig mødtes, var det i cafeteriet på campus, og der har hun faktisk glemt kiosken.«

»Det er efterhånden sådan jeg tænker erindringen, som en lunefuld størrelse, der hele tiden fluktuerer og ændrer sig, afhængigt af hvad man i øvrigt har beskæftiget sig med, tænkt på eller ens humør – det ville jeg gerne vise. Romanen handler om erindring. Den handler om et jeg, som tager tilbage til sin ungdomskæreste i USA, efter at de ikke har set hinanden i næsten tyve år, og allerede på vej derover begynder hun at gå tilbage i tankerne. Derfor har jeg rent formelt skrevet romanen, så jeg hele tiden skifter i tid, jeg skifter mellem nu og dengang, og det gør jeg også inden for hver enkelt sætning, skifter pronominer på den måde, at jeget pludselig kan se sig selv udefra som ’hun’ eller tiltaler ham som ’du’. Sådan er erindring for mig. I det ene øjeblik mærker du det som et nu, selvom det er noget der tilhører fortiden, og i næste øjeblik ser du det som i en film, hvor du ser dig selv udefra.«

–Det du beskriver, er også et særtræk ved bogen og noget jeg ikke har set gjort før. Og det er gjort så let og usynligt, at man nærmest ikke mærker det og bare glider igennem romanen i ét langt sug. Er det sådan for dig, at hver ny bog skal have en ny metode?

»Det er ikke noget, jeg beslutter mig for på forhånd. Stoffet påkalder sig en form, jeg dykker ned i stoffet og så hænger det sammen med en form og med, hvordan jeg bedst muligt kan give det et udtryk.«

Vi skal tale lidt om romanens to hovedpersoner, Kristina og Marlon. Marlon beskrives i datidssporet som en ung sort mand med en sort far og hvid mor. Han er ekstremt begavet og har store drømme om alt det han skal udrette i fremtiden. Han er vokset op i det frisindede Californien og uddannet på eliteuniversitetet Williams College. Der er visse forestillinger om, at han på et tidspunkt skal blive præsident. I nutidssporet godt tyve år efter at Kristinas og Marlons forhold er slut, er han endt uden fast job i Monett, en lille by ude på den midtamerikanske prærie, sammen med en hvid kvinde, dertil mormon, som sælger dæk og aldrig har været andre steder. Lige midt i Trump-land.

–Hvordan ser du Marlon?

»Marlon har de bedste forudsætninger, men samtidig også meget dårlige, fordi han racemæssigt er splittet. Han er vokset op hos en hvid mor, men har haft en sort far, hvis familie ikke kunne acceptere, at han skulle vokse op i en hvid familie, hvorfor de kidnappede ham, da han var spæd. Det er starten på en konflikt som aldrig slutter. Han er vokset op i en hvid familie, som på den ene side er liberal, veluddannet, bor i hus ude i skoven uden fjernsyn – en rigtig prototype på et hvidt californisk venstreorienteret liv.«

»Moren er velmenende på den måde, at hun er farveblind. Hun nægter at se i øjnene, at hendes søn bliver mødt som farvet ude i samfundet og derfor møder nogle andre typer udfordringer, end hvis han blev mødt som hvid. Det betyder så bare, at det stakkels barn, som ude i verden bliver mødt som sort, men hjemme i sin familie ikke bliver anerkendt som sort, identitetsmæssigt bliver grundforvirret – og desuden også bliver udsat for vold og racisme. Han bliver ikke i sin egen familie mødt og set i den virkelighed, han selv befinder sig i. Så starter han på universitetet, og det er første gang, han bliver anerkendt, møder nogen der ser den dikotomi, han altid har befundet sig i, fordi de selv har befundet sig i den. Det er her, han beslutter sig for, at han fra nu af kun vil date sorte kvinder.«

»Da Kristina så møder Marlon, er det det, han fortæller hende. Problemet er bare, at han forelsker sig i en hvid kvinde, i Kristina. Hvad gør han så? Det bliver så den konflikt, der udspiller sig inden i ham, mellem dem, og Kristina som kun er 18 år og meget naiv bliver grundforvirret, da hun indtil da har troet på en virkelighed, som ikke findes. Da det så går op for hende, hvordan verden hænger sammen, bliver hun chokeret og er egentlig ikke rigtigt klar til at forholde sig til det.«

–Hun er også farveblind?

»Ja, det er hun faktisk. Hun forelsker sig i et menneske, og hvorfor skal det overhovedet være et tema, at han er sort og hun hvid. Hun har ingen erfaring med det.«

–De konflikter, du beskriver i romanen, er i højeste grad blevet aktualiseret, men det er jo også ældgamle konflikter, som vi ikke er kommet videre med og som bliver ved med at generere de samme konflikter. Gør det det sværere at udkomme lige nu?

»Det tænker jeg den ene dag og den næste ikke. I dag tænker jeg det ikke.«

–Hvad tænker du så en anden dag?

»At alle de spørgsmål om, hvad og hvem og hvordan, man må skrive er blevet en faktor, og her kan jeg godt nogle dage tænke, om der er nogen, der vil mene, at jeg ikke kan tillade mig at skrive om det her. I dag kan jeg mærke, at selvfølgelig kan jeg det, for jeg tager jo udgangspunkt i min egen erfaring. Men så må man spørge sig selv, om hvis jeg ikke havde taget udgangspunkt i egen, ville jeg så kunne tillade mig at gøre det og hvordan, men det er en anden snak.«

–Du er hvid kvinde og skriver om en hvid kvinde og hendes forhold til en sort mand. Hvis du nu helt principielt ikke havde haft egne erfaringer, måtte du så?

»Jeg synes ikke der skal være begrænsninger, når vi snakker kunst og litteratur. Hvis vi skal begynde at opstille regler, så har vi afskaffet en stor del af det mulighedsfelt, som kunst er. Men det jeg samtidig mener – og det er en personlig ting, som man ikke kan nedfælde som en dogmeregel – er, at man skal gøre sig sindssygt umage, når man skriver en bog og laver et værk. Hvis man har lyst til at sende noget ud i verden og forventer, at nogen skal tage imod og blive oplyst af det, så er regel nummer et, at man gør sig umage. Det gælder ikke kun æstetisk, men også erkendelsesmæssigt. Ligegyldigt hvilket emne, du går ind i, om det er et filosofisk, teoretisk emne, i det her tilfælde er romanens emne racisme, så må man gå dybt ned i leret af det. Og kan man kun det, hvis man har en egen erfaring med racisme? Nej, det mener jeg ikke, jeg mener, at det er det, man kan i litteraturen. Samtidig synes jeg det er et farligt emne, for hvor går grænsen for, hvad man kan og må. Det er en grænse, man selv må opstille, en grænse man forhåbentligt kan mærke inde i sig selv, ellers kan litteraturen blive en holdeplads, hvor man slår plat på andres lidelse.

–Det er en interessant sammenligning med et filosofisk værk, at hvis det er dårlig tænkt, så kan det affærdiges som makværk. Men også samtidig sjovt at tænke på, at en af vestens største tænkere, Kant, aldrig i sit liv kom uden for Königsberg, og samtidig formåede han at bygge en af de største tankebygninger.

»Og Walt Whitman, der skrev Leaves of Grass og efter sigende aldrig har været ude i en skov. Det er vigtigt at have med, for jeg synes, det er det smukke og fantastiske ved mennesker der skaber. At det hele kan være herinde, og at man via forestilling, empati og grundig undersøgelse kan sætte sig ind i og skrive om andre erfaringer end kun ens egne.«

–Så er der Kristina i romanen. I ’Som om’ hedder jegfortælleren Fanny og er forfatter. I ’Paradis først’ hedder hun Kristina ligesom dig og er fotograf. Hvad har du lige gang i?

»Hun kunne ikke hedde andet. Sådan er det med romanfigurer, man kan altid mærke, når noget er et postulat, når en person siger noget, og man med det samme ved, at det kunne den person aldrig finde på at sige. På samme måde er det med navne. Når man giver en romankarakter et navn, så ved man, om det er det rigtige navn. I det her tilfælde gav jeg hovedpersonen adskillige navne, og jeg blev ved, der var rigtig mange gode forslag. Til sidst tænkte jeg, det går ikke det her, vi kalder hende Kristina indtil videre, og når vi så er færdige, laver vi navnet om. Jeg ved ikke, hvorfor jeg siger vi …? Der kom også en fortælling om navnet Kristina i romanen, at hun er opkaldt efter en fiktiv figur i en roman af Vilhelm Moberg. For mig passer navnet rigtig godt, det betyder jo Kristus, og der er noget opofrende ved hende. I romanen opgiver hun det, hun var i gang med og følger Marlon, hun opgiver alt for ham.«

–Hvorfor er hun fotograf?

»Fordi hun er meget registrerende, ser detaljerne, men ikke nødvendigvis det store flyverbillede og fordi det som med navnet ikke kunne være andet.«

–Det er vist ikke forkert at sige, at du i dine bøger er ret optaget af at se, af øjne, af perspektiv?

»Det kan let blive banalt, men det at skrive er at se, og det er at begære. Skrift og begær hænger sammen. Du trækker motiver ud af verden og lægge dem i den orden, du nu synes de skal ligge i. Det er en måde at skabe orden på. Der er kaos, og når du så zoomer ind, så skaber du en orden.«

–Jeg tænkte, at det ikke var så overraskende, at Kristina er fotograf. Lad mig læse noget for dig om portrætfotografiet, som er skrevet af Kristina Stoltz for nogle år siden til en bog om portrætter. Her skriver du:

»Verden lever i os som billeder, genopstår hver dag i nye billeder eller gentager sig selv, synes vi, i billeder vi allerede kender, når ikke vi kastes tilbage i vores eget indre mørke, hvor fortidens billeder ligger lagret i nedkølede arkivskabe, der ikke tåler dagens lys, hvis vi skal forblive i troen på, at vi virkelig ’ser’ begivenhederne, som de udspillede sig dengang for længe siden.«

»Det er ret flot. Meget interessant, at jeg har skrevet det.«

–Det er jo ikke bare det, at Kristina er fotograf, i nutidssporet har hun opgivet fotografiet og har nu et lidt diffust arbejde, noget med nogle arkiver, ligesom i stykket, som jeg tænker som en lille poetik, der gælder for portrætfotografiet, men sådan set også kunne gælde det at skrive en roman med et autobiografisk afsæt.

»Jo, det kunne det vel egentlig. Det er lidt svært, det fotografi, portrætfotografen tager af en person, er jo farvet af fotografen. Fotografen synes det er det bedste billede, og det har med fotografen at gøre. En roman trækkes ud fra en indre verden, og portrættet af Marlon er ikke portrættet af min eksmand, heller ikke portrættet af Kristina.«

–Det ved jeg godt, men hør lige, hvad du videre skriver i teksten. Du beskriver først, hvordan der, når barnet lærer at se, går relativt længe, før det forstår, at det ikke er sig selv det møder, men moren og først gradvist lærer at blive et selvstændigt individ løsrevet fra moren:

»Efterhånden begriber barnet, at den andens blik, netop er et andet blik, at den måde moren ser barnet på, er en anden måde end barnet ser sig selv på. Vi vokser op og forstår, at der findes andre perspektiver, at selvom det er den samme fysiske proces vores øjne og hjerner gennemgår, når lyset filtreres gennem vores synsnerver og lagrer de billeder, der fremkaldes i vores hjerner, så er det forskellige billeder, vi refererer til. Det narrativ der følger det sete og det skete, kommer helt an på de øjne som ser og har set, og vi lærer at acceptere, at livet er mangfoldigt, at vi alle er forskellige og ser forskelligt på tingene.«

–Og videre:

»Men når vi så igen sætter os foran portrætfotografen, glemmer vi alt om det, vi har lært, at der findes lige så mange mulige fortolkninger af mig, som der findes individer der ser og forholder sig til mig. Foran fotografen bliver vi børn igen, der falder i med morens blik, går i forlængelse af hende. Af hensyn til egen selvopfattelse og forfængelighed er vi kun villige til at acceptere en bestemt version af mig.«

–Men skriver du så videre, foran den gode portrætfotograf er det hans eller hendes øjne der fremkalder mit udtryk, mere end det er min egen idé om mit udtryk:

»Jeg bliver så at sige til i den andens billede af mig, jeg genfødes, opstår i en ny version, en ny fortolkning, som muligvis ikke har noget at gøre med den, jeg føler mig som … den andens blik på mig fremstiller det mystiske tredje, en ny form for sandhed, som ikke er sprogligt oversætteligt, fordi det rummer alle de lag og historier, som det fysiske møde mellem to personer i den analoge verden kan indeholde.«

–Jeg tænker, at det netop er den proces, du også beskriver med det mystiske tredje. Derfor tænker jeg, at det ikke er tilfældigt, at Kristina er fotograf. Da Kristina i romanen kommer til Amerika, spørger hun Marlon, hvorfor hun skulle komme den lange vej, og han svarer at han ville se hendes ansigt igen. Hvad ligger der i det? Jeg mener det kan betyde to ting: enten, at han vil se sig selv ved at se Kristina igen, det er det narcissistiske blik, der er nemlig også noget med at de to ligner hinanden, eller det kan betyde, at Marlon er forfatteren Kristinas opfindelse, ligesom karakteren Kristina er. Så karakteren Kristina skulle kaldes til USA og mødes med karakteren Marlon og udsættes for hans blik for at forfatteren Kristina kunne fremkalde den roman som har titlen ’Paradis først’ … Nå, det er bare min udlægning, lad os skifte emne. Der er også et fotografi i bogen som spiller en vigtig rolle og dukker op flere gange. Det forestiller de to til en fest, hvor hun står med armene om hans hals. Hvilken rolle spiller det?

»Det er som arnestedet. Kristina i nutidssporet synes at se tragedien, der først vil udspille sig senere. Det ser hun i Kristinas ansigt, hun ser det med et tilbageskuende blik i sit eget ansigt på billedet. Og hun tolker på det.«

–Kristina har ikke taget det foto, det har en ukendt person?

»Alle de steder som virkelig har betydning, har hun ikke været i stand til at fotografere.«

–Findes det foto i virkeligheden?

»Ja!«

–Er det forskelligt fra foto i romanen?

»Nej!«

–Det er et vildt hemmeligt billede, som jeg heller ikke må se? Som urscenen?

»Ja!«

Alle fotos er taget af Sidsel Becker.

Paradis Først udkommer i dag!

I dag udkommer ‘Paradis først’ på forlaget Gutkind

CAHUN er udkommet

CAHUN er udkommet og den har fået en fantastisk modtagelse!

Anmelderne skrev:

Berlingske Tidende: “Kristina Stoltz’ formfuldendte biografiske roman om en af de første »offentlige« gender queers, franske Claude Cahun, er et mesterværk, der i et pletskud skriver sig ind i vores kontrolfreakede samtid. Den er meget andet og mere end et feltstudie i flydende køn og seksualitet.” ******

Jyllandsposten: „Kristina Stoltz, en af vores allermest interessante og alsidigt talentfulde forfattere, har begået en på alle måder bemærkelsesværdig roman.“ *****

Dagbladenes Bureau: “Kristina Stoltz’ nye roman, “Cahun”, er det, man kalder exofiktion – eller en biografisk roman. Personerne, vi læser om, findes i virkeligheden, men forfatteren digter sig ind i deres tanker og drømme og følelser. Det kræver naturligvis dyb indsigt i, og respekt for, dem, det handler om, og mit indtryk er, at Kristina Stoltz besidder begge dele. Resultatet er en forrygende roman, der både giver et nuanceret og levende billede af historien, kunstneren og kvinden – eller kvinderne, for det ER både Lucy og Suzanne, der er Cahun det meste af vejen – og taler til vores egen tid med stigende fremmedhad, nationalisme og totalitarisme forklædt som terrorbekæmpelse.” ******

Information: “Kristina Stoltz’ ambitiøst altfavnende roman om den franske forfatter, fotograf og politiske aktivist, der kaldte sig Claude Cahun, er blandt andet spændende læsning, fordi den giver et bud på, hvorfor fantasien får kraft, når fascismen gør.”

Politiken: “Kristina Stoltz har skrevet om den atypiske franske avantgardekunstner Claude Cahun, og det er der også kommet en meget atypisk biografisk roman ud af. ****

Weekendavisen: “Kristina Stoltz har skrevet en udfordrende, eksperimenterende, ekspressiv og karnevalistisk udklædnings- og kunstnerroman.”

Elle: “Med romanbiografien Cahun formår Stoltz på forrygende vis at gøre fantasien til sandhedskilde. Man tror på hendes Lucy, lever med hende og ville ønske, hun stadig var der til at ruske op i det hele som en voksen version af Pippi Langstrømpe.” ****

Fine Spind: “Claude Cahuns liv og virke var – i hvert fald i Kristina Stoltz’ udlægning af historien – et radikalt opgør med alle de normer, der definerer vores samfund. Bogen er en tankevækkende men også forførende beskrivelse af, hvad der kan ske, hvis man som Claude Cahun, kompromisløst insisterer på at leve uden at tage hensyn til godt eller skidt, sandt eller falsk.” *****

Klassekampen (Norge): “Kristina Stoltz skriv med ein naturleg autoritet.”

Litteratursiden: “Grebet er avanceret og lidt af en genistreg fra forfatteren. Stoltz skaber i denne fortællekonstruktion en helt særlig reflekteret tilgang til Claude Cahuns spændende liv.”

Hvis man bare er et menneske, bliver man ikke behandlet som et medmenneske

I 1951 udkom Hannah Arendts hovedværk ”The Origins of Totalitarianism” første gang, for siden at blive genudgivet et utal af gange. Bogen beskriver og analyserer Nazismen og Stalinismen – de store totalitære, politiske bevægelser i den første halvdel af det tyvende århundrede. Efter valget af Donald Trump har den ikke så mærkeligt ligget på bestsellerlisten, og nu har Informations Forlag udgivet bogen ”De retsløse og de ydmygede” med tre essays af Hannah Arendt, der alle handler om flygtninge, statsløshed og rettigheder. Det sidste og længste essay i bogen ”Nationalismens forfald og enden på menneskets rettigheder” er et uddrag fra netop ”The Origins of Totalitarianism”, og det er skræmmende læsning, fordi det på trods af de 66 års tidsforskydning er som at sidde og læse om vores egen tid. I Arendts analyse er det ikke de store flygtningemasser i forbindelse med både Første og Anden Verdenskrig (flygtningemasser af samme størrelse som vi er vidne til i dag), der truer vores retsstater, men lige præcis de populistiske bevægelser og politikere, der lykkes med dæmonisere og mane skræmmebilleder frem, der i sidste ende kan føre til, at et demokratisk flertal ender med at afskaffe retsstaten.

Arendt indleder ”Nationalstatens forfald og enden på menneskets rettigheder” med at beskrive dagene både før og efter Første Verdenskrig, som dagene før og efter en detonation – hvor den første eksplosion har udløst en kædereaktion, som vi lige siden har siddet fast i. Første Verdenskrig sprængte uopretteligt Europas fredelige sameksistens – og med Versailles-traktaterne der klumpede mange forskellige folkeslag sammen i enkeltstater og omtalte nogle af dem som ”statsbærende folk” og andre som ”mindretal” var kimen til nye stridigheder lagt – for den langsigtede plan for mindretallene var at blive assimileret i de nye suveræne nationalstater.

Den Franske Revolution havde i sin tid forbundet erklæringen om menneskerettigheder med national suverænitet, hvilket betød at alle de nye mindretal, der nu var blevet efterladt uden deres egne stater, stod i en udsat position og det blev derfor Folkeforbundets (forløber for FN) opgave at garantere disse folks rettigheder.

Der havde altid eksisteret minoriteter i Europa, men minoriteter som en permanent institution, anerkendelsen af, at millioner af mennesker eksisterede uden for lovens normale beskyttelse og havde brug for en ekstra garanti for deres elementære rettigheder fra en udefrakommende institution (Folkeforbundet) var nyt i Europas historie. Minoritetstraktaterne erklærede, at kun folk af samme nationalitet kunne opnå borgerskab og nyde godt af lovlige institutioners fulde og hele beskyttelse. Personer af andre nationaliteter havde derfor brug for en undtagelseslov, indtil de var fuldstændig assimilerede og separerede fra deres oprindelse. Samtidig vedtog de fleste europæiske landes regeringer ny lovgivning, der gjorde det muligt at skaffe sig af med et større antal af sin befolkning, på et hvilket som helst opportunt tidspunkt. Hvilket for Det tredje Riges vedkommende gjorde det let at frakende jøderne deres tyske nationalitet, da man i 1933 havde lavet en lov, der betød at alle jøder der have forladt landet (naturligvis også dem der blev deporteret til en polsk lejr) automatisk mistede deres statsborgerskab.

Arendt skriver om Europas manglende anerkendelse af ”statsløse” i efterkrigstiden. Begrebet ”statsløs” forudsætter en anerkendelse af, at en person har mistet beskyttelsen af den retlige status, som en national regering og de nødvendige internationale aftaler yder. Efterkrigstidsbetegnelsen ”fordrevne personer” blev opfundet under krigen med det erklærede sigte af afskaffe statsløshed én gang for alle ved at negligere dens eksistens. Ikke-anerkendelse af statsløshed betyder altid repatriering, dvs. deportation til et oprindelsesland, der enten nægter at modtage personen eller tværtimod er ivrig efter, at personen skal vende tilbage og modtage sin straf. Hvad skulle man stille op med de fordrevne, som man ikke ville anerkende som statsløse? På internationale konferencer forsøgte man at etablere en juridisk status for disse personer, men mislykkedes hver gang. Samtlige diskussioner om flygtningeproblemerne kredsede om det ene spørgsmål: ”Hvordan kan flygtningen igen blive deporterbar?”

Allerede så tidligt som i 1930’erne blev det praktiske alternativ til det manglende ”hjemland” interneringslejre, der i forbindelse med Anden Verdenskrig udviklede sig til regulære arbejds- og udryddelseslejre!

Menneskerettighedserklæringen i slutningen af det attende århundrede var et historisk vendepunkt, for den betød, at fra nu af skulle loven udgå fra mennesket selv og ikke fra Gud eller sæder og skikke. Men ifølge Arendt indeholdt erklæringen det paradoks, at den forudsatte et ”abstrakt” menneskeligt væsen, og eftersom menneskeheden efter Den Franske Revolution blev opfattet som en familie af nationer, var det for hende indlysende, at det ikke er individet, men folket der udtrykker menneskets billede. Dette skaber problemer hver gang, der dukker folk op, der ikke længere er borgere i en suveræn stat – hver gang nogen har mistet retten til et hjem og retten til statslig beskyttelse – hver gang nogen er blevet rettighedsløse. Den rettighedsløses ulykke består i, at personen ikke længere tilhører noget bestemt fællesskab. Det vanskelige i situationen er ikke, at personen ikke er lige for loven, men at der faktisk ikke eksisterer nogen lov for den person. Og det er her den fundamentale berøvelse af menneskerettighederne består: Berøvelsen af en plads i verden, hvor synspunkter betyder noget og handlinger har konsekvens.

I praksis gælder menneskerettighederne kun dem, der er borgere i en nationalstat, og Arendt beskriver, hvordan de, der overlevede udryddelseslejrene efter Anden Verdenskrig efterfølgende insisterede på deres nationalitet (symbolet på deres tidligere borgerskab), fordi de var smerteligt bevidste om, at denne tilknytning også var deres eneste reelle mulighed for at blive betragtet som mennesker og ikke bare som ”vilde”. For vi fødes ikke som lige. Vi bliver lige som medlemmer af en gruppe, skriver Arendt, såfremt vi er stærke nok til at garantere hinanden lige rettigheder. Vores politiske liv hviler på den antagelse, at vi er i stand til at frembringe lighed ved organisation. Grunden til, at højtudviklede civilisationer så ofte insisterer på etnisk homogenitet, er, at de håber så vidt muligt at afskaffe forskelsdannelser, der i værste fald kan lede til had, mistillid og diskriminering. Den ”fremmede”, skriver Arendt, er et frygtindgydende symbol på, at der findes forskelle, at der findes individualitet, og peger på de områder, hvor mennesket er ude af stand til at forandre tingene, og som vi derfor begærer at ødelægge.

Når man er tvunget til at leve uden for fællesskabet, det vil sige uden for den menneskelige civilisation, selvom man med kroppen befinder sig midt i den, bliver man tvunget eller kastet tilbage til den rene skære individualitet, det naturligt givne og intet andet, hvilket betyder, at man kommer til at tilhøre den menneskelige race på en måde, der ligner den måde et dyr tilhører en specifik dyreart. Den fare, der ligger i eksistensen af store grupper af den slags folk er indlysende, og bør vække genklang i vores moderne kontekst til skræk og advarsel, for ”faren er,” skriver Arendt, ”at en global civilisation, der er forbundet universelt på kryds og tværs, kan skabe nye barbarer i sin egen midte ved at tvinge millioner af mennesker til at leve under betingelser, som, til trods for hvordan tingene tager sig ud, er de vildes betingelser.”

“De retsløse og de ydmygede – essays om flygtninge og statsløshed” består af de tre essays “Vi flygtninge”, “De retsløse og de ydmygede” og “Nationalstatens forfald og enden på menneskets rettigheder”. Alle tre essays er oversat Claus Bratt Østergaard. Bogen åbner med forord af Thomas Gammeltoft-Hansen.

“Som om”

“Som om” er blevet indstillet til DRs romanpris 2017. Det er jeg enormt glad for. De andre nominerede forfattere er Kirsten Thorup, Merete Pryds Helle, Niels Lyngsø, Christina Hesselholdt og Mich Vraa.

Afviste asylansøgere deponeres som menneskeligt vraggods

Jeg har skrevet denne beretning sammen med min kollega, forfatteren Kirsten Thorup, efter vores besøg i Vridsløselille Statsfængsel og på Kærshovedgårds Udrejsecenter. Foruden samtaler med fagpersoner inden for menneskerettigher, jura og asylområdet har vi talt med beretningens to hovedpersoner. Teksten blev bragt i Politiken, den. 15. oktober 2016.

En rejse ind i mørket

På en briks i et lille lukket rum ligger en ung, afghansk mand på 24 år. Det er midt på dagen, men for den unge mand gør det ingen forskel, om det er nat eller dag. Han har ikke længere nogen tidsfornemmelse, og han har for længst givet afkald på opretholdelsen af en døgnrytme. Rummet er meget lille, 7 kvadratmeter. Foruden briksen er der et skab, et fjernsyn, et bord og en stol derinde. Foran det lille vindue er der tremmer. Det ligner en fængselscelle. Det er en fængselscelle. Vi befinder os i det 157 år gamle Vridsløselille Statsfængsel, som man egentlig ville lukke ned, fordi man anså det for at være for nedslidt til danske kriminelle. Men på trods af fængslets dårlige forfatning besluttede man i forbindelse med hasteændringen af udlændingeloven i november 2015 at benytte fængslet til det stigende antal frihedsberøvelser af afviste asylansøgere, som regeringen nu gav politiet beføjelse til at foretage.

Den unge mand er en ud af de cirka 30 frihedsberøvede udlændinge, der på nuværende tidspunkt opholder sig i Vridsløselille Statsfængsel, fordi de efter at have fået afslag på asyl, men af forskellige grunde ikke vil eller kan sendes hjem, formodes at ville ’gå under jorden’. Ingen af dem har foretaget sig noget kriminelt, alligevel udsættes de for landets hårdeste straf. Deres telefoner er blevet taget fra dem og de får ikke mulighed for at gå på internettet. Den eneste kontakt de har til omverdenen er en times besøg en gang om ugen samt et telefonopkald fra fængselstelefonen i 10 minutter om ugen.

Det banker på døren ind til vores unge mand, der stadig ligger på briksen. Han bevæger sig ikke, gør ikke ansats til at gå hen og åbne. En fængselsbetjent træder ind. ”Der er frokost”, siger han. Normalt ville den unge mand rejse sig og måske gå lidt ud på gangen i forbindelse med måltidet. Maden ville han nok ikke røre. Han plejer kun at spise morgenmad, for både frokostserveringen og middagsmaden, optøede Jyderupplatter fra et cateringfirma, smager så dårligt, at ingen af de indsatte har lyst til at spise det. Men i de sidste fem dage har han heller ikke spist morgenmad.

Ifølge Amnesty vil alle mennesker tage psykisk skade af at blive holdt indespærret under de vilkår, som man tilbyder de afviste i Vridsløselille Statsfængsel. Amnesty har endvidere påpeget, at frihedsberøvelse af psykisk sårbare mennesker kan være i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3, der forbyder menneskelig og nedværdigende behandling. Men der foretages ingen screening af de tilbageholdtes psykiske tilstand, inden man frihedsberøver dem, rent faktisk har dommeren ikke en eneste gang afvist politiets anmodning om at frihedsberøve en udlænding.

Den unge, afghanske mand er den ikkekriminelle afviste asylansøger, der for tiden har været frihedsberøvet længst i Danmark. Han kom til landet sammen med sin 20-årige kone og deres søn på knap 1 år i august 2014 og fik afslag på asyl i juni 2015. Efter to mislykkede hjemsendelsesforsøg forsøgte politiet igen at tvangsudvise den lille familie, og denne gang lykkedes det trods familiens åbenlyse protester at få dem om bord på et SAS-fly til Frankfurt. De fik strips om håndled og ankler og blev placeret bagerst i ruteflyet på en række for sig selv. Deres højlydte protester blev dæmpet ved, at de medfølgende betjente pressede dem forover i sædet og holdt dem for munden. Den lille dengang halvandet-årige dreng sad på rækken foran forældrene sammen med en kvindelig betjent. Ved ankomsten til Frankfurt, hvorfra det var meningen, at de skulle videre til Kabul med Indian Airlines, smed den unge mand sig på gulvet og nægtede at følge med ud til gaten. Politiet slæbte ham med hen til lufthavnens politistation og fik ham anbragt i en kørestol og spændt fast. Familien blev dernæst fulgt ud til gaten. Den lille dreng, der stadig var i betjentens varetægt, skreg hele vejen, indtil han til sidst mistede stemmen, men betjenten gav ikke tilladelse til, at han kunne blive trøstet af sin mor.

Indian Airline nægtede at tage familien med om bord, eftersom det var åbenlyst, at de modsatte sig rejsen. Politiet måtte derfor bringe dem tilbage til Kastrup, hvor moren og barnet omgående blev sendt tilbage til Sandholmlejren (for senere at blive overflyttet til Kongelunden), og manden blev placeret i Vridsløselille Statsfængsel.

Den unge mand bliver liggende på briksen, efter at fængselsbetjenten har forladt hans celle. I det første lange stykke tid af hans ophold i fængslet sad han i isolation i 23 timer af døgnet, med kun en times daglig gårdtur. Først flere måneder senere, efter at ombudsmanden havde besøgt fængslet, blev der lempet på det strenge regime, og de indsatte fik lov til at komme mere ud i luften og besøge hinanden i de små celler.

Han vender sig ind mod den grå, afskallede væg, hvis dybe revner han lige nu fantaserer om som udveje. Flugtveje. Men der er ingen veje ud af dette tusmørke-vakuum, som muligvis aldrig ender, men bliver en fortsat rejse dybere og dybere ind i et ikkeliv, ind i en parallel virkelighed til den retsstat, vi borgere lever i. Som asylansøger er man ikke borger noget sted, og som afvist asylansøger har man fået frataget den rest af rettigheder, som de øvrige asylansøgere dog har: retten til undervisning, retten til at arbejde (praktik), retten til familieliv. Det er det sidste, der har slået vores unge mand helt ud, at han ikke kan få lov til at være sammen med sin familie. Hans nu 2½ år gamle søn har svært ved at genkende ham, fordi de ser hinanden så lidt og intet har med hinanden at gøre i det daglige. Ved det sidste retsmøde var dommeren tydeligt i tvivl om, hvorvidt det var forsvarligt at frihedsberøve ham på 11. måned. De danske myndigheder havde chartret et fly til den lille familie, men havde fået afslag på landingstilladelse i Kabul. Der er fortsat ingen udsigt til at kunne sende familien hjem, og hvor længe kan frihedsberøvelsen fortsætte? Dommeren måtte bruge tre timer, inden hun alligevel endte med at stadfæste den fortsatte frihedsberøvelse.

I den tid, den unge mand har opholdt sig i Vridsløselille Statsfængsel, har den danske stat arbejdet som besat på at få sendt lige præcis denne lille familie tilbage til Afghanistan. Det er derfor, man ikke tør risikere, at han og hans familie ’går under jorden’. Det er derfor, man er villig til at forlænge frihedsberøvelsen igen og igen og måske gå helt til den 18 måneders tidsgrænse, som Danmark har skrevet under på at overholde i det europæiske asyldirektiv. Man er villig til at forlænge frihedsberøvelsen, til trods for at den unge mands læge i sin seneste sundhedsrapport skriver, at han har indledt en sultestrejke, og at han i løbet af kort tid er gået fra at være en velfungerende, optimistisk person til en ensom og vred mand, der føler sig uretfærdigt behandlet af systemet. Lægen vurderer, at han i nærmere fremtid vil kunne være til fare for sig selv eller sine omgivelser, hvis ikke han snart bliver genforenet med sin familie.

Hvorfor fortsætter man frihedsberøvelsen af en mand, som er under hastig psykisk nedbrydning, hvis ikke der er udsigt til at kunne sende ham og hans familie hjem? Det gør man, fordi Afghanistan med medhold fra FN siden 2015 ikke har villet tage imod tvangshjemsendte børnefamilier, kun enlige mænd og par uden børn. Men nu skal det lykkes Danmark at statuere et eksempel på det modsatte: at man kan tvangshjemsende børnefamilier, selvom det indtil videre hverken er lykkedes for Norge eller Sverige. Det er tilfældigvis vores lille, afghanske familie, der er blevet murbrækkere i dette eksperiment for en strammere flygtningepolitik i skarp konkurrence med de øvrige EU-lande.

Det er blevet mørkt i den lille celle, hvor vores unge mand stadig ligger på briksen, stadig med ansigtet vendt ind mod den afskallede væg, men han kan ikke længere se revnerne i muren, han kan ikke forestille sig nogen som helst udveje andet end den død, han måske går i møde ved ikke at spise.

Han er netop vågnet af et mareridt. Det er det samme hver nat: Først ligger han og vender og drejer sig i time efter time, og når han endelig falder i søvn, vågner han kort tid efter badet i sved.

For første gang i over et døgn træder han ud på gangen. Der er mørkt. Den lange endeløse gang foran ham med det udtjente køkken nede for enden. Der er aldrig nogen aktivitet ude på gangen. Selv nu efter at de har fået lov til at gå uden for cellerne, bliver folk for det meste inde hos sig selv. Engang underviste en kendt dansk kok de indsatte kriminelle i at lave lækker mad i de køkkener, der som en hån mod de underernærede, permanent sultne indsatte bare står og samler støv.Vridsløselille er som et spøgelsesfængsel, hvor kun 2 ud af de 13 afdelinger er i brug. Der er flere ansatte, end der er indsatte, og der er alt, alt for stille, de tykke mure har opsuget alt liv fra kroppene i cellerne. Den unge mand har det, som om stilheden larmer og gør det umuligt for ham at falde til ro. Han går tilbage sit værelse. Der er kulsort derinde i den lille celle. Han er blevet vant til mørket, som om de sidste mange måneder har været en lang rejse dybere og dybere ind i en nat, der aldrig ender. Han lægger sig igen og forsøger at sove.

Solstrålerne kiler sig vej ind mellem tremmerne i det lille støvede vindue, men vores unge, afghanske mand er ikke på vej ud af sengen. Han ligger oven på briksen, oven på dynen, med alt sit tøj på. Hvis ikke han står op og spiser morgenmad nu, hvor fængselsbetjenten kommer forbi med morgenmadsvognen, er det den 6. dag, han ikke spiser. Han er allerede meget afkræftet, og hans tanker kører i ring. Han tænker på sin kone og sin lille søn. Han savner dem usigeligt, og han har en følelse af, at han aldrig får dem at se igen. Det banker på døren, men han bliver liggende. Han føler ikke, at han har kræfterne til at rejse sig. En fængselsbetjent træder ind og siger, at han har besøg, at han skal følge med hen til besøgslokalet.

Han bevæger sig langsomt ned gennem gangen. Han er svimmel, og han føler sig stiv i alle leddene. I besøgslokalet sidder hans advokat. Han fortæller ham, at det er lykkedes at få genoptaget både hans kones og hans søns sag, og at han stærkt regner med, at han vil kunne blive løsladt fra fængslet for at komme og bo sammen med dem så længe sagen er i proces. Håbet er, at han på længere sigt vil kunne blive familiesammenført med sin kone og søn, hvis de ender med at få asyl. Men den unge mand kan ikke tro, at det vil lykkes, at det nogensinde vil lykkes at komme ud af fængslet, at mørket nogensinde får en ende, det kan han ikke se for sig. Han har mistet håbet. Advokaten er urolig for ham. Han kan se, at han er meget dårlig. Han siger til ham, at han bliver nødt til at spise. Vores unge, afghanske mand nikker og lover, at han vil forsøge.

Uden for tid og sted

Udrejsecenter Kærshovedgård ligger bag høje træer i det flade marklandskab. Der er ingen beboelse i miles omkreds og 7 kilometer til den nærmeste landsby. Den offentlige transport er indstillet i forbindelse med oprettelsen af centret, der derved helt isoleres fra det omgivende samfund.

Vi kommer ind gennem den smukke gamle hovedport og bliver mødt af travl byggeaktivitet. Der holder 5-6 kassevogne fra forskellige lokale håndværkerfirmaer på gårdspladsen. Det tidligere åbne fængsel, bygget til 200 indsatte, skal udvides til 600 kriminelle på tålt ophold, kriminelle med udvisningsdomme og ikkekriminelle afviste asylansøgere. Enecellerne skal gøres klar til to eller fire indsatte. Alle tidligere faciliteter i fængslet er konsekvent blevet nedlagt. Tv-stik i cellerne er revet ud, tekøkkenerne i barakkerne afmonteret, køleskabe fjernet. På vejen gennem centret kigger vi ind i tomme, stinkende fitnessrum, går en trappe op til et støvet bibliotek i et forladt møderum og ned igen i stueetagen, hvor der er en hengemt biografsal, fra dengang centret var et åbent fængsel. Minigolfbanen ligger og ruster i græsset mellem barakkerne.Som et levn fra et andet liv et andet sted dukker en legeplads med gynger og rutsjebane op mellem barakkerne. I barakken bag legepladsen er døren åben ind til et bart lokale med en gammel slidt tavle. Her skal der undervises i engelsk og modersmål. Dansk er ikke på skemaet. I forlængelse af undervisningslokalet er en ’lounge’ med lave sofaer, sofaborde og en stor fladskærm ved at blive indrettet. Endevæggen er dekoreret med et John Lennon-citat: Life is what happens to you while you are busy making other plans.

Efter nedlæggelsen og afmonteringen af alle fungerende aktivitetsfaciliteter og værksteder skal det tidligere fængsel genopstå som ’udrejsecenter’. Det vrimler med håndværkere, der hamres og bankes, slibes og males i en atmosfære af fremdrift og optimisme. I indgangen mellem kontorbygningerne installeres censorer til et splinternyt overvågningssystem. Her i de idylliske omgivelser er Inger Støjbergs prestigeprojekt under opførelse. En ombygning for millioner er i gang. Der bygges visionært. Der tænkes stort. En model af fremtidens samfund er ved at tage form.

En mand i spidse sko og habitjakke kommer gående hen over gårdspladsen. Der dingler et Røde Kors-navneskilt fra bukselommen på hans cowboybukser. Han kommer hen til os og spørger, om vi er udsendelsesrådgiverne. Det er vi ikke, bare på besøg. Han ser desorienteret på os, men samler sig sammen til pligtskyldigst at tilbyde os en rundvisning. Han beder os følge med og går hastigt foran. Han forklarer sin tilstedeværelse med, at han som overordnet Røde Kors-udsending er kommet for at tjekke, om centret er præsentabelt og klar til den store rundvisning senere på dagen for beboerne i lokalområdet.

Vi følger med den venlige Røde Kors-mand hen til nogle barakker, hvor håndværkere er ved at lægge sidste hånd på opsætningen af et højt hegn. Den solide jernlåge ligger på jorden og venter på at blive sat op i hegnåbningen. Røde Kors-manden indrømmer, at det ser lidt mærkeligt ud, men det er ikke, som man skulle tro. Det er særligt sårbare personer, som skal bo i de her barakker; folk, der skal have ekstra meget ro. De skal selv kunne bestemme, hvem der må komme ind til dem. Det er altså ikke et hegn, der spærrer inde, men et hegn, som lukker ude. ”Giver det mening?”, slutter han forpustet. Men hvad er det for nogle personer, der skal bo bag det høje hegn? Vi har hørt, at det indhegnede område er tiltænkt kriminelle på tålt ophold, som skal overflyttes fra andre centre i landet for at samles og isoleres her i den sikrede afdeling. I fremtiden vil der blive mange flere på tålt ophold som følge af den skærpede strafferamme på udlændingeområdet. Manden gentager, at det er særlig sårbare personer. Og hvem disse personer er, afgør politiet og kriminalforsorgen. ”Røde Kors holder sig helt uden for politik, vi sørger bare for indholdet”, siger han pædagogisk og giver hånd. Hans tid er knap på denne vigtige dag, hvor forholdene for de indsatte i centret skal vises frem for naboer og lokale medier.

Foreløbig er der kun 35 afviste ikke-kriminelle asylansøgere i det stort anlagte udrejsecenter. De er indkvarteret i to afsidesliggende barakker. Tyve vagter fra Kriminalforsorgen er indkaldt på skift til at passe på dem. Også denne gruppe ikke-kriminelle forventes at vokse i fremtiden, i takt med at alle afviste, hvis det går som Støjberg vil, skal frihedsberøves. De fleste af de 60 afviste, der i første omgang blev overflyttet til udrejsecentret fra andre lejre, er forsvundet igen og gået under jorden, eller de er slet ikke mødt op. Herude i den fjerne ende af centret virker der mennesketomt. Ud over to robotplæneklippere, der som små sorte, græsædende kakerlakker er i konstant bevægelse hen over plænerne mellem barakkerne, er der ikke tegn på liv. Og hvordan skulle der også kunne være liv, hvor der ikke er noget håb?

I et rum i den ene af de to beboede barakker sidder en mand på en stol ved vinduet og kigger ud på den forhenværende fodboldbane, hvor der efter planen skal opføres endnu flere barakker til det store rykind af afviste, som regeringens stramninger forventes at producere. Omid er iraner. Han har været i asylsystemet i 13 år og fik endeligt afslag på asyl i 2011. Han taler godt dansk og er uddannet maskiningeniør fra et universitet i Teheran. Han har fået tilbud om arbejde i et privat firma i københavnsområdet, hvis hans asylsag bliver genåbnet, og han får asyl.

Med anbringelsen på Kærshovedgård er han afskåret fra sit tidligere liv i Avnstruplejren på Sjælland, helt i overensstemmelse med Støjbergs planer om, at ”ingen afvist asylansøger bare skal kunne tage til København og have et almindeligt (familie)liv”. Kærshovedgård er formelt et åbent område, og der er ikke lås på dørene, men med de forskellige administrative stramninger som meldepligt og overnatningspligt fungerer centret i praksis som et lukket fængsel. Uden retten til lommepenge eller arbejde har de afviste beboere ingen mulighed for at forlade centret, medmindre de har et netværk og kontakter udenfor.

Omid er 36 år og har spildt sin ungdom i forskellige danske asylcentre. Han nægter at medvirke til frivillig hjemsendelse til Iran, der ikke tager imod tvangsudviste. Han er bange for sit liv, hvis han vender tilbage. Han deltog som 22-årig i regimekritiske studenterdemonstrationer i Teheran. Der var en konfrontation med politiet. Hans ven blev fængslet, og han selv slap væk og flygtede. Men han kan ikke bevise over for Flygtningenævnet, at han er politisk forfulgt. En gang om året bliver han indkaldt af politiet. Han får en kuglepen i hånden og opfordret til at skrive under på det fremlagte papir om samtykke til frivillig udrejse, hvad han konsekvent afslår. Det årligt tilbagevendende ritual tager under fem minutter.

Omid bor for tiden alene på værelset, hvor der foruden de to køjesenge er et bord og nogle stole. Han holder sig for det meste for sig selv inde på sit rum. Der er ikke noget at komme ud til. Og han har ikke altid overskud til at mødes med sine medindsatte. Han bliver bare i dårligt humør af deres nedtrykthed i den håbløse ikke-tilværelse, der til forveksling ligner hans. I udrejsecentret deponeres de afviste asylansøgere som menneskeligt vraggods. Tiden er gået i stå. I morgen ligner i dag, som i dag ligner i går og i overmorgen. At gå rundt inde i en glasklokke og vide, at man ikke kan komme ud og deltage i samfundet, ikke kan få sit liv tilbage skaber en langsom lammelse, en psykisk og fysisk udmattelse. Røde Kors er ved at etablere sig i centret med forskellige initiativer, blandt andet fisketure til en nærliggende sø. Det er ikke svært at sætte sig ind i, at Omid ikke har lyst til at deltage, for hvor skulle han få lysten fra til den slags tidsfordriv, mens han venter på ingenting?

Han har tabt 10 kilo i de seks måneder, han har boet i udrejsecentret. Den mad, de afviste får, anser han for at være uspiselig. Den er ildelugtende og uappetitlig. Det er frosne færdigretter, der bliver tøet op i en mikroovn til frokost og middag, men aldrig er ordentligt opvarmet, når den bliver delt ud.

De indsatte protesterer mod den dårlige kvalitet ved at smide maden ud som affald og hamstrer franskbrød og ost fra morgenmaden til resten af dagen for at holde den værste sult fra døren.

Ifølge Udlændingestyrelsens hjemmeside er de afviste ikke omfattet af det danske sundhedsvæsen, bortset fra akut, livstruende sygdom og smertestillende håndkøbsmedicin. Derudover sorterer udgifter til sygdomsbehandling under ’Udlændingestyrelsens forsørgelse’. Et trægt bureaukratisk system, som er svært at trænge igennem til. Ved anmodning om lægekonsultation eller panodiler mod hovedpine bliver Omid ofte mødt af en mur. Det er kriminalforsorgens personale, der skønner, om en afvist indsat ser syg nok ud til at blive henvist til en sygeplejerske i Ikast, som så igen afgør, om en lægekonsultation i Jelling kan bevilges. Hvis han beklager sig, konfronterer personalet ham med, at han bare kan skrive under og samarbejde omkring sin hjemsendelse. Han har kun sig selv at takke for den umulige situation, han er havnet i. Men at skrive under ville for ham være den visse død.

Her efterlader vi vores to hovedpersoner: uden for det danske retssystem, i et udsigtsløst limbo, hvor de udsættes for en systematisk ydmygende og nedværdigende behandling, hvor de fastholdes i et liv uden mening eller indhold. Den totale mangel på fremtidsperspektiv under det kontinuerlige ’motivations’-pres nedbryder krop og sjæl både for de afviste i det ’åbne’ Kærshovedgård og i det lukkede Vridsløselille. At netop de ikkekriminelle bliver udsat for den hårdeste straf under forhold, der anses for uegnede til danske kriminelle, vidner om udlændingemyndighedernes nærmest sadistiske indstilling til de afviste asylansøgere og om en lovgivning, hvor afslag på asyl vendes mod de afviste selv og stik imod de demokratiske retsprincipper udløser frihedsberøvelse og indespærring af uskyldige mennesker.

Indtil videre peger ingen statistikker på, at man får flere afviste til at rejse frivilligt hjem ved at nedbryde dem som mennesker. Støjbergs fængsler tjener intet andet formål end en dyrtkøbt signalpolitik over for verdens flygtninge om, at de skal holde sig væk fra Danmark, hvor man risikerer at blive spærret inde på ubestemt tid. Er det et samfund, vi ønsker for fremtiden?

Kan vi leve roligt med bevidstheden om, at vi behandler vores medmennesker så umenneskeligt, afsondret i lejre og isoleret i fængsler?

Kan vi nyde vores behagelige tilværelse på en så dyster baggrund?

Jeg har fået en pris

Jeg er så heldig at være modtager af Drachmann legatet i år. Tusind tak! Søndag den. 16.10 uddeles legatet i Drachmanns Hus klokken 17. Mandag den. 17. 10 læser jeg op på Skagens Museum under overskriften ‘På Drachmanns skuldre’. Det er klokken 18.

‘Som om’ findes

Den. 13. maj 2016 udkom min roman ‘Som om’ og den har fået en fantastisk modtagelse.

Anmelderne skrev:

Information: “‘Som om’ rummer den mest elegante prosa, jeg længe har læst. Stoltz viser længslen, tankerne og panikken bag den facade, som forleder andre til at tro, at smukke kvinder har det nemt … Traditionen fra Tove Ditlevsen og Kirsten Thorup er spillevende i denne roman, hvor Stoltz slår sit navn fast som en af tidens vigtigste prosaister.”

Politiken: “‘Som om’ har været en nødvendig bog at skrive, og den føles nødvendig at læse. Vi spilder ikke tiden, hverken forfatter eller læser. Kristina Stoltz holder sin Fanny frem med bævende hjerte, og jeg tager som læser imod hende med en følelse af taknemmelighed. Tak for tilliden og tak for niveauet.” *****

Weekendavisen: “Romanens lyst til at endevende det nære minder mig om god gammeldags bekendelseslitteratur (romanen er vist halvt selvbiografisk, det spiller nu ingen stor rolle), hvilket er en ros. I modsætning til de uendelige kronikker, der bliver skrevet om småbørnsliv, kernefamiliestress og moderne forventninger til kærligheden, er der ingen skråsikkerhed eller lette svar her, men åben undren.”

Berlingske Tidende: “At læse Kristina Stoltz’ gode prosa er godt, også når det gør lidt ondt … Kristina Stoltz registrerer detaljeret og sensitivt, også fra langt tilbage i Fannys egen tid, fra der, hvor hukommelsen kommer til kort.” ****

Kristelig Dagblad: “‘Som om’ beskriver ikke bare det smertelige sammenbrud eminent, den lader også det udsatte barn i en kaotisk og ustabil voksenverden komme til orde. Fortællingen er følelsesfuld og dybt bevægende uden at tippe over, og selvom bruddet er uundgåeligt, er det ikke mindre vemodigt, da det endelig finder sted.” *****

Jyllandsposten: “Der er godt med københavnerhistorisk lokalkolorit i christianshavnerbillederne, og der er nøgternt hjerte og smerte i beskrivelsen af en kvinde, der skal prøve at orientere sig i en tiltagende vished om, at hendes ægteskab er ved at dø.” ****

Femina: “Stoltz skildrer næsten alt for realistisk, rent og råt, hvad det er, vi siger farvel til, når vi lader kernefamilien smutte mellem fingrene på os, og også hvad der sker i et samfund, der i stigende grad hylder individualiteten.” *****

Det sprængte fundament

I Danmark ender mere end halvdelen af alle parforhold med en skilsmisse. Da jeg selv er skilsmissebarn og som voksen både er blevet gift og skilt to gange, har jeg længe haft lyst til at undersøge, hvad det egentlig gør ved os, at vi konstant udsættes for disse brud og opdelinger af verdener. I min nye roman ‘Som om’, der udkommer den 13. maj, forsøger jeg at fremskrive og bearbejde, hvordan det kan opleves, når fornemmelsen af et indre fundament sprænges i forbindelse med en skilsmisse.

I efteråret 2012 vågnede jeg en morgen bælgøjet. I løbet af natten havde verden udspaltet sig, og jeg så ikke bare dobbelt, men i tre, fire og fem lag. Det var som at se gennem et kalejdoskop: Verden var sprængt i et uendeligt antal dele. Det var naturligvis en meget skræmmende oplevelse. Jeg blev undersøgt på kryds og tværs, men uden at lægerne nogensinde fandt ud af, hvad jeg fejlede – og efter nogle måneder gled mit øje på plads igen, og verden faldt tilsyneladende tilbage i sine vante dimensioner.

Den morgen jeg vågnede op og var blevet bælgøjet, stod jeg samtidig midt i en skilsmisse. Og selvom lægerne ikke ville anerkende, at der måske kunne være tale om en psykosomatisk reaktion, havde jeg selv en fornemmelse af, at mit syns spaltning sagtens kunne være et fysisk udtryk for, hvordan jeg havde haft det det meste af mit liv. En følelse som skilsmissen og den smerte der var forbundet med den, forstørrede så kraftigt op, at den simpelthen ændrede mig fysisk. Skilsmissen reaktiverede mit livs traume, som lige præcis er skilsmisse: Mine forældres skilsmisse, min mors skilsmisse fra min stedfar, min egen skilsmisse fra min første mand og nu en ny skilsmisse, som ville betyde at mine egne børn også ville blive skilsmissebørn.

Når man som barn oplever at ens forældre bliver skilt, sprænges ens fundament. Man står ikke længere på fast grund, men starter en ny tilværelse, hvor man hopper mellem to øer. I bedste fald ligger øerne relativt tæt på hinanden, der er sigtbarhed, og alt hvad der hedder fragt og kommunikation mellem de to, er noget de to voksne tager sig af. I værste fald er der mere eller mindre permanent dårligt vejr i det farvand, hvor øerne befinder sig og både fragt og kommunikation leder konstant til konflikt.

Uanset hvor god eller dårlig en skilsmisse er, vil barnets fundament for altid være sprængt, det vil for altid skulle navigere mellem to divergerende verdener, der med stor sandsynlighed vil blive mere og mere forskellige som årene går og forældrene indgår i nye parforhold og måske danner nye familier.

Jeg var ti år, da mine egne forældre blev skilt, og jeg begyndte på det tidspunkt at føre dagbog. Jeg har ført dagbog lige siden og i min reol står 37 tætskrevne notesbøger. Jeg havde aldrig læst i dem, men efter min anden skilsmisse besluttede jeg at læse dem alle sammen! Jeg ville se, om det var muligt at læse dem som var det en anden, jeg læste om. Min bagtanke var at prøve at forstå, hvad skilsmisser kan gøre ved et menneske. Hvad sker der, når familien deler sig i to eller måske på sigt i tre og fire? Hvad sker der med den enkeltes tilhørsforhold og forståelse af sig selv i den større sammenhæng?

Jeg fuldførte min mission med at læse de 37 dagbøger. Og det var fuldkommen ulideligt, som at blive kastet rundt i sit eget indre spejlkabinet, hvor perspektivet ganske vist var mit, men spaltet i tider og aldre.

Læsningen af dagbøgerne bragte samtidig så meget afstand til min egen personlige historie og erfaringer, at jeg nu var i stand til at undersøge dem i litterær form. Derfor satte jeg mig for at skrive den roman, der nu er blevet til ‘Som om’. Det er noget ganske andet at skrive fiktion end at føre dagbog. I fiktionen får figurerne et eget liv, og lidt ligesom når man drømmer om natten, smelter personer sammen og bliver til nye figurer, to lejligheder fra den virkelige verden bliver til en helt tredje, ting der har fundet sted i virkeligheden står side om side med ting, der aldrig har fundet sted.

Handlingen i romanen pendulerer mellem Fanny som ung pige i 1980’erne under hendes opvækst på Christianshavn og Fanny som voksen, gift kvinde og mor til to børn. Det centrale tema er skilsmisse, men i lige så høj grad kærlighed: Kærligheden mellem barn og forældre (særligt mellem en far og datter), kærlighed mellem en mand og kvinde, kærligheden til en bydel og en tid i historien.

Øjet

De øjne som ser

På fredag den. 4. 3 udkommer Lars Gundersens store flotte portrætbog, som jeg har været så heldig at få lov til at skrive et essay til.

Det er kun på grund af lyset, som min synssans kan opfatte og omdanne til billeder, at jeg kan se skyerne på himlen, de evigt skiftende formationer, bilerne på vejen, de flimrende blade på kirsebærtræet gennem de støvede ruder, pigens rundkindede ansigt, som jeg ser hende, når hun træder ind til mig her i værelset. Verden lever i os som billeder, genopstår hver dag i nye billeder eller gentager sig selv, synes vi, i billeder vi allerede kender, når ikke vi kastes tilbage i vores eget indre mørke, hvor fortidens billeder ligger lagret i nedkølede arkivskabe, der ikke tåler dagens lys, hvis vi skal forblive i troen på, at vi virkelig ”ser” begivenhederne, som de udspillede sig dengang for længe siden.

Mit blik på verden. Det blik verden, dens levende skabninger, kaster tilbage på mig. Og hvem af os er det mon, der ser først – verden eller mig? Har vi ikke lært, at barnet ser det hele på hovedet i de første uger efter fødslen, at det er morens blik, der møder barnet længe før barnet møder morens? Og når barnet så endelig ser, går der relativt længe før det forstår, at det ikke er sig selv det møder, at det lys der fremkalder morens fysiske skikkelse for blikket ikke er en forlængelse af det selv, men en anden, et individ løsrevet fra det selv.

Efterhånden begriber barnet, at den andens blik, netop er et andet blik, at den måde moren ser barnet på, er en anden måde end barnet ser sig selv på. Vi vokser op og forstår, at der findes andre perspektiver, at selvom det er den samme fysiske proces vores øjne og hjerner gennemgår, når lyset filtreres gennem vores synsnerver og lagrer de billeder, der fremkaldes i vores hjerner, så er det forskellige billeder, vi refererer til, forskellige synspunkter billederne fremkalder. Det narrativ der følger det sete og det skete, kommer helt an på de øjne som ser og har set, og vi lærer at acceptere, at livet er mangfoldigt, at vi alle er forskellige og ser forskelligt på tingene. Det volder os ganske vist problemer, vi diskuterer i folketingssalen, ved middagsbordet, vi siger: ”Kan du dog ikke se …” Vi bliver vrede og frustrerede, men vi forstår også, at det nu engang er en præmis, når man lever i et åbent, pluralistisk samfund, at vi må acceptere, at vi ser forskelligt på tingene og på hinanden.

Lars Gundersens portræt af mig.

Men når vi sætter os foran portrætfotografen, glemmer vi alt det, vi har lært, at der findes ligeså mange fortolkninger af mig, som der findes individer der ser og forholder sig til mig. Foran fotografen bliver vi som børn igen, der falder i med morens blik, går i forlængelse af hende. Over for linsen, det sjælløse øje, glider jeg tilbage i symbiosen, og jeg tror, at fotografens blik og de billeder han tager af mig, er de samme, som de indre billeder jeg har af mig selv. Derfor bliver vi næsten altid chokerede, når vi får billederne at se bagefter: ”Gud er det sådan jeg ser ud?” Ja, det er blandt andet sådan, jeg ser ud. Det er sådan fotografen har set mig. ”Jamen det ligner jo ikke mig,” siger jeg skuffet over ikke at være blevet mødt af mors blik, men af en helt andens, som hverken har taget hensyn til min selvopfattelse eller forfængelighed, men først og fremmest har haft det gode portræt for øje: Det stærke billede, hvor noget opstår, en tilstand måske, en historie, hvor et eller andet uforklarligt ved mit ansigt udtrykker noget sandt, en autenticitet man ikke kan vige bort fra, selvom jeg ikke kan kende mig selv i det. Den amerikanske fotograf Diane Arbus forklarer det mystiske bag denne autenticitet på følgende måde: ”A photograph is a secret. The more it tells you the less you know.”

Men den svenske forfatter August Strindberg kunne ikke acceptere denne form for mystiske sandhedsudtryk, hvis ikke det korresponderede med hans eget syn på sig selv. Da en ven i 1906 kom til te hos forfatteren i Stockholm og fandt selvportrætter overalt i lejligheden, forklarede Strindberg, at der indtil videre ikke havde været andre end ham selv, der var lykkedes med at fotografere ham, så hans sjæl kom til udtryk i billedet. (Strindberg kunne altså ikke acceptere en anden billedlig fortolkning af ham selv end hans egen.)

Selfie

Spørgsmålet er om de mange selfies, som flyder rundt på de sociale medier er et udtryk for, at mediebrugerne ligesom Strindberg tilstræber at lade sjælen komme til udtryk eller om det først og fremmest handler om et behov for kontrol med selvfremstillingen. Når portrætfotografen tager sit billede er det hans eller hendes øjne, der fremkalder mit udtryk mere end det er min egen idé om mit udtryk. Jeg bliver så at sige til i den andens billede af mig, jeg genfødes, opstår i en ny version, en ny fortolkning, som muligvis ikke har noget at gøre med den, jeg føler mig som. Når jeg derimod strækker armene ud i den tomme luft og holder min smartphone op foran mit ansigt for at trykke på udløseren, bliver jeg ikke til i nogen andens blik end mit eget: Det er Narcissus der stirrer ned i vandspejlet og finder sig selv i den gentagelsestvang han kender: I det billede genkender jeg mig selv, i det billede elsker jeg mig selv og i det billede befaler jeg, at de andre skal elske mig.

Da den amerikanske fotograf Cindy Sherman i 1977 havde afsluttet sin fotografiske serie ”Untitled Film Stills” formulerede hun, at selvom fotografierne teknisk set var selvportrætter, så anså hun ikke selv serien for at være selvportrætter. Tværtimod var billederne et forsøg på at udtrykke, hvordan selvportrættet ikke nødvendigvis behøver at være et portræt af selvet.

Men forskellen på Shermans ”selfies” og de selfies vi hver dag møder på Facebook og på Instagram er, at Shermans iscenesættelser udtrykker stemninger og situationer vi genkender. En virkelighed kommer til udtryk i iscenesættelsen, hvorimod alle disse hverdagslige selvfremstillinger i selfie-fotografierne i deres tilsyneladende naturlighed eller ærlighed oftest fremstår komplet uvirkelige. Og måske er det den afgørende forskel på selfie-fotografiet og portræt-fotografiet. Selfie-fotografiet lægger sig ofte i forlængelse af konsumerismens billedstrøm: Selvfremstillingen udlægges på linje med tandpasta og andre produkter, hvor ingen andre lag ligger gemt end det, vi ser på billedet: Du får, hvad du ser. Hvorimod det kunstneriske portrætfotografi foretager den modsatte bevægelse; den andens blik på mig fremstiller det mystiske tredje, en ny form for sandhed, som ikke er sprogligt oversættelig, fordi den rummer alle de lag og historier, som det fysiske møde mellem to personer i den analoge verden kan indeholde.